Plader

Air: Talkie Walkie

Skrevet af Martin Petersen

Er Talkie Walkie mere end blot end ny udgave af Moon Safari?

Seks år efter Moon Safari vender Jean-Benoit Dunckel og Nicolas Godin tilbage med den samme plade igen, blot i en opgraderet udgave tilpasset det nye årtusinde. Naturligvis er Talkie Walkie mere end blot en mk. II udgave af Moon Safari. Den sexede dreng er blevet til en Cherry Blossom Girl, og Dunckel og Godin lægger nu selv vokal til sangene med en fransk accent så tyk, at vi nærmer os en parodi på Inspector Clouseau. Men stemningen er den samme. Det er stilrent, det er charmerende, det er gennemført, men desværre også meget tæt på at være for pænt.

Pladen starter tungt med den døsige Venus, der er bygget op omkring en rytme, der skal lyde som et hjerteslag, hvilket også er det eneste liv, der er i sangen. En linje som “We should be together, lovers forever” er svær at slippe af sted med i et nummer, der bliver leveret uden gnist og varme – og en linje som “You could be from Venus, I could be from Mars” burde der laves regler mod. Mere heldigt er Air sluppet fra pladens første singleudslip Cherry Blossom Girl. Man tager lidt fingerspillet guitar, tilsætter nogle drømmende vokaler og bygger en let skal af elektroniske virkemidler udenpå, og så har man en popsang, der føles som en forelskelse på en sommerdag. Står du udenfor og kigger på, bliver det hurtigt kvalmende, men er du fanget i det, sender det konstant små impulser af velvære op og ned ad ryggen på dig.

Desværre er det svært at have andet end et skuldertræk til overs for numre som Universal Traveller og Mike Mills m.fl.. De er ganske nydelige at lytte til, men også ganske nemme at glemme igen. Sådan bølger Talkie Walkie frem og tilbage, uden at der nogensinde kommer skum på bølgetoppene. Talkie Walkie fungerer bedst, når det naive og charmerende får lov til at skinne igennem, som når de lystigt fløjter os igennem Alpha Beta Gaga og bringer det røde frem i kinderne på pigerne, når de på deres klichéagtige engelsk synger “sha-ry blå-såm gee-eerl.” Også Run og Surfing on a Rocket hører til blandt de numre, man bider mærke i og husker, efterhånden som man får lyttet sig gennem pladens 43 minutter. Problemet med Talkie Walkie er, at der er for mange numre på det jævne. De fletter sig fint sammen, og pladen fungerer udmærket som en helhed, men lidt drama hist og her og en overraskelse nu og da er vel ikke for meget forlangt?

Både Talkie Walkie og Moon Safari fungerer som gode lydtapeter. Deres poppede og drømmende melodier er nemme at falde for, men samtidigt lette at blive trætte af. Man skal ikke komme ret skævt ind på dem, før det hele hurtigt bliver for pænt og poleret. Det er ikke nødvendigvis musik, man lægger mærke til. Det er musik, det er svært at danse til, men er man i det rette humør, er det nemt at svæve rundt til det i et par minutter, mens blodtrykket fjerner sig fra farezonen.

At kalde Jean-Benoit Dunckel og Nicolas Godin for musikere er måske så meget sagt; det giver mere mening at betragte dem som lyddesignere. Deres musik er designet til at bringe balance i tingene, og det lykkes i store træk. Men hvis de vil undgå, at tingene går i ring, og den ene plade ligner den anden, må de begynde at tænke i andre retninger. Selv om Talkie Walkie rummer mange gode momenter, så trækker de mange ligegyldigheder og ligheden til Moon Safari ned.

★★★★☆☆

Deltag i debat