Plader

Spion: På landet

Skrevet af Kasper Würtz

Der er ikke meget James Bond over denne nye hemmelige agent. Spion er desværre alt for harmløse til at kunne redde musikverdenen fra eventuelle kommercielle superskurke.

Fra første gennemlytning af På landet står det klart, at musikken er uhyre Kent-inspireret, men desværre er københavnske Spions sange overordnet lige så tandløse som de svenske heltes særdeles skudfattige Vapen & Ammunition. Demoens fire sange består egentlig af ganske habile melodier, men omkvædene er af så lav kvalitet, at de totalskader sangene. Normalt er det den del af nummeret, der fungerer som det net, der virkelig indfanger lytteren, men hos Spion har det den stik modsatte effekt; man ærgrer sig bare over at skulle høre på det to gange til, før sangen er omme.

Anders Jacobsens vokal er en smule anstrengt, men han viser flere steder, at der både kan synges lyst og rent, når det kræves. Da det er et yderst begrænset antal af danske rockbands, som synger på modersmålet, er det et friskt tiltag, at Spion giver sig i kast med det danske sprog. Desværre lader teksterne også meget tilbage at ønske. De er præget af haltende rim og tandløs finurlighed såsom: »Jeg tror, at jeg er blevet en anden / Pulsen stiger, sveden pibler frem / Djævlen kommer, også kendt som fanden / Min krop brænder, jeg føler mig kold og klam«. Eller: »Stewardessen tilbød sex, kaptajnen han var på / Jeg kom til mig selv og troede ikke på, hvad jeg så.« Naturligvis behøver man ikke være poet for at skrive danske tekster, men det hjælper altså gevaldigt. Dog er “Nattens dybe blå” faldet lidt heldigere ud, men billedsproget er, som titlen også antyder, en smule letkøbt.

“Koma” er klart demoens mest spændende sang, men endnu en gang ledsages en egentlig udmærket melodi af et kedeligt refræn. Man er på nippet til at henrykkes, da der et godt stykke inde i sangen kommer en lille støjrockssmagsprøve, men i stedet for at køre eksperimentet lidt længere ud kommer omkvædet igen og trækker sangen helt ned til det ordinære.

“Når jeg skriger” har allerede kørt i rotation på P3 og er også udpræget en radiosang, men unægtelig en kedelig en af slagsen. Bevares, Spion lyder energiske og tror uden tvivl på det, de laver, men numrene mangler generelt en ordentlig saltvandsindsprøjtning, og der skal især arbejdes gevaldigt på omkvædene, hvis ikke de skal ende med en samling sange, der glemmes lige så snart, cd-afspilleren stopper.

★★½☆☆☆

Deltag i debat