Plader

Elephant Poetry: s.t.

Navnets potentielle tvetydigheder til trods er der ikke noget at hente i dette udspil fra dansk/islandske Elephant Poetry. De har ganske enkelt ikke fundet deres egen stil endnu.

Det klodsede, der støder op mod det elegante? Man kan optræde som en elefant i en glasbutik, men samtidig gøre det med ynde? Dette er blot to af kontrasterne, der synes til stede i det tvetydige bandnavn Elephant Poetry, der er fællesnævneren for den dansk/islandske kvartet med bosæde i København.

Der er næppe tvivl om ambitionerne hos de fire elefanter: Jorden skal betrædes med samtidige fandenivoldske og elegante skridt, der vækker genlyd langt borte. Problemet er blot, at elefanterne ikke ser, at de træder i andres solide fodspor. Således kunne man nemt forestille sig følgende scenario:

En dag vadede fire elefanter ned til vandene. Plask, plask – i de gik. Det var ved disse vande, de fire elefanter havde hørt en masse trutten fra andre elefanter. Der var glad trutten, sørgmodig trutten, energisk trutten, ligegyldig og kedelig trutten… alverdens trutten. Elefanterne havde mest ører for de gode trutmelodier, og de faldt så meget i deres smag, at elefanterne fandt lysten til at trutte i egne snabler. Nede ved vandene havde de mødt en køn hunelefant ved navn P. J. Harvey, hvis udtryk var kræs for elefanternes store ører. De mødte også fire andre elefanter, som kaldte sig for Pixies, og de var ganske dygtige til trutte vellydende melodier i frisk og legende indpakning. En af Pixies-elefanterne havde endda en sjov pedal, han kunne trykke på, så hans trutten blev helt forvrænget. De fire dansk/islandske elefanter havde bestemt hørt noget, som de også ville lave. Ude i vandene boltrede de sig så meget med lyd og leg, at de ikke bemærkede, at sandbunden forsvandt længere og længere væk fra deres fødder. De havde bevæget sig ud på dybt vand, hvor de ikke længere kunne bunde. Med ivrigt spjæt og spark med benene begyndte de så småt at lære at svømme…

Og det er på dette stadium, at undertegnede Undertoner-elefant støder på de fire elefanter. Deres fælles trutten i den samtidige iver for at holde sig oven vande har resulteret i et kort udspil med tre numre. Det er et udspil, der mest af alt lyder som et band, der er ved at lære sig selv at kende og så småt leder efter et udtryk, der er deres eget. Med en sådan plade, der ikke rigtig peger nogle steder hen, er det ikke nemt at gøre sig klog på Elephant Poetry.

Bandets islandske vokalist Björgvin Halldörsson har en del rustpletter på stemmebåndet. Hans blanding af afslappet dræven og temperamentfyldte udråb fungerer for en kort stund ganske udmærket. Men man bliver alt for hurtigt forvænt med vokalen, der ikke tager nogen udfordrende spring eller for alvor lader sig folde ud. Halldörsson har en helt fin stemme, men hans vokalmelodier er, for at sige det mildt, dødkedelige.

Et godt eksempel er åbningsnummeret “Kamikaze”. Verset veksler mellem en gang mumlen tilsat et tikkende ridebækken som uret på en tidsindstillet bombe, men den minimale eksplosion, som følger i kraft af en beskeden øvelokaleoptagelse, preller helt og aldeles af. Det søgte dramatiske element med et lag af forvrængning på vokalen, mens Halldórsson råber »kamikaze!«, lyder hverken halvt så farligt eller dramatisk, som intentionen har været. Man sidder og betragter denne japanske pilot i et styrtdyk i lige linje, men man har kun et dovent skuldertræk til overs for det. Ingen effekt.

Bedre går det ikke i de to øvrige numre. Guitarforvrængningen er et foretrukkent element, og det kan man næppe bebrejde gutterne for, men den forudsigelige måde, de bruger den på, er til gengæld under al kritik. Bandet hænger fast i nogle opslidte skabeloner, som de bør arbejde på at bevæge sig ud af. Man kan fornemme, at der gemmer sig potentiale i bandet, men vi nærmer os ingen forløsning, før Elephant Poetry finder sit eget udtryk.

★½☆☆☆☆

Deltag i debat