Plader

Lost in the Garden: Demo

Skrevet af Lars Simonsen

Københavnske Lost in the Garden har udgivet et udspil, hvor de hylder heavyrock og dyrker det simple i musikken – og det ender med at være både bandets styrke og svaghed.

Trioen Sammy Rasmussen (sang/guitar), Henrik S. Karlsen (bas) og W. Henrik “Nylle” Nyeland (trommer), der til sammen udgør Lost in the Garden, har færdiggjort en demo, der indeholder 15 numre, hvor af de sidste fem er ’special live tracks’ og til sidst et enkelt bonusnummer.

Første skæring, “Lost in the Garden”, åbner med et tonstungt guitarriff og rocker tungt og sløvt af sted indtil det fjerde minut, hvor nummeret skifter personlighed, og en uptemo-finish fyres afsted. Næste indslag, “My Song”, er anderledes, simpelt pågående, men stadig tonstung fra start og larmer på den fede måde. Men så tager det simple alligevel overhånd i den efterfølgende “Baby” med dens enkle guitarspil og omkvædets linjer: »And baby, baby, baby / I want you back / I’m sorry about the things I said / Didn’t mean to make you sad.« Grænsen mellem det vellykkede enkle og det mislykkede banale er og bliver en balancegang.

Den københavnske trio, hvis medlemmer alle er lige omkring de 30, har tydeligvis en forkærlighed for heavyrock med lange guitarudladninger, og indimellem bliver det for meget. “In My Eyes”, “Down and Out” og “Leave Me Alone” flyder meget sammen og fremstår dermed ret anonyme. Derfor er det også de mere afdæmpde numre, der er de mest interessante. Selv om bandet ikke er bange for at at spille melodisk, ville det pynte gevaldigt med flere numre i stil med “My Dream”, et af pladens mest vellykkede som både er fængende, eftertænksom og … ja, drømmende. Og så er “Sunday Morning” et eksempel på, at Lost in the Garden også formår at få noget vellykket ud af det simple.

Men for mange numre drukner i den tunge guitargrød, og kun enkelte gange undervejs oplever man, at Lost in the Garden kan skrue et personligt og stærkt nummer sammen. Men trioen er tydeligvis opmærksom på det smarte i at fokusere på at holde musikken simpel, og så længe det ikke ender i banaliteter, fungerer det udmærket. Og finder bandet grovfilen frem og sorterer de anonyme numre fra og i stedet koncentrerer sig om at skabe flere numre, der stikker ud og har deres egen stærke personlighed (i tråd med “My Dream”), kan det sagtens munde ud i en ganske solid debutskive.

★★½☆☆☆

Om skribenten

Lars Simonsen

lars (at) undertoner.dk


Biografi:
Da jeg var 10-11 år gammel, var hver onsdag aften hellig, idet Hjørring Nærradio præsenterede ugens top 20 liste. Senere resulterede musikinteressen i, at jeg iførte mig grimme AC/DC- og Guns N' Roses-T-shirts. Da jeg var 14-15 år, elskede jeg at lytte til Det Elektriske Barometer og DJ Martha Podells Søndagsskole på P4 i P1. Omtrent på samme tid bragede grunge-bølgen igennem lydmuren - og jeg var solgt! Siden da er min musiksmag blevet mere nuanceret og i perioden 1996-1999 skrev jeg anmeldelser af plader indenfor indie og diverse hybridformer for Vendsyssel Tidende (Nuværende NORDJYSKE Stiftstidende). Har været skribent for Undertoner siden november 2003 og er uddannet Bibliotekar DB i 2006 fra Danmarks Biblioteksskole, Aalborg. Arbejder i dag som bibliotekar ved Hjørring Bibliotekerne.

 

Hører i øjeblikket:
bob hund: Folkmusik för folk som inte kan bete sig som folk
The Setting Son: Spring of Hate
Yeah Yeah Yeahs: It's Blitz!
Bon Iver: For Emma, Forever Ago


Fem favoritalbum:
Nirvana: In Utero
Nick Cave & The Bad Seeds: The Boatman's Call
The Jimi Hendrix Experience: Electric Ladyland
Televison: Marquee Moon
Sonic Youth: Daydream Nation

Skriv et svar