Plader

Moonbabies: The Orange Billboard

Skrevet af Mathias Askholm

Moonbabies’ andet album starter godt, men ender for tæt på inspirationerne til for alvor at være interessant.

Svenske Moonbabies debuterede i 2000 med June and Novas. Deres debut blev godt modtaget og rost af adskillige anmeldere, så forventningerne var skruet højt op, da jeg første gang satte deres opfølger, The Orange Billboard, på anlægget. Ola Frick og Carina Johansson, der udgør Moonbabies, formår dog desværre ikke med deres andet udspil at leve op til hypen.

De første fire sange på The Orange Billboard er intet mindre end formidable. “Fieldtrip USA” introducerer på stille facon med små trillende klaverstykker og en blød sang The Orange Billboard. Efter denne sødmefulde og spidsfindige kritik af amerikansk udenrigspolitik (»You can’t smell the dirt until they crap on your lawn«) følger albummets førstesingle, “Sun A.M.”. Det er en dejlig forårssang, der stille bygger op til en sublim gang pop med en distinkt svensk lyd. Om det er den hviskende vokal i verset, den lette distortion på vokalen eller om det bare er den behagelige bas, der gør mig i så godt humør ved denne sang, er ikke til at vide. Sikkert er det, at den helhed, som denne sang med sin keyboarddrevne pop skaber, er så befriende og perfekt, at sangen alene næsten er grund nok til at købe dette album.

Hvis “Sun A.M.” ikke alene er grund nok til at investere i The Orange Billboard, så er der i hvert fald grund nok i de fire første sange til sammen. “Over My Head” er en stille klaverbaseret sang. Med forsigtigt duet mellem Ola Frick og Carina Johansson skabes der en intim stemning, der smukt leder over i den optimistiske “Crime o’ the Moon”, der på behagelig vis afslutter den indledende kvartet af udspillets absolut stærkeste sange.

Den My Bloody Valentine-inspirerede “Slowmono” og den instrumentale “Jets” er gode repræsentanter for resten af pladen. De sidste syv sange af udspillet svinger mellem at være velspillede sange, der ligger alt for tæt op ad inspirationerne til, at de for alvor er spændende, og sange, der som “Jets” ganske simpelt er overflødige.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Moonbabies er glade for My Bloody Valentine, Granddaddy og His Name Is Alive. På deres andet album er det da heller ikke noget, der bliver lagt skjul på. Inspirationen er på hele albummet meget tydelig, men desværre formår Moonbabies ikke altid at komme ud over deres fascination af disse bands. På albummets første fire sange formår Moonbabies at skabe deres egen personlige atmosfære, og det er noget af det bedste pop, jeg har hørt længe. Havde resten af albummet været lige så godt, havde Moonbabies’ andet album været et mesterværk i stedet for den jævne præstation, som resultatet er.

★★★☆☆☆

Deltag i debat