Plader

The Decemberists: The Tain EP

Skrevet af Anders Mortensen

The Decemberists vender tilbage med en overdådig EP bestående af én sang på 18 minutter, der efter sigende er baseret på et gammelt keltisk sagn.

EP’er er altid interessante. De fungerer på en måde som en forfatters første novellesamling, der viser små facetter af et vis talent, før romanen udkommer. Og selv om The Decemberists absolut ikke er nye i faget, så er der en klar EP-struktur på The Tain EP, der bygger på et gammelt keltisk kongesagn. The Decemberists har to albums bag sig: Castaways and Cutouts fra 2002 og Her Majesty fra 2003. Lyden minder mange steder om Belle and Sebastian pga. den typiske folk-indiepop-lyd samt brugen af både mandlig og kvindelig vokal. Men forskellen ligger i, at The Decemberists er musikalsk knap så underspillede og “twee” som Belle & Sebastian. Hos Decemberists er der også en del aggressivitet, og forsanger og sangskriver Colin Meloy lyder som en keltisk skjald, der lever sig ind i sin historie med alle de følelser, der er tilknyttede. Og The Tain EP skal nok udvikle sig til at blive en følelsesmæssig oplevelse for diverse lyttere.

Der bliver lagt stille og roligt ud med lidt indiefolk tilsat en akustisk guitar. Colin Meloy synger, som om hele EP’en bliver en afslappende affære, også selv om hans sang engang imellem bliver afbrudt af lidt skramlet orgel og trommer.

Men efter to et halvt minut går det løs for første gang i The Decemberists’ verden. Et riff, der næsten lyder som Black Sabbath i deres velmagtsdage, dukker op, og pludselig er man hensat til et vaskeægte rocknummer, der ud over at levere en uforglemmelig melodi indeholder både rå guitar og en smuk harmoni i b-stykket. På dette tidspunkt bør man spærre øjnene op og virkelig lytte efter. Det er så skønt, så skønt. Sangen stopper brat og toner ned på et næsten helt stille stadie, hvor den akkompagneres af let klimpren på el-guitaren. Det rocker ikke længere, men det er meget smukt.

Og The Tain EP fortsætter i samme melankolske spor i næste del af sangen. Pludselig træder den kvindelige vokal ind og giver en sørgmodig stemning tilsat lidt harmonika. Der bliver sunget næsten på Belle og Sebastian’sk, men det er mere end blot twee. Kvinden bliver afbrudt af nogle trommehvirvler, der lyder som en marcherende, keltisk hær. Da Colin Meloys vokal træder ind igen, er det nærmest messende, som om han beroliger sine soldater. Og det må næsten være et slag, der er tale om, for nummeret vender tilbage til den grandiose rock fra begyndelsen af EP’en.

Det er noget, der skal høres; det kan ikke beskrives. Et dejligt keltisk Sabbath/twee/folk/march/harmonika-orgie der er så harmonisk sat sammen, at man forstår helheden. Hele EP’en indeholder en speciel stemning, der gør, at man, på trods af at man ikke fatter en kartoffel af, hvad sagnet går ud på, får lyst til at smutte på biblioteket og finde dette keltiske sagn. For man er sikker på, at det er en god historie efter at have hørt The Tain EP.

★★★★½☆

Deltag i debat