Plader

Daedelus: Of Snowdonia

Skrevet af Mikkel Arre

Tag til Wales. Tag hjem igen. Få fat i så mange instrumenter som overhovedet muligt. Luk dig inde sammen med dem og en masse elektronisk grej. Så kan du også lave Of Snowdonia. I hvert fald hvis du har lige så mageløse kompositoriske evner som Daedelus – og lige så stort overblik.

Hvis din nabo var en bil, hvilken parfume ville hans kone så være? Livsstilsanalyser er alle vegne; et effektivt redskab til at finde ud af, hvordan man indfanger kunder, vælgere og seere. Vi kan alle sammen proppes ned i små, fine kasser, der fortæller om vores præferencer inden for shopping, politik og medier.

Så vi prøver lige igen: Hvis en musiker med et græsk kunstnernavn tager på udflugt til Wales, hvilken slags plade kommer der så ud af oplevelserne? Nej, vel? Den slags tager livsstilsanalyser sig ikke af. Men sociologer og reklamefolk ville så sandelig også få deres sag for, hvis de skulle bakse Santa Monica-dj’en og -produceren Daedelus ind i en skarpt defineret bås – i hvert fald hvis man skal dømme efter hans andet soloalbum, Of Snowdonia.

Pladen sender lytteren rundt i alskens retninger, gerne med en håndfuld sporskift i løbet af ét enkelt nummer, og det er til at blive helt forpustet af. Men Daedelus formår at binde det strittende væld af idéer fantastisk godt sammen, ikke mindst via en gennemgående brug af lune og organiske instrumenter.

Daedelus virker aldeles ubesværet, når han i “A Sneaking Suspicion” lader film noir-saxofoner og klikkende microbeats smelte sammen med jazz-kontrabas, glasklar akustisk guitar og hvæsende skratten. Ved første lyt lyder det, som om de forskellige bestanddele er kastet ind mellem hinanden efter forgodtbefindende. Men snart aner man strukturen, meningen – og følelserne.

Sådan er det med hele Of Snowdonia. Det tager tid at komme helt indenfor, fordi der i langt de fleste numre er så mange indfald, at det er svært at overskue dem. I nogle få numre tager idéerne overhånd, som når det slæbende, raspende beat i “Dumbfound” pludselig bliver saboteret af nye lag af rytmer, der går i helt andre tempi.

Men idé-oversvømmelsen er heldigvis et sjældent fænomen, som sagtens kan tilgives, f.eks. når man hører det muntre “Taking Wing”, der bringer Daedelus i retning af DJ Shadow-terræn. Saksehænderne har i hvert fald været ude efter gamle kor- og soul-plader samt dialog-stumper fra film, som efterfølgende er blevet syet sammen med et kækt tværfløjtesample og et hastigt breakbeat – alt sammen med en umiskendelig sommerstemning der opfordrer til fodbold i lune parker.

Angående sommer-vibrationerne er det nok hér, Daedelus’ tur til Wales kommer ind i billedet. Flere numre danner med lethed billeder af græsklædte bjergsider i solnedgange, f.eks. det lille, inderligt romantiske “Pocket Watch Pulse” med strygere, melankolsk melodica og noget, der lyder som dunkle træblæsere.

Trods enkelte dystre undertoner er “Scaling Snowdon” lige så yndigt (turist-info: Snowdon er med sine 1085 m. Wales’ højeste bjerg). En spinkel spilledåse klimprer og følges hurtigt af en dyb klarinet, harmonika og fløjlsbløde Fender Rhodes-toner. Alle ligger og kører i rolige rundgange uden den store vildskab – et godt pusterum midtvejs på pladen – indtil trommer sniger sig nærmere og nærmere. Med ét bliver nummeret til drum’n’bass – ikke helt ulig Roni Size i hans velmagtsdage, bare med mindre bas og langt mere følsomhed. Den hektiske rytme afsporer ikke de rare tonerækker og nøjes bare med at minde om, at pusterum ikke får lov at blive særlig store i Daedelus’ univers.

Det er svært at pege på andre kunstnere, der lyder som Daedelus. Det nærmeste, undertegnede kan komme det, er at drage paralleller til Manitobas debut, Start Breaking My Heart. Hér blev der også – i en noget mere traditionel IDM-ramme – leget med rigtige instrumenter, grynede kor-samples og energiske trommeprogrammeringer. Forbindelsen mellem de to kunstnere er tydeligst i “Something Bells”. Et livligt breakbeat appellerer til danse-génerne. Det krydres med akustisk guitar og et kådt vokalsample, der lyder som et omkvæd fra et swingnummer fra 50’erne. Vokalen filtreres igen og igen på nye måder og bliver hele vejen gennem nummeret sat i gang for at holde sammen på de mange ellers fragmenterede sektioner. Hver gang de glade 50’er-sangere har været på banen, skifter nummeret retning på ny.

Hér træder Daedelus’ DJ- og hiphop-baggrund tydeligt frem. Han er ikke bange for at lade sine numre blive collage-agtige og strittende, men har som de fleste gode DJs evnen til at få alle de løse dele til at blive til en helhed. At Daedelus mestrer den kunst, beviser han til fulde på Of Snowdonia. For hver gennemlytning bliver det mere og mere klart for lytteren, at der skam er struktur i kludetæpperne. Nogle mennesker får mange idéer, men det er de færreste, der i samme grad som Daedelus er i stand til at organisere de vilde påhit så fornemt og samtidig opnå så viltert et udtryk.

Uanset hvilken bil din nabo er, vil Of Snowdonia være en glimrende genvej til at komme i sommer-modus. I hvert fald hvis du kan holde til at blive rundtosset på Wales’ græsskråninger.

★★★★½☆

Leave a Reply