Plader

Laakso: Aussie Girl EP

Skrevet af Kasper Würtz

Aussie Girl er fuld af håbløs kærlighed, en mesterlig vokal og skæve eksistenser. Laakso har vedligeholdt diversiteten fra debuten og tilføjet fem nye sange til repertoiret, der næsten alle er glimrende.

Svensk-finske Laakso debuterede sidste år med I Miss You, I’m Pregnant, der både titelmæssigt og musikalsk vakte en del opsigt. Titlen skulle efter sigende være taget fra en e-mail, som forsanger Markus Krunegård tilfældigt fandt på internettet. Sætningens absurditet, men samtidig hårde realisme passer glimrende på Krunegårds tekster, som det eksempelvis høres i “Truck Driver”, hvor man følger flere skæve eksistenser, heriblandt en lastbilchauffør, der bruger det meste af sit liv på at spille pik, mens han tænker på Dolly Parton, samt en buschauffør med en småuheldig tendens: »A suicidal busdriver / Would love to kill his passengers / He goes by cracking into walls / He’d love to drive another road.«

Den enorme alsidighed, Laakso demonstrerede på I Miss You, I’m Pregnant, lever i bedste velgående på Aussie Girl-ep’en, der veksler mellem brusende pop og perlende klar melankoli. Titelsangen er taget fra debutalbummet og er et lækkert indiepop-nummer, der handler om den geografiske problematik ved at forelske sig i en, som er »half the world away«, og at forelskelsen er seriøs, bliver banket fast, når der desperat råbes: »Five days can change your world / Five nights can make it turn.« Det er meget svært at sidde stille, når solen skinner, Aussie Girl blæser ud af højttalerne, og man ved, at underboerne ikke er hjemme.

Laaksos legesyge pop er ikke helt ulig kollegernes fra First Floor Power, men de kan som sagt meget mere end det. “Sunday Night” er glimrende lofi og må vel siges at være en anti-hyldest til ugens sidste dag, hvor alt det, man ikke nåede, begrædes: »Everything’s too late again tonight.« Den vidunderligt skæve “Words Are Worst” er i en helt anden boldgade, kun beboet af Markus Krunegårds skælvende vokal og roots-guitar. Også her er kærligheden forgæves, og parrets tavse afklarethed og samtidige mangel på mod gør, at situationen bliver smertende uforløst: »We close our eyes, we sigh / Waiting for the other to say / Goodbye, damnit say it now / Speak your mind, open your heart / Say it now / Just goodbye!/ Don’t be afraid.«

Ep’ens fem nye sange er næsten alle af albumværdig kvalitet, og kun en enkelt gang snubler Laakso. Det sker i den maniske “Good Weather, Stormy Love”, der, som titlen antyder, er meget stormende i sit udtryk og desværre ender med at blæse melodien væk. Heldigvis reddes ep’en på målstregen, da Markus Krunegård i “The Union” hiver endnu en pragtpræstation frem, og hans vokal må fremstå som en af de mest nærværende, jeg længe har hørt. Her udskiftes det (for) fyldige lydbillede fra “Good Weather, Stormy Love” med et nøgent opgør mod Gud. Overordnet viser Aussie Girl, at Laakso stadig emmer af kreativitet, og den næste langspiller må gerne komme nu. Tak.

★★★★½☆

Deltag i debat