Plader

Delays: Faded Seaside Glamour

Skrevet af Rasmus Bækgaard

En sanger med en fantastisk stemme og en plade med skiftevis overdådig indiepop og andenrangs britpop.

Man skal ikke lytte i mange sekunder til Faded Seaside Glamour, før det står lysende klart, at sanger Greg Gilbert har en fantastisk stemme. Vokalen er uden sammenligning det største aktiv for den debuterende britiske gruppe Delays, der efter tre rimelig succesfyldte singler nu er klar til at forsøge at erobre verden – eller i hvert fald de britiske øer – som seneste skud på stammen af bands, der har (gen)opdaget den klassiske britiske indiepop.

Man skal heller ikke mange sekunder ind i pladen, før det står lysende klart, at Delays er ekstremt britiske, og musikken sender med det samme lytteren i en tidsmaskine og skruer tiden tilbage til omkring 1995, da den britiske musikscene eksploderede med det ene guitarorienterede popband efter det andet. Åbningssangen, “Wanderlust”, er melodisk rockende med markant brug af keyboards og Greg Gilberts vokal, der med masser af rumklang smyger sig ind i øregangen. Allermest lyder Delays som Geneva, blandt andet på grund af den lyse vokal, der befinder sig helt oppe i skyerne. I de bedste stunder kan Greg Gilberts stemme bore sig direkte ind i hjertet på lytteren.

Udgangspunktet for Delays er den melankolske indiepop, men der gøres også forsøg på at udvide formlen lidt undervejs. Mest tydeligt er det på det afsluttende nummer, “On”, med en dyb technobas og en ringlende guitar, der næsten kunne være samplet fra The Stone Roses. Det første stykke af dette nummer giver lovning på en fantastisk afslutningssalut, men desværre er den tilhørende melodi lidt for stillestående. Som idé er “On” rigtig god, men det er lidt ærgerligt, at indholdet ikke kan leve op til den fine indpakning – jeg tror dog, at nummeret vil fungere fint som afslutning på en koncert. Også i flere andre numre forsøger Delays at bringe nogle elektroniske elementer ind i musikken, men for ofte bliver det stift og hæmmende for musikken i stedet for at tilføre en ekstra dimension. På den måde kan jeg ikke lade være med at tænke på den mindre gode halvdel af Suedes Head Music.

Ellers er Faded Seaside Glamour kvalitetsmæssigt lidt af en blandet fornøjelse. De tre singler er gode – især den melodisk overstadige “Nearer Than Heaven” og den hypnotiske “Long Time Coming” – men trods et par andre gode sange er melodimaterialet for svagt på pladen. Som nævnt har Greg Gilbert en fremragende stemme, men det er ikke nok, når det materiale, han har at arbejde med, er ordinært. Når Delays er bedst, er det overdådig indiepop, der giver påmindelser om store stunder fra navne som Suede, Stone Roses, The Smiths og Geneva, men i for mange numre lyder de som den oprindelige britpopbølges 2. division.

Balladen “There’s Water Here” er også rigtig fin, og bakket op af kun en enkelt fingerspilsguitar får vokalen for alvor mulighed for at folde sig ud på egen hånd.

“Satellites Lost” er derimod et godt eksempel på Delays’ mere kedelige side. Som overalt på pladen er vokalen i topklasse, men melodien er en simpel ballade, hvor der ikke sker meget undervejs, og som derfor fremstår noget nær ligegyldig. “One Night Away” er et eksempel fra den mere livlige side af pladens spektrum. Sangen minder i sin fremtoning om Suedes eller Genevas mere rockede øjeblikke, men mangler det fængende drive, et godt omkvæd kan tilføre en sang.

Den engelske musikscene har en næsten historisk tendens til at opfostre gode singlebands, der ikke rigtigt er i stand til at opfylde albumformatet. Delays og Faded Seaside Glamour må siges at tilhøre den kategori.

★★★☆☆☆

Deltag i debat