De to mænd, som er i studiet, er Charlie Hunter og Bobby Previte. Og hvis du ikke kender dem, er det ingen skam, for det gjorde jeg såmænd heller ikke. Charlie Hunter spiller guitar, men ikke en hvilken som helst guitar. Han har leget med tanken om at klone en bas med en guitar, og resultatet er en ottestrenget guitar, som giver ham mange udfoldelsesmuligheder. Han har spillet bas for hiphopperne i Disposable Heroes of Hiphoprisy, og på hans soloalbum Analog Playground, som han udgav på Blue Note, lagde Norah Jones og Mos Def stemme til musikken. Bobby Previte er vokset op med soul og rock, men hans studier under John Cage og inspiration fra så forskellige navne som Miles Davis, Stravinsky og William Faulkner har gjort ham til en slags abstrakt-elektronisk konkret musiker. Come In Red Dog, This Is Tango Leader er Charlie Hunter og Bobby Prevites første album sammen.
Albummet er svært at finde hoved og hale på. Der er ingen numre, som egentlig stikker ud og som hænger ved bagefter. Omvendt er der ind imellem nogle melodistumper (især i nummeret “The Red Dog Strays”), som er formidable. Albummet ligger stilmæssigt et sted i nærheden af Herbie Hancocks Headhunters, hvis man slap en løssluppen mand løs i et slagtøjsstudie og lagde lyden henover.
Det er utroligt, at Come In Red Dog, This Is Tango Leader er optaget live i studiet og uden overdubs. Charlie Hunter og Bobby Previte lyder som meget mere end to mand. Jeg forestiller mig opstillingen, som måske også kan give en fornemmelse af den musikalske stil, noget i retning af følgende: Bobby Previte står op, og foran sig har han en del forskelligt almindeligt slagtøj, blandet med mere metallisk klingende ting, som for eksempel noget, der lyder som en tom radiator, som der bliver banket på med en jernstang. Han har desuden en trommemaskine og et keyboard. Han har travlt. På mange af numrene kan han både slå en rytme an samtidig med, at han lægger forskellige samples ind over musikken. I “Ow!” bliver vokalen, hvis man da kan kalde den det, lavet af samples af forskellige personer, som siger »ow«. I “The Red Dog Strays” lægger han nogle strygeragtigte lyde ind og holder samtidig rytmen med en tambourin.
Ved siden af Bobby Previte forestiller jeg mig, at Charlie Hunter enten står eller sidder med sin ombyggede guitar. Det er mest den, han spiller på; enten spiller han en meget funky jazz-basgang som i åbningsnummeret “All Hell Broke Loose” – ellers spiller han mest guitar, fra det stille og postrockede udtryk i “Said God” til det meget jazzede i mange af de andre numre. På nogle numre spiller han tilsyneladende noget, der lyder som basgang og guitar på en gang. For ham er jazz indgangen til samarbejdet med Bobby Previte.
I de fleste tracks må der næsten være en trommemaskine eller forprogrammeret basgang. Ellers må både Charlie Hunter og Bobby Previte besidde flere hænder, end de fleste mennesker, jeg kender, gør. For der sker så meget i lydbilledet, at jeg selv med min vildeste fantasi ikke på nogen måde kan se dem rende rundt i studiet og nå at lave alle de lyde. Overdubs eller ej, forprogrammeringer er også lidt snyd, synes jeg. Hvis de ikke har lavet noget på forhånd, men bare spiller alt, ville jeg godt se dem live. Det er imponerende, hvad de kan nå – samtidig bærer det musikalske niveau præg af, at det er et album, som langt hen ad vejen er improviseret frem. Det er i øjeblikkets improvisation, at Charlie Hunter og Bobby Previte skaber noget unikt. Bagefter er det bare en smule kedeligt.