Plader

Lorraine: The Perfect Cure

Skrevet af Søren McGuire

Debuten fra dette unge norske orkester byder desværre hverken på opfindsomhed eller nysgerrighed på trods af et par enkelte gode øjeblikke.

Norske Lorraine er et af de orkestre, der beviser, at det engelske tungsind, som op gennem 80’erne i højere og højere grad gjorde sit indtog i sangskrivningen, stadig lever i bedste velgående. Joy Division, Depeche Mode og The Cure dannede præcedens, og senest har orkestre som Placebo og Puressence taget tråden op. Og så Lorraine. Tre unge knægte fra det kronisk regnvåde Bergen, der har skrevet kontrakt med det fornemme norske indielabel, Rec90 (Poor Rich Ones, Magnet, The Low Frequency in Stereo).

Debutpladen The Perfect Cure sammenligner Rec90 selv med Jesus, der går på vandet, opdagelsen af Penicillin og Roosevelts New Deal. Bestemt dristige sammenligninger, der forhåbentlig skal tages med en overdådig stor portion ironi. Alligevel vidner det også om den storladenhed, man finder hos Lorraine. Deres fyldige elektronisk-prægede indierock med dens brede favntag og højtravende epos har ikke altid benene lige solidt plantet på jorden.

Det er et modigt udspil, for de tre medlemmer i Lorraine må forhåbentlig vide, at de modsat Jesus ofte træder vande, hvad angår originalitet. De gør sgu ikke noget, som Placebo og Kent ikke allerede har gjort i flere år. Forsanger Ole Gunnar Gundersen lyder som Brian Molko, sangene lyder som Kent, og den dystre stemning i Lorraines kantede electrorock lugter af Depeche Mode.

Heri ligger jo dybest set et stort problem. Det kan ikke lade sig gøre at ignorere det kraftigt uoriginale, selv om man jo skal tage musikken for, hvad den er. Og her er Lorraine nemlig ikke uden evne, når det kommer til melodi. De er til tider flotte, søgende og velspillede, og Lorraine er ikke bange for at tage munden fuld og søge mod de mørke musikalske vidder, også selv om de, som nævnt ovenfor, af og til mister jordforbindelsen. Der er et par gode elementer i sangene. Riffet i titelnummeret er simpelt, men fængende og det catchy synth-hook i Twenty Years under Water er electropop, når det er bedst.

Men det er også vigtigt at pointere, at Lorraine ofte er fattige på denne slags opfindsomme ideer. Generelt er melodierne for uklare og mudrede, og det lyriske univers drukner i ren og skær indadvendthed. Det er svært at pege på bare et enkelt element hos Lorraine, som vi ikke allerede har hørt adskillige gange før.

Derfor er der heller ikke det store incitament til at vælge Lorraine frem for de inspirationskilder, der næsten er allestedsværende på The Perfect Cure. Havde Lorraine udgivet dette album for 20 år siden, ville der have været mere at tale om. I dag er det desværre bare endnu et tal i en statistik over bands, der ikke har udnyttet et tydeligt talent, men derimod har fulgt en musikalsk strøm.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat