Plader

Jason Molina: Pyramid Electric Co.

Molina er kendt for sin inderlighed. Denne seneste plade, tilmed under eget navn, er især karakteristisk for sin nedbarberede skrøbelighed. Det er Molina med en guitar, og der bliver ikke sparet på noget.

Pyramid Electric Co. er den første plade, som er udgivet under Jason Molinas eget navn frem for hans tidligere alter ego Songs: Ohia, som nu er lagt på hylden til fordel for et nyt af slagsen, Magnolia Electric Co., som for øvrigt også var titlen på Songs: Ohias sidste afkast. Forvirret? Ikke så mærkeligt. Man skal ikke hænge sig så meget i navne, ud over det ene, der lyder “Jason Molina”. I mellemtiden, før det nye navn træder i kraft, har Molina udgivet denne plade, Pyramid Electric Co. (den er udelukkende udgivet som vinyl, men servicen er heldigvis høj nok til, at man med vinyl-versionen får en CD-version).

Det er ikke en plade, der er nem at komme igennem. Der er masser af suk og følelser båret uden på tøjet. De fans, som har kastet deres kærlighed på en plade som Ghost Tropic, vil formentlig føle sig tilpas i det sammenlukkede univers. Selv om der ikke er meget, der akkompagnerer Molina og hans guitar (hvilket faktisk er ingenting med undtagelse af piano som førsteinstrument i “Red Comet Dust”, fodtrin eller de sporadiske feedbackskyl hist og her), er det alligevel et udtryk, der kræver sin lytters opmærksomhed og udfylder hvert eneste hjørne af sit soniske rum. Det er tyste lyde af en mand, der med oprigtighed og følelsesbølger tromler sin lytter ned i løbet af 40 minutter med poetisk frygt, skænden og brænden, tab og fortrydelser. Molina mener, hvad han synger, og han har ikke brug for andet end den essentielle kerne for at dele ud af sit indre til dem, der er villige eller i stand til at lytte med.

Pyramid Electric Co. bliver godt stillet i udsigt af titelnummeret, og dets lyriske udtoning (»dark repetition«) beskriver oplevelsen af de forestående seks øvrige sange temmelig koncist. Denne plade er så sandelig ’mørk’: Sangene efterlader et slående fortvivlet udtryk, selv på ydersiden af den musikalsk nedskårede æstetik og de nøgne tekstlinjer. Linjen lyder igen og igen: »Dark repetition, dark repetition, dark repetition,« og det begynder at lyde som et nederlag og som en erkendelse af begrænsningens onde. Her er ingen højtflyvende sangskrivning, ej heller nogle umiddelbart krystalklare, gode melodier. Sangene snurrer omkring enkle akkord-progressioner, der gentages og gentages og gentages over fem, seks og i titelsangens tilfælde, otte minutter.

Dette er en plade, der skærer ind til benet og prikker til den afmagt, der kan ligge i mennesket. Molina åbner vores sår og spytter i dem for at give et yderligere stænk af smerte – for hvilken følelse er nemmere at forholde sig til end netop smerte?

“Red Comet Dust” følger åbningsnummeret med et simpelt akkompagnement, der, om muligt, får Molinas stemme til at lyde endnu mere skælvende, på kanten til at vælte ned i afgrunden. “Song of the Road” må være pladens tætteste bud på en sang med hagen i vejret med nervøst fingerspil i stil med Iron & Wine – en lydsammensætning, der stikker ud fra rumklingende, dissonante akkorder. Teksten ligger sig ind i den opgivende og frustrerede tone: »We are thrown into the shade,« synger han, men vender så tankerne mod et mere positivt lys: »I think we’ll be ok.«

“Honey Watch Your Ass” er et spotsk grebtag i kærligheden – en tendens, der synes at stikke sit ansigt frem hist og her i slagkraftige oneliners. Tag blot den grumme linje »Hey sucker, are you lonely?« i “Division St. Girl” – en linje, der er svær at slippe i hukommelsen, når den bliver sunget med sådan en sukkende, opgivende selverkendelse. “Spectral Alphabet” er det korteste og måske mest fængende nummer på pladen, men det ændrer ikke ved tekstens pessimistiske afvisning af den fysiske verden: »The empty streets hardly remember you / The rest of us do / A promise inscribed by death in a spectral alphabet / The words look foreign and forgotten by the world again / What it says, could that have kept us out of fiery hands?«

Molina kommer ikke frem til nogen forløsning på noget tidspunkt; hans bitre grublerier vinder over den minimale mængde af optimisme, som får presset sig ud af mørket: »I guess your pain never weakened / Your cool blood started burning / Scorching most of us in the flames / But there are things you can’t change / You call that the curse of a human life / That you couldn’t change,« lyder den insisterende klagesang i den smukke afslutningssang, “Long Desert Train”.

Pladen begynder at fuldende sin egen cirkel, at lægge bånd om alting i sin opgivelse – ligesom en kamp for sindsro som ender i bitter forvirring. Molina synger nærmest til sig selv: »You almost made it / Almost made it again.« Af alle de dødtriste tanker, som baner sig vej gennem pladerillerne, skal vi blot to minutter ind for at gribe fat i to linjer, som måske er nøglen til det hele: »You’ll get used to it / We all get used to it.« Der er ingen vej ud, når nålen første prikker i vinylen. Vi bliver suget med ind i en enkelt mands vedvarende kamp. Det bedste, der er at gøre, er at lytte med og ikke lade os overrumple alt for meget af hans direkte styrende oprigtighed.

★★★★½☆

Deltag i debat