Plader

Sixtoo: The Psyche Years

The Psyche Years er en lang dyster rejse ind i en verden af sortsynet lyrik, forskruede beats og en original brug af samples. Så leder du efter noget hiphop, du kan sætte på til en fest, er Sixtoo ikke just sagen. Det skulle da lige være, hvis du havde lyst til at få dine gæster i dårligt humør.

I play the trumpet as a symbol of nothing.” Således lyder ordene fra Vaughn Robert Squire, måske bedre kendt under aliaset Sixtoo, på nummeret Work in Progress. Og så sandt som det er sagt, får en lettere tåget trompet lov til overtage det mørke lydbillede for en stund. Det er blandt andet sådanne lidt sære passager, man får kastet i hovedet, når man hører Sixtoos seneste udspil The Psyche Years, en opsamling af gamle numre og sjældenheder og et bindeled mellem hans anmelderroste plade Antagonist Survival Kit fra sidste år og den kommende plade, der i skrivende stund bliver arbejdet på.

De seneste år har mere eksperimentelle afgreninger af hiphoppen gjort sig bemærket. Små selskaber er vokset og blevet det hippeste af det hippe, når gælder namedropping. Def Jux, Big Dada/Ninja Tune (hvor Sixtoo i maj udgiver sin næste plade), Botanica Del Jibaro, Vertical Form, Lex (underselskab af Warp) og Anticon er blandt de mest fremtrædende af slagsen. Men der har da været en grund til, at disse selskaber har skabt røre om sig og vundet hiphoppen nye fans. Musikken er nemlig anderledes end det, man normalt forbinder med hiphop. Et godt eksempel på dette er cLOUDDEADs eponyme debutplade fra 2001, der bød på en unik blanding af lo-fi, ambiente lydflader, lettere abstrakte og intellektuelle tekster rappet på en måde, man ikke havde hørt før, idylliske elektroniske forløb og udsyrede psykedeliske indslag.

Squire har også haft en finger med i spillet på alt dette og har da også udgivet under eget navn og hjulpet med på utallige udgivelser på mange af ovenstående selskaber. Samarbejdet med Vertical Form bragte sidste år udgivelsen af førnævnte Antagonist Survival Kit, som gav Sixtoo lidt af den opmærksomhed, han fortjente. På The Psyche Years får man lidt indblik i, hvordan han har udviklet sig i løbet af årene inden, hvor han fokuserede en smule mere på den ’ordinære hiphop,’ dog med en original tilgang til denne. Optagelserne er fra tidsrummet 1996 til 2002 og består af både gamle kassettebåndsoptagelser, sjældne numre, og numre fra hans tidligere (og svært tilgængelige) The Psyche Intangible og Psyche Continuum ude på Metaforensics.

Om det at Squires er opvokset i Montreal, Canada, som mange mener, har betydet meget for hans lyd, lige som det har gjort det for de mange melankolske canadiske postrock-orkestre som Godspeed You Black Emperor! og A Silver Mt. Zion, er sandt eller ej, må stå hen i det uvisse, men man behøver ikke tilbringe mange minutter sammen med Squire, før man opdager, at det ikke er det mest positive musik, man her har at gøre med.

Destroy åbner pladen med et smadret beat og små samples, der håbløst forsøger at presse sig ind. Men det tunge beat giver aldrig plads. Og så er der Squires karakteristiske, næsten dommedagsagtige stemme, der gør sit til, at man langsomt bliver hevet med ned i et univers, der, jo længere man kommer ind i det, lyder mørkere og mørkere. Det løber én koldt ned af ryggen, når Squire næsten manisk fremstammer ordene “œMentally beaten senseless” (Grimey Inks the Moment) eller “œLay down in the cold / Amongst the […] corpses / I prayed my last prayer on my knees / To a god I don’t even believe in” i den apokalyptiske Caukazoid Germ.

Men selv om man bevæger sig lige på grænsen, er det hele tiden som om, at det på en eller anden måde nok skal gå. Undervejs skimter man nærmest håb. Lige indtil man når til skæring nummer ni, den 14 minutter lange Work in Progress, der er en sammensat collage af mange små sange. Hele tiden får man kastet noget nyt i hovedet – man når aldrig at føle sig helt tilpas. Klassisk gyserfilmsteknik – man ved aldrig, hvad der venter rundt om hjørnet. Hele tiden kommer nye, små lyde ind fra forskellige sider – man ved ikke, hvad man skal forvente. Work in Progress er næsten skræmmende og ganske glimrende.

Men så begynder det at gå lidt ned ad bakke. The Psyche Years er nemlig, som mange andre hiphop-plader, for lang. Desværre. For der er højdepunkter helt til slutningen – især Sultry der foruden Squires sørgende vokal kun består af en ensom cello og sporadisk guitarspil, der i mine øjne er pladens ubestridte højdepunkt. Men 21 numre og en samlet spilletid på lidt under 68 minutter er trods alt for meget – især taget i betragtning at pladen som sådan ikke hænger sammen som et egentligt album, men en opsamling. Men det er sådan set også det eneste, der er at klage over.

Måske spiller Squire trompet som et symbol på ingenting. Og dog; det er i hvert fald et symbol på, at han kan – og tør. Og gang på gang forsøger nye ting; udforsker nye afkroge af musikken. Så indtil han endnu en gang forsøger sig ud i kunsten at udforske ukendt territorium og måske er med til at forny genren endnu en gang, er The Psyche Years en god plade at vente til.

★★★★½☆

Deltag i debat