Plader

Norfolk and Western: Dusk in Cold Parlours

Skrevet af Klaus Mors

Som om vi ikke har nok stemningsfyldte og varme americana-plader! Det er bare svært at modstå, når det gøres så behageligt som her.

Fjerde album fra Norfolk & Western er et lille mesterværk af et amerikansk lofi-album. Bandet fra Portland, Oregon blev i 1998 dannet af dets ubestridte leder, Adam Selzer, og med ham som omdrejningspunkt har de støt og roligt arbejdet sig frem mod deres særegne udtryk. Han har efterhånden fået en nogenlunde fast besætning af medlemmer, men benytter sig stadig i stor grad af samarbejdspartnere. På dette album gæster blandt andre Calexicos Joey Burns og M. Ward.

Der kan bestemt trækkes referencer til f.eks. Yo La Tengo – specielt i Selzers dybe stemme – men i udtrykket er N & W nu alligevel sin helt egen størrelse. De er tydeligvis mere inspireret af country end førnævnte Yo La Tengo og de fleste andre bands i samme boldgade. Sangene på denne skive er smukke og simple, men ofte forholdsvis rigt instrumenteret, hvilket dog ikke betyder, at den stille og melankolske stemning kommer i fare.

Den banjo, der kommer snigende i åbningsnummeret, “A Marriage Proposal”, er ubeskrivelig smuk, og pladen får det altså fra første fløjt til at gisne i mig – det kan blive rigtig stort – og lad mig slå fast med det samme, det bliver det. Tag gerne imod deres musikalske frieri! Albummet er intet mindre end vidunderligt, og man kan roligt fastslå, at N & W besidder alle muligheder for at drive det vidt, eller under alle omstændigheder blive de nye indie-kæledægger.

Selzer halvt snakker og halvt hvisker sig igennem numrene, og det skaber en uhørt stemning af intimitet, som får dig til at elske hver enkelt lille detalje. Så har jeg vist ikke sagt for meget. Der er dømt melodi-snedkeri af bedste indie-pop skuffe. Den psykedeliske og ganske lette “Letters Opened in the Bar” hviler i sig selv med en flot ringende guitar i baggrunden, cello, klokkespil og Selzers stemme i forgrunden, og det fortryllende »ooh la la la«-omkvæd er fantastisk. Sangen er ikke bygget op omkring vers-omkvæd-vers formularen, men er alligevel et eminent sammenskruet pop-nummer. I den country-inspirerede “Terrified” viser N & W deres store potentiale. Den starter med orgel og pedal-steel, mens det i omkvædet er en psykedelisk guitarlyd, der præger instrumenteringen. Forbandet godt. Melankolske “Jealousy, It’s True” er en af de smukkeste sange, jeg længe har hørt. Den går lige i hjertet, og det er vel alt, hvad man kan ønske sig?

Det instrumentale “Kelly Bauman”, som af en eller anden grund, er opkaldt efter en lokal indie-guitarist, er det første af to geniale instrumental-numre. Her er en af gæstemusikerne med, nemlig M. Ward, der spiller guitar. I det andet instrumental-nummer, “A Hymnal”, bliver der spillet en cello så smuk, at det virker uoverkommeligt at komme videre. Den bliver dog afløst af den nærmest lofi-slacker-agtige pop sang “The Tired Words”, der lige cementerer bandets force: iørefaldende sange. Det 4.54 minutter lange “Disappear” er endnu et af albummets mange højdepunkter. Det starter meget stille, og der bliver langsomt bygget op – uden det dog når noget endeligt klimaks – med en sublim støjende guitar-figur. Det er enkelt, uoriginalt, men ganske enkelt rørende! Pladen er fyldt til randen med skøn musik, og selvom jeg har nævnt nogle sange, er det faktisk ikke retfærdigt, da der ikke er et eneste dårligt nummer på pladen.

I flere af sangene synger Rachel Blumberg, som også spiller trommer i The Decemberists, backing-vokal eller duet med Selzer, og den konstellation er med til at forhøje den melankolske, om end behagelige stemning på dette dejlige album.

Det er simpelthen et usædvanligt smukt album, og det var et af sidste års bedste. En collage af varme, hypnotiske og skønne popmelodier pakket ind i et til tider psykedelisk lydbillede. Albummet åbner sig umiddelbart hurtigt op, men der er basis for utallige gennemlytninger, før den for alvor rammer én. Derefter er det svært at lægge det fra sig, for der er mange små nuancer i stort set alle sange, og de giver så utrolig meget igen, hvis man giver sig tid til albummet.

Men lad nu skriveri være skriveri, og lad musikken tale for sig selv. Det fortjener den.

★★★★★☆

Deltag i debat