Interview

Family Business

Der blev ført logbogs-notater af Undertoners udsendte, da han troppede op til to The Handsome Family-koncerter og samtidig mødte familieforetagendet til en lille snak. (13.05.04)Der blev ført logbogs-notater af Undertoners udsendte, da han troppede op til to The Handsome Family-koncerter og samtidig mødte familieforetagendet til en lille snak.

Handsome Family, 08.05.04, Lille Vega
Da jeg lørdag aften trådte ind i Lille Vega, halvvejs igennem aftenens første nummer, var det til synet af en halvfyldt Stauningsal og en heltom sidebar. Til gengæld var det publikum, der havde valgt at møde op til aftenens Handsome Family koncert til stede i mere end en forstand. Koncerten var så godt som forskånet for den evindelige småpludren, der normalt sætter sit negative præg på koncerter i den dæmpede afdeling. Folk stod lyttende, afventende og kiggede i retning af scenen og betragtede den koncert, der foldede sig ud.

The Forgotten Lake, der åbnede koncerten, illustrerer meget godt, hvad Handsome Family har at byde på. Et tungt nummer båret af forsanger Brett Sparks’ dybe røst, der i omkvædet bliver suppleret af hans kones Rennies blide stemme. Bretts stemme er meget dominerende, men selv om den fylder meget, er der alligevel masser af plads til, at Rennies stemme kan skinne igennem, de steder hvor hun synger med.

Musikalsk var der ikke den store variation i det, der kom ud fra scenekanten, men det var på ingen måde kedeligt. De fleste af numrene handler om død og misbrug i en eller anden form, og de blev leveret med en ro, der var yderst betagende.

Det største skifte skete, da Rennie halvvejs inde i koncert annoncerede: “My grandmother’s gonna sing this one.” Efterfølgende spillede de Down in the Ground, som Rennie sang med en svært nasal stemme. Sandsynligvis aftenens musikalske lavpunkt, men forrygende god underholdning

Handsome Family er, som navnet lægger op til, et familieforetagende. Ud over Brett på guitar og sang og Rennie på banjo, bas og sang bestod bandet lørdag aften også af Bretts bror Darell på skiftevis trommer og bas. Samspillet i gruppen fungerede uovertruffent, og der var ingen musikalske kiksere denne aften. I de numre, hvor Rennie spillede banjo, overlod hun bassen til Darell, og trommerne blev overtaget af den iPod, der lå på et nodestativ i udkanten af scenen.

Handsome Family var nemlig ganske underholdende på en scene, til trods for deres teksters ofte dystre indhold. Der blev talt en del mellem numrene – en blanding af småsnak, små historier og kærlige skænderier ægtefællerne imellem. Det var alt sammen med til at bringe humøret blandt publikum betragteligt i vejret; selv de folk, der denne aften ikke blev ramt af Handsome Familys musik, kunne ikke komme og brokke sig over, at de ikke havde hygget sig.

Der kom også en del verbale udfald oppe fra scenen. Efter to numre fik journalisterne en tur: “They’re idiots!” Lidt senere var det deres lokale pladeselskabs tur: “They suck!“. Den største tur tilfaldt dog præsident Bush, en mand der absolut ikke nyder den store respekt i familien Sparks.

Mange af de numre, der blev spillet, virkede mere komplette end studieudgaverne, især de ældre numre lader til at have haft godt af at modne. Mit personlige højdepunkt var So Much Wine. Rennies vokal understøttede blødt og feminint Bretts dybe maskuline røst med et resultat, der var gåsehud værdig. Andre højdepunkter var The Sad Milkman og Up Falling Rock Hill, alle tre stammer fra In the Air fra 2000 – normalt ikke min favoritplade med Handsome Family, men denne aftens top 3 kom alligevel derfra.

Mødet med The Handsome Family, 09.05.04, Rytmeposten
Jeg valgte at komme i god tid til aftenens interview. Det eneste, jeg var klar over, var, at jeg klokken 19:30 skulle interviewe The Handsome Family, men hvor i bygningen det foregik, og hvordan jeg egentlig skulle komme i kontakt med dem, var jeg ikke helt klar over. Efter et par minutters venten uden rigtigt at vide, hvad jeg ventede på, kom Darell heldigvis gående gennem Rytmeposten. Jeg præsenterede mig på bedste vis og spurgte ham, om han vidste, hvor jeg kunne finde resten af familien.

– Jamen, er de ikke allerede kommet?
– Det er jeg ikke klar over.
– Ok, jeg tjekker lige, om de er her.
– “¦
– De sidder ovenpå og venter, bare følg med. Min bror er fuld, men”¦

Fuld?! Er det nødvendigvis godt? Jeg følger med op ad en trappe bag scenen og træder sekunder senere ind til resten af familien. Der bliver trykket hænder, og efter den formelle introduktion går Brett meget febrilsk i gang med at flytte et hav af tasker ned fra bordet. Jeg lægger ud med at fortælle, at jeg har været spændt på at møde dem, da jeg har hørt dem beskrevet som alt fra verdens rareste mennesker til mørke excentrikere – her bliver jeg afbrudt af Brett!

– Hvem fanden har beskrevet os som mørke excentrikere? Hvorfor er vi mørke excentrikere? Er det fordi, jeg har sorte hornbriller på? Er det fordi jeg har hageskæg?
– Jeg vil nu heller ikke beskrive dig som verdens sødeste menneske!

Rennie bryder ind, og øjeblikkeligt lægger Brett en dæmper på sig selv. Det er ganske fascinerende at betragte. Rennie siger ikke det store i løbet af interviewet. Hun virker træt, uoplagt og genert, og sidder mest bare og lytter, mens hun kigger ned i bordet.

Det er svært at aldersbedømme medlemmerne. Brett har grå stænk i skægget og virker slidt på samme måde, som en arbejdsmand bliver. Darell ligner Ulrik Wilbek i en sådan grad, at det er skræmmende. Rennie kunne være sidst i 20’erne, som jeg selv – men efter 16 års ægteskab med Brett er dette dog næppe tilfældet. Men som hun sidder og lytter er hun ganske køn at se på.

At Brett har fået nogle øl er ganske åbenlyst. Samtidigt virker han irritabel og rastløs, og på dette tidspunkt regner jeg ikke med, at samtalen skal vare længere end 10 minutter og i sidste ende ikke vil føre noget brugbart resultat med sig. Jeg forsøger mig med spørgsmål om, hvorfor der har været så stor fokus på deres flytning fra Chicago til Alberquerque. Flytningen har været omtalt i flere anmeldelser og enkelte interviews. Brett fyrer en længere smøre af om, at det er nemmere at placere bands i en bås, når de kommer fra bestemte steder. Hver sit sted, hver sin scene. Efter at have talt færdig trækker han vejret dybt og tilføjer: “I bund og grund handlede det om, at jeg gerne ville flytte hjem igen.

Flere steder har The Handsome Family frasagt sig at få prædikatet alt-country lagt på sig. Jeg forklarer, at de i Rytmepostens program bliver præsenteret som alt-countryens førstepar, og det bliver efterfølgende meget klart, at familien Sparks ikke bryder sig om at blive puttet i en bås.
Hvad er alternativ country et alternativ til? Vi er nået dertil, hvor Johnny Cash bliver kaldt for alternativ country. Det er spørgsmål om, at folk er blevet trætte af at høre på kedelige singer-songwriters, så nu har de fået et backingband og bliver solgt under varemærket alt-country. Det er det samme lort i ny indpakning.”

Samtalen runder deres nylige dobbeltkoncert med Willard Grant Conspiracy i London, hvor der i lokalet er stor enighed om, at de blev spillet ud af scenen, og at sidste års Regard the End er et mesterværk. På dette tidspunkt er jeg løbet tør for nedskrevne stikord, og det hele slår over i smalltalk. Darell snakker mere og mere med, og Brett er blevet i helt godt humør. Der bliver talt om det velsignede helvede, som det er at have familien med på tour, og der bliver fortalt historier om, hvor galt det kan gå, hvis et opvarmningsband træder Brett over tæerne en gang for meget.
Jeg har, mens jeg har siddet og forberedt mig til interviewet, lagt mærke til, at fugle optræder ganske ofte på deres covers og spørger hvorfor, mens de velvilligt signerer mine medbragte CD’er. Her tager Rennie for en gangs skyld ordet: “Fugle er rare og fascinerende; de er gode at bruge som metaforer. Rotter er også rare, de holder sammen.” Hun fortæller om en ven, de har, der er fanatisk ornitolog, og om hvor langt han er villig til at gå for at komme til at se en bestemt fugl. Med slet skjult fryd fortæller hun om en fugl, hun har set, som han stadig mangler at spotte.

Klokken er nu et par minutter over koncertstart, og jeg vælger at takke af. For at komme tilbage til min plads er jeg nødt til at gå hen over scenen. Allerede på vej ned ad trappen er jeg meget fokuseret på ikke at snuble, mens jeg går hen over scenen – det villle simpelthen være for pinligt med publikum på. Da jeg træder ud på scenen sidder der to personer, og jeg slipper helskindet over scenen og ned på min plads.

The Handsome Family, 09.05.04, Rytmeposten
Koncerten adskiller sig ikke meget i forhold til koncerten aftenen før. Setlisten er kortet en smule ned, og stemningen på scenen virker mere afslappet. Der er ingen tvivl om, at i særdeleshed Rennie er meget bevidst om, hvor i verden hun befinder sig. Gennem hele koncerten bliver der trukket referencer mellem deres sange og H.C. Andersens eventyr, hvor Den lille havfrue er særligt yndet. So Much Wine lyder om muligt bedre end aftenen før. Aftenens publikumstal er ikke overvældende, en hurtig tælling afslører, at 22 odenseanere havde fundet vej til Rytmeposten denne aften.

Efter koncerten forærer Darell mig et par plader med sine egne projekter (de er ganske glimrende), og Brett kommer ned og drikker sin øl færdig, og vi snakker lidt om aftenens koncert og om H.C. Andersen. Det er planen, at Rennie skal besøge H.C. Andersens hus næste dag, før han står op, hvad der ifølge ham selv burde give hende rigelig tid.

Det var ganske underholdende at møde The Handsome Family. Denne aften var der ingen tvivl om, hvem der talte mest. De var den skæve start til trods tæt på at være verdens rareste mennesker. Vedkommende, der har kaldt dem mørke excentrikere, har misforstået noget.

Deltag i debat