Plader

Amy Blaschke: s.t.

Skrevet af Kasper Würtz

Amerikanske Amy Blaschke udleverer sig selv på et album, der mærkværdigt nok både er hudløst personligt og helt universelt.

At andet album fra den amerikanske singer/songwriter Amy Blaschke (udtales Blash-key) er selvbetitlet er ikke tilfældigt. Hun udleverer nemlig sig selv igennem de sørgmodige melodier, der alle bliver sunget med inderlighed. Blaschkes skrøbelige stemme er betagende, men også faretruende tæt på at lyde monoton nogle steder. De klare og ganske stærke tekster er dog med til, at hver sang utroligt nok er stor nok til at rumme hvert sit øjebliksbillede og livserfaring. I “Foreigner” forkaster Blaschke den perverse fascination, der er forbundet med at være den mørke outsider: »You’re so dim that I can shine freely / I declare / I won’t be a foreigner.«

Albummet er som helhed en dannelsesrejse, og det virker, som om kunsten bruges som terapeutisk virkemiddel, men det er ikke lige så hjerteskærende og dystert, som når andre musikere benytter sig af samme teknik. Blaschkes dæmoner konfronteres og destrueres nærmest i samme moment. Dog står “Reconcile” som et stort ubesvaret spørgsmål, hvor man næsten kan mærke hende slå hjælpeløst ud med armene. Her kan problemerne ikke skrives væk, og afmagten er total: »I lean to the left / I lean to the right / But I can’t write / Why do they scare me, Laura? / I can’t understand why we fight all the time / And he does not reconcile / Why does he disappoint me?«

De minimalistiske kærlighedssange kan minde om Josh Hadens måde at skrive på, hvor billederne er så tilpas ukonkrete, at man kan lægge sig selv ind i teksterne, og det vinder de helt klart på. Samtidig er man aldrig i tvivl om tematikken, der er så universel, uden det af den grund bliver banalt, at de fleste kan være med til at modellere med Blaschkes ord.

Det spartanske lydbillede skabes ud over Amy Blaschkes dominerende guitar af gæstemusikerne Erin Tates (Minus the Bear) og James Bertram (Red Stars Theory) på henholdsvis trommer og bas.

Der er stort set ingen pause mellem numrene, og man kan godt komme i tvivl, om det er en ny sang eller ej. Eksempelvis springer albummets bedste sang “Thoughtlessness of” direkte ud af “Foreigner”. Her bruges Amy Blaschkes vokal symbolsk. Først synges der med monoton ligegyldighed: »I don’t mind the thoughtlessness of the passing of time,« men midt i sangen gøres der op med indifferensen: »I’m trying to start anew,« og med spæde skridt nærmes livet igen, og med stærkere stemme synges der: »I just called to say you can call me too.« Man kan mærke, hvordan ryggen langsomt rettes op gennem sangen, og den krumbøjede ligegyldighed fra starten slutteligt erstattes med en person, der med oprejst pande langsomt kærtegner livet.

Amy Blaschke er uden tvivl en talentfuld ung dame, og hendes anden udgivelse rummer en håndfuld fremragende sange, men på et album med kun ni sange er der ikke plads til megen middelmådighed, før det trækker helhedsindtrykket ned, og der er her et par enkelte sange, som ligger væsentligt under de andre i kvalitet. Det er synd, når hun nu ellers har evnen til både at udlevere sig selv og samtidig give plads til alle os andre.

★★★★☆☆

Deltag i debat