Plader

Virgo: Youandmeversustime

Skrevet af Troels Mads

Virgo byder op til en uforpligtende svingom med erotisk ladede tekster og letbenet tonedigtning, og her er ingen farer for, at de træder nogen over tæerne. Desværre. Det er dygtigt gjort, men i længden også irriterende velpoleret.

En eller anden skrev om Virgo på Gaffas herostratisk berømmede debatforum, at “de er bare er endnu et typisk, dansk rockband uden sag”. Det er en hård dom, der ikke levner plads til megen differentiering. Virgo har skam nok en sag – at sælge så mange plader som muligt, velsagtens – og det virker også rimeligt at antage, at det, for en dansk debutplade, nok skal lykkes at hive pæne salgstal i land (jf. f.eks. den megen succes de har haft på P3). Det ændrer bare ikke ved, at Virgo lyder som noget, man har hørt mindst et dusin gange før. I den forstand er de netop “typiske”.

Pladen er fornemt produceret af David Blix, der bl.a. har arbejdet med C. V. Jørgensen og produceret musik til Jesus & Josefine, og numrene bliver hver for sig fremført med stor overbevisning. Det er faktisk imponerende, hvor sammenspillede og determinerede Virgo’erne lyder på deres debutskive.

Det er jævn radiorock, sikkert med inspiration fra Coldplay, en smule mere symfonisk end hvad man ellers er vant til at høre her i landet, men ellers uden skarpe kanter. Det er ikke musik, man skærer sig på, men til gengæld kommer man i et fint sommerhumør af Youandmeversustime, og det er, som bekendt, ikke det værste aftryk, en plade kan efterlade.

Tekstligt kredser det vel meget om det erotiske: Fra det indfølte i “Move On” (der lyder som en slags opdateret Shirtsville) til den mere pågående tone i “The Hole” med linjer som »she was just another hole on my way« og »I wanna conquer you from behind,« der modigt balancerer på kantet mellem at være forløsende ærlige og underholdende – og slet og ret plat vulgære. Dog lykkes det i det mindste Virgo dermed at undgå at lyde alt for prætentiøse, som det ellers har været en svøbe for en del af deres landsmænd og musikalske frænder. Som en sjov fodnote kan nævnes, at 80’er-koryfæet Rick Astley har læst korrektur på teksterne.

Uptempo-nummeret “The Hole” er i øvrigt et af de mindre heldige indslag på pladen. Det er, når Virgo spiller med lidt større besindighed, at det fungerer allerbedst. Den, som nævnt, lidt mere alvorlige “Move On” er f.eks. en rigtig, lille perle.

“Girlfriend” skal grangiveligt forestille en country-duet med ligeledes pladeaktuelle Maya Albana. Indrømmet, det er en fint iørefaldende skæring, men det er ikke græssende bisoner, tankerne henledes på, og country-prædikatet giver umiddelbart kun ringe mening. Bevares, guitaren lyder måske anderledes, mere autentisk end på resten af pladen, men nummeret illustrerer som sådan meget godt det, der er et gennemgående problem på Youandmeversustime: Når Virgo forsøger at skabe lidt variation, forsøger de ganske enkelt ikke nok. Det er som om, man krampagtigt har ønsket at holde fast i den fine popformel, man én gang har fundet frem til. Det havde for alvor været interessant, om Virgo havde turdet ’satse hele butikken’. Problemet går igen i Johan Stahls vokal. Han gør et rigtigt godt stykke arbejde i forgrunden, om end han til tider lyder for meget som Chris Martin, men han lyder først og fremmest hele tiden så ens, at han kommer faretruende nær på at ende med at lyde som en parodi på sig selv.

Det er logisk, at “Bubbles” blev valgt som førstesingle, da den, i hvert fald ved første gennemlytning, nok er den mest medrivende skæring, men der er flere sange, der, hvis man viser dem et øjebliks tålmodighed, har mindst samme hitpotentiale, og det er modsigelsesfrit, at Virgo har fået så godt hul igennem til P3. Coveret er af lækkert glitterpapir, og Virgo’erne er på bandbilledet stadset op som en flok kønne, unge mennesker. Det efterlades ikke meget til fantasien, når der skal gættes på, hvilken målgruppe der stræbes efter.

Pladens bedømmelse afhænger i sidste ende af præmisserne. Som letbenet guitarrock betragtet har Virgo begået en rigtig god debut med en holdbarhed til mindst engang hen på efteråret, mens den, som har store, kunstneriske forventninger og et ditto musikhistorisk bedømmelsesgrundlag til rådighed, nok vil blive slemt skuffet. Med dette magasins profil in mente bliver karakteren derfor en smule mere lunken, end Virgo måske ret beset fortjener. Tilbage er så kun at håbe på, at Virgo tør lidt mere, når de igen sætter kursen mod et pladestudie.

★★★☆☆☆

Leave a Reply