Koncerter

Phillips, Grant Lee, 31.03.04, Store Vega

Grant Lee Phillips kaldte atter til audiens blandt folket. Flot, generøst og medrivende – og af en eller anden grund, stadig overraskende.

Fem gange på lige godt to år. Så ofte har Grant Lee Phillips gæstet Danmark med sin velklingende tolvstrengede Gibson-guitar, og hver eneste gang har spørgsmålet hos hver eneste gæst i publikummet været: Hvor mange Grant Lee Buffalo-sange har Grant Lee Phillips i sinde at spille? For efter en soloproduktion, der trods alt består af tre, ikke fremragende, men solide albums, må den tidligere Grant Lee Buffalo-leder siges at have nok solomateriale til at fylde den halvanden time, han har kontrakt på.

Ikke desto mindre er Grant Lee Phillips mere end villig til at dele ud fra den gavesæk, som de mere eller mindre udødelige Grant Lee Buffalo-hymner egentlig er. Og på sådan en aften bliver det i høj grad tydeliggjort, at Grant Lee Buffalo-kataloget har en om end meget stor plads i folks hjerter, hvad enten man er 20 eller 40 år. Suset, der drøner gennem publikums kollektive mellemgulv, når Grant Lee spiller de første akkorder i Fuzzy, er ikke blevet mindre, selv om selve sensationsværdien over, at han er gavmild med de gamle klassikere, vel efterhånden burde have fortaget sig.

Men det har den ikke, og det er langt hen ad vejen det, der gør de her Grant Lee Phillips-koncerter til så fantastiske oplevelser – netop suset i maven, når man efter næsten 10 år atter er i selskab med det guitartunge manifest, Lone Star Song, den gribende tekst fra The Hook og den højtragende afslutning på Bethlehem Steel, der onsdag aften desværre skulle vise sig at være koncertens eneste bid fra mesterværket Copperopolis. Men under alle omstændigheder er genhøret med disse sang noget helt specielt; noget der gør publikum underdanigt. Grant Lee har os i sin hule hånd, når han begiver sig ud i de æggende åbningsriff fra Mighty Joe Moon. Han gør det ofte, også onsdag aften, og hver gang virker det.

Efterspørgslen på dette, historiens musikalske vingefang, var også blevet større siden sidst, og Vega havde forståeligt nok valgt at flytte koncerten til store sal. Dybest set gør det egentlig ikke det store, for selv om lidt af Lille Vegas charmerende intimitet ryger, og publikummet vokser fra 500 til knap 900, så er Store Vega også et yderst behageligt spillested med god lyd og endnu bedre stemning.

Grant Lee havde for første gang medbragt et lille band bestående af stand-up bas, trommer og en særdeles effektiv guitarpedal. Det ellers anonyme band var med til at hive de ellers halvkedelige sange fra især det komforme Virginia Creeper-album op på et interessant og indbydende niveau.

Om man af den årsag kan sammenligne lyden af Grant Lee med band med lyden af hedengange Grant Lee Buffalo er diskutabelt, men har man allerede oplevet Grant Lee alene med sin guitar, var bandet et kærkomment supplement. Og sikke en fornøjelse det var at se ham i fuldrockende figur!

Det var de udadvendte sange, der klædte koncerten bedst, men få ting kunne have vi have undværet. Selv Virginia Creepers noget uinspirerede cover af Gram Parsons Hickory Wind fik vinger at flyve på, og en flot version af Lucinda Williams’ Drunken Angel skulle vise sig at være et af højdepunkterne. Det hele kulminerede imidlertid i de sidste 15 minutter, hvor det høje loft i Vega blev sendt lidt længere til vejrs. En medrivende levering af Dixie Drug Store og en forventet, men forrygende afslutning med signatur-sangen The Shining Hour satte et fornemt punktum for en koncert, der indfriede både forventninger og drømme samtidig med, at den desværre også kastede lys over det faktum, at soloproduktionen simpelthen ikke kan hamle op med de stadig glødende Grant Lee Buffalo-sange. Men dem var der heldigvis nok af.

Deltag i debat