Plader

Tiger Tunes: Forget About the Stupid Rocket Idea – Up & Out EP

Skrevet af Klaus Mors

Ep’en viser ikke nye sider af bandet, men fortsætter umiddelbart i det festlige univers, der præger deres debut!

Underfundige Tiger Tunes er klar med en ep i anledningen af udsendelsen af deres nye single, “Up & Out”, som er hentet fra deres dejlige og særdeles roste debutalbum Absolutely Worthless Compared to Important Books. Ud over singlen er der to nye sange og tre remixes af sange, der ligeledes var på debuten. Siden sidst har bandet vundet to fornemme priser: en Steppeulv som “årets håb” og Carlsbergs idélegat. Ganske imponerende af et band, der startede som en sjov idé i en kælder i Århus. Det er gået meget stærkt, men humøret, idéerne, skørheden og optimismen fejler ikke det mindste hos århusianerne – i hvert fald ikke, hvis man skal tolke noget ud fra stemningen på de nye sange.

De fortsætter nemlig den uhæmmede lyst til at eksperimentere med lyde, og det er med tyk jalousi, at man gang på gang bliver imponeret over deres enorme kreativitet. “Up & Out”, er en fantastisk og umanerlig iørefaldende sang, som er ganske umulig ikke at falde for. Specielt mellemspillet får én til at mindes de fantastiske sangstykker til sin gamle C-64. Føj for et glædestrip. Mr. H lyder stadig som en kæk, jysk udgave af Stephen Malkmus – det skal forstås positivt – og den herlige tekst er stadig lige i øjet.

Det samme gør sig gældende for ep’ens anden sang. Den humoristiske titel, “Kirsten Is a F***-machine”, viser om noget, at Tiger Tunes ikke tager sig selv alt for højtideligt, men ganske enkelt elsker det, de laver. Det skinner så tydeligt igennem i musikken, at man som lytter ikke kan undgå at blive draget af det. De mange skøre input er på ingen måde lagt på hylden, og sangen ligger meget tæt op af deres vanlige udtryk. Der er ikke sket den store udvikling, men hvad gør det, når man som Tiger Tunes allerede har fundet sit helt eget og dybt originale udtryk?

“Theme from LA Architects” er ikke helt så god, selv om den giver påmindelser om den skødesløshed, der prægede lyden på deres tidlige demoer – dvs. en mere naiv, hjemmestrikket soveværelse-electronica. Desuden får det kvindelige islæt i bandet, Marie, mere plads i denne sang, og det klæder Tiger Tunes.

Fornøjeligt, hyggeligt, festligt og endnu en gang umådelig iørefaldende – ja, det er altså varemærket. Den fantastiske blanding af sære lyde, arkade-pop, C-64-melodier, lofi-rock og alle de andre digitale lækkerier er simpelthen så fængende, at ethvert optræk til depression forsvinder som dug for solen.

De tre remixes er lavet af henholdsvis Mr. Q, danske I Am Bones og tyske Rebauke. Disse er ret gode, selv om de ikke umiddelbart forbedrer de originale versioner. I Am Bones har gjort et godt stykke arbejde på “Up & Out”, hvor han har fjernet næsten alle de sære computerlyde og lavet sangen om til en regulær slackerrocksang. Det giver med stor tydelighed indblik i, at Tiger Tunes under de allestedsværende bib-bib lyde nærer en stor kærlighed til bands som Pavement. Det sidste remix er nok det mest interessante og ved første gennemlytning det dårligste. Det skal man dog ikke tage for gode varer, for det har faktisk en masse at byde på. Sangen er radikalt ændret, og den minder i starten mere om kølig, tysk electronica – ikke ulig Kraftwerk – med tigrenes karakteristika hist og her. Den viser sig efter flere gennemlytninger at være ganske fin.

På deres hjemmeside skriver Tiger Tunes, at de håber, “at ep’en kan være et rart lille supplement til foråret og sommeren” – og det er lige præcis, hvad den er. Tiger Tunes’ musik er som skabt til de varme og lange forårs- og sommerdage, hvor man ikke kan forestille sig andet end at ligge på ryggen og høre musik. Tiger Tunes giver dig nye toner til at gøre lige præcis det!

★★★★½☆

Deltag i debat