Plader

Moon Gringo: Ingrid Superstar

En forfærdelig masse instrumenter og en forfærdelig masse attitude – men hvor er de gode sange henne?

Så er vores allesammens indiepop-darlings tilbage med en bedårende og farvestrålende kunstnerisk og politisk opsang til danskerne – eller er de?

Moon Gringo er lette at elske, men lige så lette at hade, for de lægger i dén grad op til kontant afregning med deres højtidelige erklæringer om intellektuelle tilbøjeligheder, betydningsfulde budskaber og dybere lag under den lette popmusik, de serverer. Skraber vi lidt i overfladen – som gruppen jo gerne vil have os til – finder vi desværre hverken spændende holdninger eller synderlige beviser på oprigtighed. Tværtimod virker det hele underligt konstrueret, som om Moon Gringo egentlig ikke har de store musikalske ambitioner, men hjertens gerne vil have det til at se vigtigt ud.

Det starter ellers godt med det uimodståelige hit “Dirty Underwear”, der trods sin lidt for fjollede og – bandet taget i betragtning – lidet troværdige tekst indeholder lige præcis dén energi, der skal til for at kickstarte en plade som denne. “Walk My Street” holder også dampen oppe og formår lige at holde sig oven vande, så lytteren både kan synge med og bevare interessen for pladen. Men allerede ved tredje opstemte intro i træk, denne gang til “I Am Yesterday”, begynder man at spekulere på, om paletten ikke har andre facetter? Det viser sig så senere, at Moon Gringo godt kan sætte tempoet ned, men derved stiller de samtidig deres største svaghed til skue – for de stille sange er i bedste fald ligegyldige, hvis da ikke decideret kedelige.

En undtagelse er dog det obligatorisk prægtige afslutningsnummer, der når rundt om både Calexico og Morricone i sit wild west-lydbillede, og som bestemt er værd at lægge øre til mere end én gang. Ligeledes er der en fin sen-60’er-stemning over omkvædet i “Love, Miss World”, men lige som med flere af sangene mister man simpelthen interessen halvvejs inde i nummeret. På sin vis er det ironisk, at gruppen har uddelt cd’er med 1-minuts-lydbidder fra sangene, for det svarer nogenlunde til den tid, hver enkelt melodi formår at være interessant. Derefter gentages opbygningen som regel nogle gange med en overflod af håndklap, men uden indre glød og uden de for bandets udtryk altafgørende medrivende elementer.

Dermed ikke sagt at man ikke både kan nynne med og tromme i bordet i løbet af den halve time, pladen varer. Det sker bare sjældent med voldsomt engagement, og kun de første par numre sætter for alvor gang i dansen. De fleste andre gør ikke det store væsen af sig, uanset hvor mange gange man lytter til dem, og “Lie Lie” er direkte irriterende. Hvis Moon Gringo vitterligt vil appellere til både hovedet og fødderne, må der en helt anden væsentlighed, ynde eller ærlighed på banen. Det er mere end svært at tage bandets attitude seriøst, når konceptet virker mere som en stiløvelse end som noget, der betyder noget.

Umiddelbart forekom det ellers tillokkende, at debuten Boy Girl Beats duetter (hvor især Anders Rhedin af og til kunne være anstrengende at lytte til) var droppet til fordel for et fokus på Mette Sand Hersoug som slagkraftig vokalist. Problemet er bare, at stemmen ikke kan bære en sådan rolle og utvivlsomt fungerede bedre i det legende lillepige-samspil med Rhedin, der trods alt var en vigtig del af Moon Gringos charme. Samtidig indeholdt Boy Girl Beat, trods sin måske manglende langtidsholdbarhed, en unik kombination af det fine og det fjollede – og ikke mindst nogle gode, iørefaldende sange. Der er intet på det nye album, der bare tilnærmelsesvis kommer i nærheden af “You Want Buzz Aldrin”.

Er man ikke dagbladsanmelder, er det altså ikke nemt at blive benovet over Ingrid Superstar – nok er hun småbelæst og yndig, men hun er på ingen måde så henrivende eller vigtig, som hun gerne vil være. Og mens det blot er lidt usmart at benytte gul skrift på hvid baggrund i coveret, virker de seks lydløse minutter før pladens start lidt for smarte på den dumme måde. Man tilgiver dog lettere Moon Gringo for sådanne småfejl end for en attitude, der er helt ude af trit med den musik, de leverer. Og det kan de dybest set ikke klandre andre end sig selv for.

★★½☆☆☆

Deltag i debat