Plader

Cantinero: Championship Boxing

Skrevet af Lars Simonsen

Efter opløsningen af Big Mouth i 1998 er singer-songwriter Christopher L. Hicken gået solo under navnet Cantinero og er nu klar med et overordentlig vellykket debutalbum med titlen Championship Boxing.

Bag navnet Cantinero (spansk for bartender) finder man den engelske singer-songwriter Christopher L. Hicken. Som en del af det nu opløste band Big Mouth rejste Hicken til New York fast besluttet på at forfølge drømmen om at blive rock’n’roll-gud. Højdepunktet blev en opvarmningstjans for landsmændene UB40 på deres sidste verdensturné, hvilket bl.a. indebar, at Big Mouth spillede for 3.000 publikummer. Det efterfølgende album solgte dog ikke mange eksemplarer, og bandet var snart tilbage i New York, hvor de spillede koncerter for 10-12 personer”; Big Mouth trak stikket ud i 1998.

I årene efter bruddet brugte Chris Hicken tiden på langsomt at genopfinde sig selv og genopdage sin kærlighed for musikken. Eller med andre ord: en god gammeldags identitetskrise. Han levede livet i New York som en selvudnævnt ’recovering narcissist’ og valgte at skide et stort hul i ambitionerne om at blive rig og berømt. Og mens Hicken, under navnet Cantinero, færdiggjorde Championship Boxing i sit hjemmestudio uden at skænke rock’n’roll-drømmen en tanke, blev han tilbudt en pladekontrakt.

Og det er tydeligt at høre numrene er skrevet med hjertet. Der er en altoverskyggende inderlighed, varme og ærlighed over numrene – hvilket ofte kan være mere end svært at spore, når der bliver tænkt for meget i radiohits, salgstal og berømmelse.

Cantinero har selv stået for det meste af både tekst og musik i de 12 fantastisk stemningsfulde og ganske alsidige numre. F.eks. støder man undervejs på elementer fra dub, reggae og noget, der minder om en omgang doven rap (i “Tuesday”), men den akustiske guitar og pianoet er dog mest dominerende. Og brugen af spansk guitar giver her og der pladen en vellykket latino-sound, som det er tilfældet i “The Machine”, der er en sang om New Yorks forstæder.

Ellers viser albummets spændvidde sig også ganske symbolsk fra albumåbneren “So Low”, hvor Hicken synger: »I have never felt so low, so low so low / So low, so low, so low / So low,« til den positive afslutningshymne “Happy When I’m Down”: »I trust in you / Because I trust in me / I’ll say goodbye to misery and its twin / The one that you don’t believe in.« Begge er stærke numre, og den slags er klart i overtal i løbet af de lidt over 45 minutter, som pladen varer.

Et eksempel er den ganske smukke “The Conversation” med countryinspirationer, hvor faderens død bearbejdes: »I will always remember / The chance to find / That I’m a lot like you / (Think of those times) / Remember / And laughs because of all of the / Time you were a lot like me / The chance to find / You’re a lot like me / Goodbye.«

Og så er der dømt rendyrket sing-along i “Nice Day”: »Nice day to get lost in the season / It’s a nice day so let’s jump / And let’s hold hands / Nice day, it’s a/ Nice day, it’s a…«, mens “Jesus Loves You” sender kritiske kommentarer til kristendommen. Et enkelt nummer i form af “Make Me an Offer” rocker en smule, mens “That Guy” har en ganske groovy lyd.

Men selv om Cantinero bl.a. inddrager digitale synthesizers m.v., har pladen et overvejende akustisk udtryk, hvilket gør de fleste numre relativt afdæmpede. De mange små eksperimenter gør dog, at det aldrig bliver trivielt eller kedeligt undervejs. Det er nemlig, som om der i hvert nummer lige er tilsat nogle elementer, som ikke var i med forrige nummer. På den måde føler man virkelig, at hver sang har sin egen unikke personlighed, og det virker også, som om Cantinero viser sin sande personlighed på denne særdeles vellykkede debutskive.

★★★★★☆

Deltag i debat