Plader

Kristofer Åström: There For

Skrevet af Søren McGuire

Denne EP er en gribende optakt til svenske Kristofer Åströms kommende fjerde album. Nøgen og yndefuld, men samtidig både slående og skarp.

Det må have været en overraskelse for de fleste, da svenske Kristofer Åström solodebuterede i 1998 med en plade, hvis lyd lå så nogenlunde langt væk fra Firesides energiske og omfavnende hardcore-inspirerede indierock som overhovedet muligt. Kristofer Åström, som dengang var i begyndelsen af 20’erne, havde følt et behov for at forsøge sig med sine egne sange, og da Fireside alligevel holdt pause efter en udmattede turné, fik Kristofer Åström med det samme grønt lys fra selskabet Startracks til at indspille en soloplade med sine egne sange.

Det resulterede i albummet Go, Went, Gone, der med alverdens rette fik en skjult status af mesterværk. De simple, stemningsmættede og ekstremt følsomme sange skar hårdt og konsekvent ind til benet af singer/songwriter-genren uden hverken at være for simplificerede eller overbetonede. Næ, her var kun Kristofer Åström og hans backingband, Hidden Truck, der sammen opnåede en fuldendt melankoli, hvis lige sjældent er hørt fra en skandinavisk sangskriver. Sangene var på grænsen til at være så skrøbelige, at de kun lige kunne holde sig på benene – og dog med så meget melodi og ynde at de med det samme hang ved… og blev siddende. Og sådan fortsatte Kristofer Åström & Hidden Truck. Nu, to plader og et par ep’er senere, er han tilbage efter et par års pause, som han har tilbragt med Fireside.

There For udgives kun i Skandinavien og uden Hidden Truck. Men det kan meget vel være Kristofer Åströms bedste udgivelse til dato. Selv om ep’en kun indeholder fem sange, er det en udgivelse, der på samme tid opsummerer Åströms foreløbige solokarriere, mens den også løfter sløret for nye sider af den skrøbelige sangsmeds evner.

You Won’t Last Long er lige så blottet og kantet som Go, Went, Gone, Never Gonna Get to You besidder den samme varme og trygge folklyd, der samtidig er så sønderrivende trist, at man næsten ikke kan bære de ekstra vejrtrækninger, som sangen fordrer. Det er sange, der på trods af deres nøgenhed rager højt i vejret og favner om dig, hvad enten du vil det eller ej. Og det er med næsten rystende få virkemidler – en akustisk guitar og Åströms hjerte der hænger og dingler løst uden på tøjet, faretruende tæt på at falde af, ned i mørket. Du kan ikke ryste det af dig – så gribende er det.

Rigtig flot bliver det i ep’ens bedste sang, “Ode to…”, hvor en tung cello udfylder rollen som et næsten skjult beat, som først træder frem ved de mere koncentrerede gennemlytninger. Sammen med Åströms mini-hit, “All Lovers Hell” fra 2001, er “Ode to…” og “Still Miss” to af de mest udadvendte sange, han til dato har skrevet.

Kristofer Åström har allerede bebudet, at det kommende album, Loupita, der er på gaden i slutningen af maj, vil fortsætte den afklædte akustiske lyd, som har kendetegnet hans foreløbige soloalbums. De er alle af ekstrem høj karakter og fortjener så sikkert mere opmærksomhed, end de har fået. Men hvis Åström tør lade sine sange gå mere i højden, som han gør på denne EP, er der efter alt at dømme ikke den mindste tvivl om, at der er noget meget stort og meget godt i vente.

★★★★½☆

Deltag i debat