Plader

Front Line Assembly: Civilization

Skrevet af Thorsten Moeller

12. album og måske bandets opus magnus kommer i form af Civilization. Grænserne mellem Bill Leebs projekter begynder at udviskes, og spørgsmålet er, om der er nok industrielt slam tilbage i tønden.

Lad os se engang: Der er naturligvis EBM-industrialbandet Front Line Assembly, det ambiente darkwave-kollektiv Delerium, electro-kollaborationen Noise Unit, dance-outfittet Intermix, det drum’n’bass-orienterede Equinox-projekt samt navne som Pro>tech, Synaesthesia, Cyberaktif og Will. Alle sammen den østrigsk-canadiske multimand Bill Leebs musikalske projekter.

Disse mange forskellige indgangsvinkler til elektronisk musik er begyndt at bløde over i det nok bedst kendte af Bill Leebs projekter, nemlig Front Line Assembly. Dette det 12. album fra Bill Leebs industrielle maskine er endnu engang spået til at blive det sidste fra hans hånd. Måske af samme grund er det lykkedes ham at lokke sin gamle partner-in-crime Rhys Fulber tilbage i folden. Producer og programmør Rhys Fulber udgør det perfekte modstykke til Bill Leeb. Hvor Leeb fokuserer på det melodiske aspekt, tager Fulber sig af de tekniske vanskeligheder, som kræver mere præcision.

Fra første nummer, “Psychosomatic”, er Front Line Assembly tilbage i den gamle hardcore industrial fra Tactical Neural Implant. Hårde beats, funky baslinjer og Bill Leebs processerede vokaler. Men nummeret overrasker nu alligevel med et drømmende mellemspil med kvindelige vokaler, nærmest som mellemspillet på Prodigys “Smack My Bitch up”. Effektivt uden at være helt revolutionerende. Næste nummer og første singleudspil er “Maniacal”. Et virkelig old school industrialnummer igen, nærmest taget med som for at bevise de stadigvæk kan lave et nummer, der flår teltpælene op. Hypertunge beats spædet op med Leebs velkendte, dundrende baslinjer. Nummeret er yderligere krydret med et par afslappede små mellemspil, der er med til at bygge nummeret op igen.

Første store overraskelse er “Transmitter”, der bringer en slags Timbaland-produktion ind i billedet. De stive, kantede beats og diskoficerede rytmer (tænk Madonnas “Music”). Absolut en overraskelse, men ikke noget, der passer specielt godt ind i Front Line Assemblys lyd. Næste nummer er det spacy-trippende “Vanished”, der sniger sig af sted med sløve rytmer, lidt blippende trommer og senere sandelig også et lille klaverriff.

Dernæst sender d’herrer Leeb og Fulber endnu en overraskende bold af sted: “Strategic” er en lille hurtigtarbejdende stiløvelse i støj – nærmest som det skjulte nummer på deres 1997-album FLAvour of the Weak. Et specielt nummer der bryder lidt med rækkefølgen af numre.

Det bringer os frem til albummets centerstykke, “Civilization”. Et langsomt startende nummer, der lægger ud med vindlyde og koreffekter for så senere at introducere noget klaver doseret med et par lækre lydsamples. Nummeret bygger op med nogle vandrende beats, og sætter trumf på med med et fængende omkvæd. Melodiske, dystre og uhyre velproducerede 6 minutter og 43 sekunder.

Men Front Line Assembly hæver indsatsen allerede i næste nummer, “Fragmented”, hvor vi starter med samplede strenge og engleagtige kvindevokaler, før Bill Leeb sniger albummets suverænt bedste synthlyd ind. Nummeret skifter op og ned i tempo flere gange gennem nummeret og vibrerer med en virkelig velsammensat kombination af synth, bas og beats. Mit favorittrack.

Efter det går vi ned i tempo i “Parasite” og er nærmest ovre i Synaesthesia-territorium. Smidt ind mellem træge beats og afdæmpede synths udfordrer Bill Leeb lakonisk: »Work it out / Why don’t you kill yourself?«

Så får vi et nummer, der lyder meget som Delerium ca. 1990. Meget lidt vokal, samples strøet med generøs hånd og en gammeldags synthlyd. Effektivt nummer, men man spørger sig selv, om det er Front Line Assembly. Det sidste nummer er endnu en overraskelse. “Schicksal” er en sløvt optrukket industrialballade (nok den eneste effektive siden Skinny Puppys “The Killing Game”) sunget på tysk. En glimrende afslutter, der runder albummet af med værdighed (på trods af den lidt morsomme tekst).

Der er ingen tvivl om, at Front Line Assembly har begået deres bedste album i årevis. Hvis man spørger mig, skal man tilbage til 1994-kolossen Millenium for at finde så stor sangskrivningskvalitet hos Vancouver-crewet som hér. Der er dog problemer. Nogle af de klagepunkter, man med god ret kan anføre, er: Numrene er ikke anbragt optimalt efter hinanden, tracklisten bag på coveret er endvidere alvorligt fejlbehæftet, instrumentalnummeret “Strategic” burde nok have været erstattet med b-siden “Anti”, som er langt skarpere, og teksterne er til tider ufrivilligt komiske. Et kritikpunkt for nogle hardcore Front Line Assembly -fans har været, hvorvidt albummet er industrielt nok i sin lyd, og til det kan undertegnede kun anføre, at Civilization lyder som en naturlig og nødvendig udvikling af Front Line Assemblys industrielle maskingeværslyd. En heldigere retning end den seneste drum’n’bass-orienterede lyd, de ellers har udforsket.

Trods alt er det her det bedste industrialalbum på markedet siden Symbols-albummet af KMFDM og et godt bud på, hvordan industrial kan lyde anno 2004.

★★★★★☆

Deltag i debat