Plader

The Frequency: s.t.

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Sebastian Thomson spiller til dagligt matematisk postrock i Trans Am, men ellers leger han med sammensmeltningen af new wave, 80’er-metal og postrock i sit soloprojekt, The Frequency.

Måske har du ikke hørt om The Frequency før, selv om det ikke er et specielt nyt band; eller det vil sige, at indtil for nylig eksisterede bandet kun inde i hovedet på Sebastian Thomson, multiinstrumentalisten fra Trans Am. Men sidste år besluttede han sig for at gøre alvor af at realisere et band, hvor hans musikalske påvirkninger kunne smelte sammen i ren overflod. Sebastian Thomson kalder selv sit debutalbum for “A soundtrack to ‘nite’,” og ud over at albummet til tider er mørkt og dystert, så kan man visse steder også danse til musikken, når blandingen af new wave og postrock bliver tilpas rytmisk og melodisk.

Albummet åbner med “You’re the Perfect Size”. Et mørkt synthriff bliver fadet op og brudt af en vrælende guitar og vokalen. Gennem nummeret river guitaren en gang imellem op i melodien, som er meget enkel. I omkvædet dominerer retrosynths, og generelt for albummet er lyden på mange af numrene helt ny – eller gammel, hvis man tænker på, hvor inspirationen kommer fra.

The Frequency er bedst på de numre, hvor inspirationen mere kommer fra new waven end fra den tidlige 80’er-metalrock. Det gælder for eksempel nummeret “Stop It”, som minder om tidlig electro og new wave fra 80’erne. Sebastian Thomson synger ligesom Shaun Ryder (The Happy Mondays) meget loose. “One Chance” og “Take Me Away” benytter sig ligesom “Stop It” også af et synthtema, som gør nummeret dansabelt – og uden for mange hårde rivende guitarer, som er for meget rock og for lidt new wave.

Der er også helt straight rocknumre på The Frequency. “Erasing Myself” og “Own Me” er næsten for pæne til at være med på albummet; de lyder som en blanding af Pearl Jam og The Strokes. “Moonburn” klarer sig fri af rockklichéerne og har fremdrift og råhed, og det minder i sin simple opbygning om Jane’s Addiction og Perry Farrells måde at skrive enkle rocknumre på. Sebastian Thomsons mangel på sangtalent er også med til at forstærke sammenligningen.

“If you don’t know how to party, The Frequency is more than willing to show you how,” udtaler Sebastian Thomson, og hvis man er til mørkere electro, vil man sagtens kunne danse og feste til dele af The Frequencys debutalbum. Men dele af albummet lyder også som gammel 80’er-metal, og det har i korte udbrud sin charme, men det er de new wave–inspirerede numre, man som lytter vender tilbage til – selv om albummet havde været for ensformigt uden de rivende guitarer og vridende guitarsoloer.

★★★☆☆☆

Deltag i debat