Plader

Jullander: Interiors

Skrevet af Lars Simonsen

På Hamborg-kvartetten Jullanders andet album blandes blid postrock med en smule jazz-elementer og hel del irriterende snak om og beskrivelser af diverse navngivne film. Resultatet er en jævn og forholdsvis kedelig omgang.

Tyske Jullander, der har eksisteret siden 1996 og udgivet debutalbummet John Symmes’ Welt i 2001, er filmfreaks, og det skjuler de på ingen måde på Interiors. F.eks. er albummet bl.a. ment som en hyldest til Woody Allen (Interiors er også titlen på en Woody Allen-film fra 1978; på dansk Rene linjer), og i nummeret “Der Herr vom Filmressort arbeitet jetz an der Popcornmachine” brydes den overvejende rolige postrock da også af en dialog (på tysk) mellem to personer om bl.a. krisen i mediesektoreren. Nummeret lyder som en optagelse af en almindelig jam-aften, hvor der ved en fejl er kommet en dialog mellem et par af medlemmerne med på optagelsen. Det er kedsommeligt, og man irriteres blot over at skulle lægge øre til denne snak, som i øvrigt ender i et raseriudbrud. Nummeret munder dog ud i en udmærket saxofonsolo leveret af gæstemusikeren Philip Andernach.

Et andet nummer, der snakkes hen over, er “Martin Luther verliert die Geduld”, og igen pryder det på ingen måde nummeret. Denne gang har snakken til formål at beskrive en afslutningsscene fra en film for lytteren. Næste nummer, “Behind the Scenes”, slentrer ubekymret videre i samme simple musikalske spor, men denne gang er snakken heldigvis afløst af en smule sang (på engelsk), og det bliver nummeret faktisk langt bedre af.

Næste skæring, som minsandten bærer titlen “God jul”, er endnu et blidt instrumentalnummer med bl.a. saxofon og er ligesom “Die Yamanote-Line” et udmærket instrumentalnummer med stemningsfulde passager. Af samme grund ærgrer man sig bare endnu mere, når den evindelige filmsnak igen stjæler lydbilledet i starten af det efterfølgende nummer samt i titelnummeret. Igen omhandler snakken (igen på tysk) en beskrivelse samt en varm anbefaling af pågældende film – »der Film ist super,« lyder det bl.a. fra Andi Schoon, og man kan ikke lade være med at tænke på, om Jullander dog ikke kunne have viderebragt deres budskaber på en bedre måde? I afslutningsnummeret, “Après Danse”, handler snakken om den franske skuespiller Catherine Deneuve, og nok en gang beskrives en stille afslutningsscene fra en film.

Som helhed fremstår pladen ret kedelig og ensformig og brænder sig på ingen måde fast i de indre øregange. Der er dog enkelte opløftende momenter i form af de mere jazzede instrumentalnumre, som er ganske stemningsfulde og behageligt drømmende uden dog at nå de smukke højder som postrock ind imellem, glimtvist, kan munde ud i. Den megen irriterende filmsnak, der flyder hen over flere numre som en klam dyne, man bare har lyst til at sparke af, fylder dog alt, alt for meget og er et irritationsmoment af dimensioner. Samtidig er det med til at give fornemmelsen af, at Interiors først og fremmest er for de indforståede få. De 10 skæringer varer i øvrigt til sammen blot 32 minutter og 48 sekunder, men alligevel er det, som om det er mindst 15 minutter for meget.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat