Plader

Fire Divine: It’s All a Blur EP

De har gjort det før, de gør det igen, og de vil sikkert gøre det fremover, folkene fra Deep Elm-selskabet.

Deep Elm er et selskab med en del fine udgivelser bag sig. Tag bare navne som Planes Mistaken for Stars og Appleseed Cast, og så er der jo selskabets famøse Emo Diaries-udgivelser (10. kapitel er i skrivende stund lige landet fra trykken). Sidstnævnte kan man sige om, hvad man vil, men det var her, man hørte de spæde toner fra bands som Jimmy Eat World, Further Seems Forever og Last Days of April blandt mange.

Men der er ingen tvivl om, at Deep Elm ikke er det selskab, de var for år tilbage. De spytter ufortrødent grønne bands ud, hvilket i sig selv ikke er så tosset en idé, men at dømme ud fra kvaliteten af de senere udgivelser skulle de måske overveje at holde igen, indtil de finder nogle bands af en kvalitet, der overstiger bare det middelmådige (se blot anmeldelser af Burns Out Bright, Desert City Soundtrack og Settlefish).

Det er der dog intet, der tyder på, at de gør. Selskabets “upcoming releases”-liste er fyldt godt op med overraskende mange debuterende bands og skræmmende få gengangere (synes de mon ikke selv, at der er ved at tegne sig et klart og tydeligt billede her?). Mon de kan finde nogle bands, der kan ramme over den tværgående streg, som markerer midtergrænsen for henholdsvis godt og dårligt? Tja, i tilfældet Fire Divine, som er pladen lagt under lup i denne anmeldelse, rammer de endnu en gang under midten.

It’s All a Blur er Fire Divines debut-udgivelse i form af en ep med fire sange på. Det starter sådan set ganske acceptabelt. “Clark and Rightwood” falder fint ind i Deep Elms niche, som er emorocken. Der er blødende, rockende riffs med bankende trommer i et tempo, det er indbydende at nikke til rytmen med hovedet i.

Det, Fire Divine kan sælge sig selv bedst på, er deres forsanger. Ian Musgrove lyder som en blanding af Jason Gleason (ex-Further Seems Forever) og Jon Bunch (ex-Sense Field, Further Seems Forever – et nyt mønster, hmm?). Hans vokal er troværdigt dirrende, og den har en opmærksomhedskrævende klang.

De unødvendige skrig, som Musgrove fra tid til anden slår over i, kunne man dog sagtens være foruden. Musikken lægger ganske enkelt ikke op til det. Det synes at være en belastende tendens, der er vokset frem i denne genre: Kan man skrige, jamen så skal man skrige; lidt i stil med at kunne få pubertære dun på overlæben og derfor lade mosset gro. Skrigene får dog aldrig lov at være dominerende, men paradoksalt nok er de to sange “Clark and Rightwood” og “Reputation Outlives Application”, som er de bedst fremtrædende på ep’en, de eneste med skrig. Grunden hertil er simpel: Det er her, melodierne flyder bedst og energien holdes bedst i vejret. Men det når bare aldrig at blive rigtig godt. Man sidder tilbage med følelsen: “Mja, det er da ok.”

Hertil skal lægges de to afsluttende sange, som falder et par trappetrin lavere i kvalitet. I “We Ride on Sunbeams” vælger Fire Divine f.eks. overraskende at skifte stil til en blødere, mere melodisk powerpop-stil med en dertil hørende fladere fornemmelse.

Skulle læseren falde over nærværende plade, bør endnu et råd gives med på vejen: Overvej end ikke at gøre forsøg på lytte til teksterne, der søger mod at ramme den laveste fællesnævner med forudsigelige rimstrukturer og ligegyldige, overfladiske tekster om kærligheden.

Fire Divine må altså lægges over i den hastigt voksende bunke af Deep Elm-plader, der ikke burde være udgivet. Eksistensberettigelse i denne anmelders øjne bør kun gives til bands, der kan ramme over midterstregen i karakterskalaen.

★★½☆☆☆

Leave a Reply