Plader

Consafos: Such Is the Way of Things

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Den amerikanske folkrock-gruppe Consafos debuterer med et ikke mindre end fremragende minialbum, der skruer forventningerne højt op til deres kommende fuldlængdealbum.

Indimellem støder man på et album, der bevæger sig inden for en genre, der er betrådt mange gange før, men alligevel formår at tilføre noget udefinerbart nyt til genren eller bare kommer til at fremstå som selve indbegrebet af en bestemt lyd. Den amerikanske folkrockgruppe Consafos er et godt eksempel.

Gennem mere end 40 år har grænserne mellem folk og rock været forsøgt nedbrudt af en lang række grupper, lige fra Bob Dylans strømsatte protestsange til Cowboy Junkies’ fåmælte stemningsbilleder, Walkabouts’ storladne widescreen-rock og 90’ernes alternative countrybølge. Consafos lægger sig især i forlængelse af navne som Cowboy Junkies og The Walkabouts, og de tilføjer måske ikke nye elementer til genren, men lyder omvendt markant mere vedkommende, end nogle af de to grupper har gjort i mange år.

Som de to nævnte grupper spiller Consafos en afart af alternativ rock, der ud over tydelige rødder i den alternative guitarrock også bruger mange elementer fra den tradionelle folkmusik – blandt andet gennem pladens instrumentering, der ud over guitar, bas og trommer tæller violiner, sav og harpe. Men også teksterne, der består af små personlige fortællinger, leder tankerne hen på folk-scenen. Det tekstlige univers omhandler emner som kærlighed, ensomhed og frygt, men er trods en gennemgående trist tone ikke deprimerende, og der er samtidig en optimisme at spore i de små fortællinger.

Officielt er Such Is the Way of Things en ep, men med fem sange plus to skjulte numre sniger spilletiden sig op omkring den halve time, og det er en halv time, der hænger rigtig godt sammen. De enkelte numre komplementerer hinanden flot, og der skiftes mellem mere regelrette poppede passager og mere snørklede øjeblikke, hvor de forskellige instrumenter får mulighed for at folde sig ud. Gruppens hovedkvinde, Stefanie Drootin, viser sig som en glimrende arrangør, og mange af numrene har en vekselvirkning mellem nogle forrygende omkvæd og forskellige afbræk i musikkens flow, der fungerer godt.

Men selv om der er mange forskellige ideer i arrangementerne, kommer de ikke på noget tidspunkt til at virke overlæssede, og musikken fremstår på en gang både simpel og kompleks. De to bedste numre på pladen, “It’s War (Mama)” og “The Lonely Ones”, er gode eksempler på det. Det er fremragende melodier med Stefanie Drootins klare vokal som omdrejningspunkt, men de to numre udvikler sig samtidig undervejs, og der er derfor meget at komme efter ved gentagne gennemlytninger.

Stefanie Drootin har en fortid som medlem af Bright Eyes, hvilket pladeselskabet naturligvis også gør et stort nummer ud af. Hvis Bright Eyes-referencen kan være medvirkende til at give Consafos et lidt større publikum, er det fint med mig, men de behøver bestemt ikke stå i skyggen af Conor Obersts orkester. Dette minialbum sprudler af melodisk overskud, og hvis det på nogen måde er retningsgivende for det kommende fulde album, kan der kun være en stor lytteoplevelse i vente.

★★★★★☆

Deltag i debat