Plader

Grant Lee Phillips: Virginia Creeper

Skrevet af Søren McGuire

Modent og velovervejet, men lidt for uinspireret udspil fra tidligere Grant Lee Buffalo-frontman.

Opløsningen af det undervurderede folkrock-orkester Grant Lee Buffalo i 1999 kom i og for sig ikke som nogen stor overraskelse for omverdenen. Grant Lee Phillips og bassist/producer Paul Kimble havde to år forinden afbrudt samarbejdet, hvilket reducerede Grant Lee Buffalo til en duo. Bruddet med Kimble, som Grant Lee Phillips og Joey Peters havde spillet sammen med helt tilbage fra dagene i Shiva Burlesque, skete kort før indspilningerne af gruppens svanesang, Jubilee – en plade der slet ikke nåede op på det næsten uforståeligt høje niveau, som gruppens foregående tre udgivelser lå på.

Det samme kan desværre også siges om Grant Lee Phillips efterfølgende soloplader. Solodebuten Ladies Love Oracle, som er en hjemme-indspilning, er på trods af en række ganske gode sange for skrabet i sin Dylan’ske folklyd, mens den nu to år gamle meget poppede Mobilize næsten viste sig at være for stor en mundfuld for Grant Lee Phillips.

Virginia Creeper forsøger Phillips sig nu med en lysere og mere klassisk folk, der faktisk vil appellere mere til fans af den optimistiske westcoast-rock a la The Byrds og The Thrills end til de, der stadig sørger over det uerstattelige tab af Grant Lee Buffalos ofte nedtrykte lyd.

Virginia Creeper benytter Phillips sig hovedsageligt af en fast musikalsk besætning bestående af sin egen akustiske guitar, bas, trommer samt stryger-arrangementer, der oftest kun består af Eric Gorfains velspillede, men til tider noget anonyme violin. Eric Gorfain, som Phillips i øvrigt medbragte på sit første solist-besøg i Danmark, supplerer fornemt melodierne, og det er blandt andet violinen, der giver sange som Mona Lisa, Waking Memory og Susanna Little et ganske rørende og smukt islæt.

Men Grant Lee Phillips trækker ikke helt nok på Gorfains evner, og man savner også en modigere og mere markant brug af pladens andre instrumenter såsom piano, pedal steel, vibrafon og mandolin. Faktisk skal man helt hen til pladen mest markante komposition, Josephine of the Swamps, før Phillips tør eksperimentere med sangskrivningen.

Ligeledes kunne Phillips også været sluppet bedre af sted med sin version af Gram Parsons hjertegribende signatur-sang, Hickory Wind, der ender med at virke tung i Phillips hænder, om end denne usædvanlig smukke klassiker er svær at ødelægge (og gid Djævlen selv må tage fat i den der prøver!).

Virginia Creeper er en moden plade, der viser, at Grant Lee Phillips sandsynligvis føler sig påklædt til at begive sig fuldendt ud i klassisk sangskriveri, hvor let genkendelige melodier til en vis grad erstattes af form og fortælling. De fleste af sangene på Virginia Creeper kredser, som sangtitlerne antyder, om Phillips fascination af kvinder, nulevende såvel som de mere historiske, mystificerede kvindelige koryfæer (et element i hans sangskrivning som også var markant helt tilbage fra Grant Lee Buffalos debut). Det er altid værd at lytte ekstra godt til Grant Lee Phillips tekster, for denne fascination af kvinde-skæbner gør hans lyriske univers spændende og lærerigt.

Men dermed er det også sagt, at det er de historier, der bliver fortalt, samt Phillips evne til at formidle dem på en fængende måde, rent lyrisk, der er denne plades force, og altså ikke melodierne. De virker nemlig ofte lidt kedelige og uinspirerede, hvad enten man sammenligner dem med fordums storhedstider i Grant Lee Buffalo eller ej. Der mangler simpelthen modige kompositioner, lidt mere variation og kant og mindre pænhed for at Virginia Creeper bider sig ordentlig fast. Selvom pladen ikke er noget decideret dårligt køb og da uden tvivl er værd at lytte til, skal man ikke forvente et mesterværk på højde med de tre plader, samarbejdet med Paul Kimble fostrede tilbage i 90’erne. Men hvem ved, måske næste gang…

★★★½☆☆

Deltag i debat