Plader

Bronwyn: Through the Fog, through the Pines

De spøjse sangtitler og det finurlige cover er ikke nok til at redde Bronwyns ufokuserede Through the Fog, through the Pines, der langt fra er så skævt og spidsfindigt, som det prøver på at være.

Man undrer sig, når man hører Bronwyn: “Hvad mon de egentlig har tænkt på, da de lavede dette album?”“. Lige så svært som det er at kategorisere Bronwyn rent genremæssigt, lige så svært er det at finde ud af, hvad de egentlig vil med deres musik. Through the Fog, through the Pines er et album, der hverken er for langt eller for kort, hverken er for pænt eller for larmende, hverken er et decideret plagiat eller decideret originalt. Det er bare. Og det er ikke ment som et kompliment.

Da jeg først så coveret til Through the Fog, through the Pines, der, bortset fra fire heste og tre træer, forestiller en næsten øde eng, tænkte jeg på, hvordan mange kunstnere i dag søger tilflugt fra omverdenen et eller andet afsondret sted langt væk fra alting for at finde inspiration til deres kunst. Billedet på coveret var det perfekte sted til at have en lille hytte, hvor man kunne gøre netop dette; fordybe sig i naturen og sine tanker og så skrive nogle enkle, smukke sange.

Det starter også ganske fint med Night Pose, der springer frem og tilbage fra mere afdæmpet singer/songwriter-territorium til et lystigt omkvæd, der bringer tankerne hen på svenske First Floor Power. Men allerede her viser en af albummets helt store svagheder sig: vokalerne. Næsten alle numrene på albummet indeholder skæve vokalarrangementer; vokaler der ofte ikke rammer tonerne og desuden ligger alt for langt tilbage i lydbilledet.

I In June Minus Moon, der ellers også indeholder mange lyspunkter, lyder det, som om Bronwyn forsøger at støje lidt med deres instrumenter. Desværre er forsøget så halvhjertet, at det bare ender med at lyde mudret og uden noget egentligt formål.

En munter guitarmelodi får lov at sparke Ten Billion Remote Controls i gang. Men pludseligt forsvinder sangen i et værre rod af snakkende vokaler og noget, der sagtens kunne være improviseret guitarspil. Ikke at alting skal være planlagt og let at overskue, for at en sang er god, men man bliver vitterlig i tvivl om, hvorvidt Bronwyn dyrker dette rod for kunstens skyld, eller om de bare udnytter det som en ’undskyldning,’ fordi deres sange ellers bare ville være decideret kedelige, fordi de ikke kan finde ud af at skrive ordentlige melodier.

Og sådan kunne jeg blive ved. De resterende otte sange minder meget om de tre første. Et ’normalt’ stykke, så et ’skævt’ stykke, så et ’normalt’ stykke igen, så lidt støj, så et ’skævt’ stykke.

Det er nærmest frustrerende, som pladen aldrig rigtig kommer ud af stedet uden alligevel at dyrke stilstanden eller få noget smukt ud af det. På trods af enkelte højdepunkter sætter musikken sætter ikke rigtig nogle tanker i gang. Den får heller ikke tankerne til at gå i stå. Den løber bare lige ind af det ene øre og ud af det andet. Den er bare.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat