Plader

Claus Rydskov: Dark Room White Nights

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Uden at gøre det store væsen af sig har sangeren og sangskriveren Claus Rydskov udsendt et debutalbum, der rummer en række modne melankolske sange, som langsomt sniger sig ind under huden.

“12 sange fra sjælens mørkekammer”. Sådan lyder overskriften til pressemeddelelsen til debutalbummet Dark Room White Nights fra danske Claus Rydskov. En beskrivelse, der kan virke klichefyldt, men som alligevel passer godt på de 12 sange, der alle bevæger sig i et overvejende melankolsk landskab.

Af andre navne, der er oppe i tiden, er det nærliggende at sammenligne Claus Rydskov med Gary Jules. Ligesom Gary Jules spiller Claus Rydskov musik, hvor det traditionelle håndværk er i højsædet, og som fremstår tidløs, idet der ikke er meget på pladen, der ikke kunne have været lavet for 30 år siden. Der gøres ingen forsøg på at føre musikken videre gennem nye og overraskende vinkler, men derimod er der fokus på, at sangene skal være gode, og at de samtidig skal have modspil af nogle meningsfyldte tekster.

Ved første lyt kan dette album virke lidt kedeligt, men langsomt begynder sangene at krybe ind under huden. Sangene er relativt simple og er domineret af den akustiske guitar, der krydres med blandt andet strygere og orgel som baggrundslyde. Sidstnævnte er eksempelvis tilfældet i “Hotel Father”, hvor et simpelt fingerspil udgør melodiens primære figur, og hvor et let syret orgel i baggrunden har en god virkning. Orglet bruges også i “All The Best”, hvor det på fornem vis bruges i samspil med en violin som grundlag for en af pladens bedste sange.

Både musik og tekster er præget af en moden og velovervejet tilgang, der adskiller Claus Rydskov fra mange andre af tidens debutanter – også fra den alternative scene. Måske hænger det sammen med, at albummet har været mange år undervejs. Claus Rydskov har arbejdet på albummet igennem 7 år og hans eneste tidligere udgivelse, ep’en “Between Night & Day”, ligger 10 år tilbage.

De fleste af sangene handler om det universelle emne kærlighed, men selvom tonen er melankolsk, er den på ingen måder selvmedlidende. Pladen åbner i optimistisk stil med “Once More”, der handler om de muligheder, forårets komme giver – og i en tid, hvor foråret kæmper en hård kamp for at bide sig fast, er det en god sang at høre. Samme tema fortsættes i øvrigt i den kåde og dejlige “I Feel Morning”.

Dark Room White Nights egner sig perfekt til en rolig aften, hvor man har tid til at sætte sig ned, lytte til musikken og komme i en behagelig melankolsk stemning. Hvis man skal sætte en finger på pladens svagheder, er det mest åbenlyse vel egentlig, at sangene ikke gør det helt store væsen af sig, og derfor er pladen lidt for anonym. Samtidig er der i enkelte sange nogle tilløb til mere regulær rock med elektriske guitarer, og det er lidt en skam, da Claus Rydskovs styrke at dømme efter dette album er de mere stille og stemningsfulde sange.

Dark Room White Nights sætter på ingen måde nogen musikalsk dagsorden, men det er der omvendt så mange andre navne, der heller ikke gør, og Claus Rydskov viser under alle omstændigheder, at han har fuldstændig styr på singer/songwriter-genren.

★★★½☆☆

Deltag i debat