Interview

Et rockende styrtdyk mod mørket

Med to plader på samvittigheden, en fornuftig debut og en fremragende opfølger, er The Walkmen et band, man ikke bør overse. Kunstner/værk-adskillelsen træder dog i højeste grad i kraft i følgende interview – noget der måske retfærdiggør, at denne skribent træder ind imellem. (06.04.04)Kunstner og værk – det er en gylden regel, at disse to enheder bør adskilles. Der kan nemt findes dybde i sangtekster, som bandet slet ikke har tænkt over eller simpelthen ikke ønsker at eksplicitere, for måske bør værket tale for sig selv? Det er en hårfin grænse, og den er ikke altid nem at gennemskue. Dette gælder også for et band som amerikanske The Walkmen og deres frontmand, Hamilton Leithauser.

Når jeg skriver tekster,” siger han, “er det ikke en særlig bevidst ting. Hvis ordsammensætningen lyder godt, så bruger jeg den.”
Det er noget af en frustrerende affejning, som følger i hælene på Bows + Arrows, The Walkmens anden plade med et ubarmhjertigt og ængsteligt udtryk. Hvor gruppens debutudgivelse balancerede melankoli med optimisme, styrtdykker Bows + Arrows direkte mod mørket.


Slæbesporet
Den affejende tone er måske ikke helt overraskende endda, The Walkmens problematiske slæbespor taget i betragtning. Tre af gruppens fem medlemmer var del af det New York’ske rockband Jonathan Fire*Eater, som skrev kontrakt med DreamWorks og i 1997 udgav den kommercielt oversete Wolf Songs for Lambs. Jonathan Fire*Eater var på mange måder endnu et uheldigt offer for pengemaskineriet: en gruppe af musikalske ikonoklaster som kom til en portion penge fra et major label, hvem det ikke helt gik op for, hvor kommercielt inkompatibelt bandet egentlig var – trods musikalsk stærke kvaliteter.

Jonathan Fire*Eater gik som bekendt i sig selv, og tre af medlemmerne – guitarist Paul Maroon, organist Walter Martin og trommeslager Matt Barrick – skød resten af de indtjente penge i et stykke ejendom i Harlem, hvor de ombyggede et forfaldent lagerlokale til et studie ved navn Marcata. Det er blevet stedet, hvor bandet indspiller; de har fulgt eget ønske om at kunne isolere sig selv og undgå påvirkning fra omgivelserne. Leithauser og Paul Bauer, barndomsvenner af trioen, skulle snart træde ind i rækkerne, der kom til at udgøre det endelige line-up i The Walkmen.

New York, New York
Man skal ikke læse meget om The Walkmen i diverse musikmagaziner, før man støder på den nærmest klassiske overskrift for eller vinkel på den såkaldte New York-bølge. Det er den typiske musikjournalistiske jagt på sensationer fra undergrunden, og hvis man kan putte bands i kuld pga. geografisk overensstemmelse, er det vel blot som mere kød til de hungrende læsere.
Lige siden The Strokes brød igennem, er New York-konceptet blevet en væsentlig populær måde at gribe historier an på om bands som f.eks. Interpol og Yeah Yeah Yeahs – og dette uden at man på den måde spilder for mange gyldne ord. Det er en association, som Leithauser er mindre tilfreds med:
Det er blevet komplet umuligt at ryste af sig,” siger han. “Og jeg vil gætte på, at folk stadig render rundt og siger det om 10 år. Som om den eneste grund til, at vi begyndte vores band, var at hæfte os på nogle andres hype.
Sammenligningerne bliver ikke mere urimelige, når man lytter til Bows and Arrows. Jovist, The Walkmen har også fundet inspiration i 70’er-navne fra den New York’ske CBGB’s-scene, og hvis man absolut skal skue i en retning, så bør det være bagud – og ikke på tværs af nutidige bands.

“It’s all just a dream, man”
Hvor The Walkmens forgænger Everyone Who Pretended to Like Me Is Gone fremkaldte lunefulde billeder med en særlig tvetydighed, har The Walkmen på Bows + Arrows smidt al munterhed overbord. Leithauser åbner pladen med at sukke “What’s in it for me?” med Paul Maroons anslåede ekko-gennemvædede akkorder i baggrunden. Resten af pladen føles som at træde direkte i hælene på denne betrængte udgydning. Maroons guitarfraser er udslørede og ubestemte, og han sender ofte den samme akkord af sted igen og igen og udtrykker derved en følelse af panik og desperation. De rørige klaverstykker, der pyntede debuten, er blevet kasseret til fordel for hivende, begravelsesagtige orgler. Bows + Arrows er en rockplade, som bestemt dyrker afmagten.
Hvis der er et opsummerende statement på Bows + Arrows, dukker det op halvvejs gennem den bidende The Rat. Maroon fremkalder et pludseligt vindstød af guitarakkorder, mens Leithauser træt beklager sig: “When I used to go out, I knew everyone I saw. Now I go out alone, if I go out at all.” Det falder ud som et opgivende suk, den slags som får musikskribenter som undertegnede til at spidse ørerne ekstra meget. Men ifølge Leithauser er det helt tilfældigt.
Jeg ved ikke engang, hvad den linje betyder. Teksten til den sang stykkede jeg sammen i en kort pause. Det passer godt sammen, og jeg kan lide det.

Det ville være en anelse nemmere at tro ham, hvis ikke det var for, at resten af pladen snurrede om den samme opgivende akse. Igen og igen taler Leithauser om at være blevet snydt og bedraget og skubbet ned i mudderet, mens han forsøger at overbevise sig selv om at “It’s all just a dream, man. It’s all just a dream.”

Hvor andre bands hylder dekadencen, lyder The Walkmen på positiv vis ganske udbrændte. Denne slags klatøjet træghed løber stik mod bandets oprindelige hensigt.
Den oprindelige plan var at lave en rockplade – noget som rev og flåede i lydbilledet. Vi ville bare have ren rock fra start til slut. Det blev bare anderledes, da vi først kom i gang i studiet.

En af de mest bemærkelsesværdige forskelle er at finde sidst inde på pladen i den nedbarberede, følsomme Come on, Siobhan. Over et klingende barklaver skuer Leithauser ud over et New York, der er ved at lukke ned for natten, mens gaderne fyldes frem mod morgenen med folk.
Noget af det, jeg rigtig godt kan lide ved den sang, er, at hvis du lytter til den i høretelefoner, så lyder den præcis, som den gjorde i lokalet, hvor vi indspillede den. Planen var at spille så blødt som muligt uden at forfalde helt til stilhed.
Men spørges der ind til en bestemt intention med sangen, er der ikke flere svar at hive ud af Leithauser.

På en måde er det en skam, at Leithauser ikke søger eller ikke vil indrømme en dybere mening med musikken. Det kræver ikke nogen doktorgrad for at se kvaliteterne i Bows + Arrows; men måske er Leithauser et godt eksempel på, at man bør adskille værk og kunstner og ytringerne fra begge.

Læs også Undertoners anmeldelse af The Walkmen: Bows + Arrows

Deltag i debat