Plader

Lock and Key: No Fate EP

Skrevet af Lars Simonsen

Mens Boston-bandet Lock and Key arbejder med at færdiggøre deres egentlige debutalbum, udsender de ep’en No Fate, som indeholder syv intense og ærlige punk/hardcore-numre, der lover ganske godt for fremtiden.

Ryan Shanahan (sang, guitar), Mike Vera (guitar, sang), Josh Hoey (bas) og Keith “Trash” Casella (trommer), som udgør Lock and Key, kæmper for at gøre musikken til deres levevej, og de første skridt på vejen er taget. Indtil videre er det nemlig blevet til to turnéer på den amerikanske østkyst og udgivelsen af ep’en No Fate. Og dømt ud fra de syv intense og catchy punkrock-numre har bandet en god chance for at slå igennem. Det er ganske enkelt befriende at høre den nerve, der spilles med hele vejen igennem med masser af fede riffs i de både melodiske og aggressive skæringer, hvor Shanahans hæse råbe-vokal sætter en tyk streg under intensiteten og ærligheden.

Momentvis skrues der ned for det hæsblæsende tempo som i åbneren, “Independence Game”, hvor Shanahan synger »I never meant to hurt you / So delicate, so innocent, so sweet« med sin karakteristiske rå og hæse stemme. Det fungerer som et lidt sjovt, men også ganske rammende eksempel på, at Lock and Key formår at variere udtrykket, og at der både er hjerte og hjerne bag. Et andet eksempel er “Crutches”, som på kort tid viser bandets spændvidde fra det ulmende til det højeksplosive, og det virker både troværdigt og gennemtænkt. Og der er flere eksempler på, at Boston-kvartetten i overbevisende stil kan bygge et nummer op til en sand punkrock-forløsning.

Gang på gang fornemmer man den rastløshed og desperation, som numrene udspringer af: »My brain is racked like a throat / Cannot scream without another breath / My heart is weak like an overrun horse / It needs a chance to breathe / to rethink,« lyder det i “Clusterfuck”. Og selv om Shanahan nærmere råber end synger, kontrolleres råberiet på en sådan måde, at det ikke ender med at blive irriterende at høre på.

Man overgiver sig hurtigt, og især glæder jeg mig over, at dette band har så uendelig meget mere at byde på end både de fleste poppunk-bands, som har mere til fælles med Smokie end med Sex Pistols, og de hardcore-bands, der kan spille højt – og ikke en skid andet! Lock and Key lyder derimod som ærligheden og desperationen selv, og såvel musikken som teksterne er skrevet med hjertet – og al ære og respekt for dét!

No Fate er en vellykket ep, som er knivskarpt og rent produceret og uden problemer kunne fungere som et decideret debutalbum. For uanset Lock and Keys udmærkede evne til at variere tempoet er der en overhængende fare for, at en skive med 12-14 numre trods alt ville blive for meget. I hvert fald skal udtrykket nok varieres endnu mere, for at alle de gode takter ikke skal falde til jorden.

Én af styrkerne ved denne ep’s syv numre er netop, at intensiteten bevares, og man når ikke at kede sig i løbet af de i alt godt 22 minutter. Alt overflødigt er skåret væk, og så er det altså bare federe at trykke ’play’ en gang til efter sidste nummer end at skulle trykke forbi en to-tre sange undervejs”¦

Men fortsætter Boston-rockerne i samme spor som her, er sandsynligheden for, at de laver en fed fuldlængde og efterfølgende kan skrotte deres tilværelse som fritidsmusikere til fordel for en professionel karriere, rigtig stor.

★★★★☆☆

Deltag i debat