Koncerter

Skyphone, Efterklang, 28.04.04, Basement

[Christian Mortensen]Tiden gik i stå et par timer til Rarts dobbeltkoncert med Efterklang og Skyphone, hvis toner fik lov at svæve ud i luften og smyge sig om lytteren og gøre en ellers kedelig onsdag til en særdeles flot oplevelse.

Det var på samme tid både glædeligt og en smule ærgerligt, at man på en onsdag aften havde hele tre gode koncerter at vælge mellem i København. Selvfølgelig er det skønt, at folk tager initiativ og arrangerer spændende liveoplevelser, men når det hele ligger oven i hinanden, bliver man nødt til at tage et valg. Jeg lod Larsen and Furious Jane/The Violet Hour og Lake Placid begejstre andetsteds i byen, men valgte selv at tage til aftenens, i mine øjne, mest spændende arrangement, nemlig Rarts dobbeltkoncert med Efterklang og Skyphone.

Det foregik vanen tro i Basements rummelige kælderlokale, der som altid bød på andet end bare musik, denne gang i form af nogle fotografier af Daniel Lyons og Peter Folkmar (Kunstkartellet Klinikken), der var til fri skue for alle gæster. Men det var ikke de i alt 11 fotografier, der stjal opmærksomheden – det var derimod netop musikken.

Trioen Skyphone, der udgav deres debutplade på Rune Grammofon i januar i år, fik lov at åbne ballet. Man følte ikke, at man havde at gøre med et så ungt band – faktisk føltes det til tider slet ikke, som om man havde at gøre med et band! Og det er bestemt ikke ment negativt; de tre drenge sad bare på scenen under hele koncerten og lod musikken tale for sig selv.

En musik der verden over er blevet nikket anerkendende til og er blevet sammenlignet med navne som Boards of Canada, Four Tet og Alog. Musikken befinder sig da også et sted i grænselandet mellem postrock og electronica, hvor de akustiske instrumenter spiller en stor rolle i udtrykket som helhed. De skrøbelige, luftige arrangementer fra den smukke Fabula fik lov til at folde sig langsomt ud og lægge sig som en søvnig tåge i hele lokalet. Til stor glæde for de folk der rent faktisk gad lytte. For lod man sin opmærksomhed rette sig mod musikken, var det ikke svært at blive hypnotiseret af numre som Kinamands chance og In Our Time, men om det bare virkede som et forstyrrende element i baggrunden, hvis man ikke lyttede efter, kan jeg ikke svare på, men der var en del snakken og larm under Skyphones ellers fine koncert, og det var lidt ærgerligt.

Efterklang fyldte en smule mere på scenen – de var udvidet til et 10-mands ensemble: trompeter, klaver, violiner, cello, rhodes, trommer, guitar, sang og tre computere. Samtidig akkompagnerede et videoshow næsten alle sangene. På trods af at Efterklangs musik også er forholdsvis skrøbeligt, var det overvældende på en helt anden måde, da der da også var mødt lidt flere op, og der var lidt mere stille i lokalet. Her var det dog også nærmest den modsatte effekt; musikken tvang nærmest én til bare at tie stille og lade alle indtrykkene strømme ind.

For på sin vis var det helt bjergtagende. Det københavnske band spillede fantastisk godt sammen – og at de endnu ikke har udgivet deres første plade endnu, gør det kun endnu mere imponerende. Det kunne have været sange, der på plade fungerer godt, men når de bliver spillet live falder fra hinanden, da bare én lille fejl kan ødelægge det hele. Men det var en meget intens og aldrig kedelig oplevede at blive guidet gennem Efterklangs stillestående lydunivers, der delvis bestod af allerede velkendte sange fra EP’en Springer og spritnye (og lovende!) sange fra det nye album Tripper, som udkommer til august. Meget pga. klaverfigurerne og strygerne – de to violinister er også medlemmer af Amina-strings, der både har indspillet og turneret med det band, éns tanker ofte blev ledt hen på: Sigur Rös. Men at kalde Efterklang en bleg kopi af det islandske band ville være unfair, da de både tilfører musikken et ordentligt skvat personlighed og udfører det så overbevisende, som de gør. Rent musikalsk var det altså en smal sag at tilgive dem deres fascination af ( ), men som koncerten skred frem, irriterede det undertegnede gevaldigt, at forsanger Casper Clausen gang på gang skulle lege Jonsí. Hvor Jonsí gør det med måde, virkede brugen af stemmen som et instrument her en smule anstrengt. Det er også det eneste, jeg kan konkret kan sætte min finger på.

Alt i alt var det to intime og flotte koncerter. At der samtidig var en god stemning, gør selvfølgelig ikke det hele værre. Rart gentager arrangementet d. 18. maj i Den Anden Opera, hvilket jeg kun kan anbefale, at man tager til, hvis man har tid både fysisk og mentalt. For så venter der én to rigtig gode koncerter.

Læs også Undertoners anmeldelser af
Efterklang: Springer
Efterklang: Tripper
Interview med Efterklang:
Hemmelighedsfuldt og ufærdigt

Deltag i debat