Plader

Windermere: The World Is Here

Skrevet af Kasper Würtz

Danske Windermere giver med sit debutalbum opvisning i, hvordan atmosfæremættet shoegazer skal lyde. Dog savner pladen et særpræg.

*Association til “Trailer Park”*

Det hele starter langsomt. Du lukker øjnene og mærker en pulserende rytme ryste igennem kroppen. Det bliver nødt til at være nat. Lydene er alt, alt for tunge til at findes i dagslys. Altopslugende. Et musikalsk sort hul der suger alting til sig. »Reach out your hands to touch the sky,« synger han. Musikken her må være et vejrfænomen. Det kan næsten høres, hvordan dens sønderstormende orkan river træer op ved roden. Bag øjnene kan du fornemme væggene udvide sig. Puster sig op og trækker sig sammen igen som en brystkasse. Men så endelig. Et lysglimt. Horisonten splintres, og så er det væk.

The World Is Here er danske Windermeres debut, og som ovenstående bevidsthedsstrøm viser, er det en til tider sanseudvidende oplevelse. Det massive lydbillede er imponerende, og man overraskes yderligere, når man ser, at der kun er fire med i bandet. Her skal det dog tilføjes, at de får hjælp fra Soma Allpass og Peter Martin Søhuus. De er begge eminente på deres strygerinstrumenter, hvilket både giver musikken en spinkel, nærmest glasagtig konsistens samtidig med, at det er kraftigt nok til at få jorden under dig til at ryste. I “Your Eyes Could Start a Fire” lyder Peter Martin Søhuus’ violin som verdens smukkeste lunte, der brænder og få sekunder senere står man midt i en eksplosion. Ligesom hos GYBE! er der momentvis hos Windermere øjeblikke, hvor oplevelsen bliver transcenderende – og ud over GYBE! er musikken også beslægtet med Slowdives shoegazer og de sfæriske islændinge i Sigur Rös. Støjen er smukt kontrolleret, og det bliver aldrig rodet. Som de selv synger i “Somehow”: »The words you whisper / They all change to noise / And the noise is starting / To make sense.« Der er ingen tvivl om, at Windermere kan deres kram.

Jakob Skjoldborgs vokal er lys og indbydende, men har også en smule vanskeligheder når det bliver for højt. Og det bliver desværre en smule irriterende at høre på visse steder. Akkurat som musikken har nærmest blasfemisk højt til loftet, er flere af teksterne også meget højtravende, og noget af det bliver lige en tak for meget. »If you could set me on fire / Even though I’m made of water / We could set the beauty free / And burn away eternally,« er lige ved at overskride patosgrænsen, og det er derfor befriende, når der kontant synges »There’s nothing left to say / So let’s go watch the stars« i “Watch the Stars”, som bliver Windermeres første singleudspil.

“You Have It All” er dejligt slæbende i sit udtryk, men desværre mangler der noget slagkraft. Det rettes dog straks i den aldeles glimrende “Unspoken”, der sammen med “Trailer Park” og “Your Eyes Could Start a Fire” står som albummets stærkeste sange. “Tone H”, som lukker albummet, er et smuk pianodrevet nummer, der med sit nedbarberede og nøgne udtryk er en flot og intim afslutning.

Windermere mangler lige særpræget for at træde ud af forbilledernes mastodontiske skygger, men allerede nu må det siges, at The World Is Here er noget af det mest spændende i lang tid, som et debuterende dansk band har budt på.

★★★★½☆

Leave a Reply