Plader

Mellow Dramatic Avenue: Thin Air

Fra den spirende undergrund kommer nu Mellow Dramatic Avenue. Man aner i deres afdæmpede og eksperimenterende rock de lange ensomme aftener i vort nordiske mørke. De besidder en vilje efter at forene de gode idéer med et personligt udtryk, men holdes under vande af middelmådigheden.

Har jeg ret til at nære en fordom over for dette navn alene? Det er denne affekterede storladenhed eller melankoli, og jeg troede egentlig, at den var gået af mode. Men i tidens trend har mange unge og ambitiøse musikere tilsyneladende opdaget, at man sagtens kan udleve den gyldne rockdrøm ved at agere depressiv indiekrukke. Men stadig… disse ord er sagt, inden tonerne har tilføjet deres altafgørende tyngde i dommen. Lad nu ordsproget om ikke at bedømme musikken på dens ydre, ej heller dens ophavsmænd eller nogen anden faktor, være gældende.

Mellow Dramatic Avenue er et fem mand højt orkester fra Lund i Sverige. Der dannede de for otte år siden basis for et holdbart ensemble, der i dag udlever sine visioner i det københavnske undergrundsmiljø. Dog holder de stadig fast i de inspirerende rødder. Således har de omdannet deres gamle øvelokale i Lund til et velfungerende studie, døbt Studio Rönnehill og ledet af deres eget DIY-selskab, Kakadua Partnership.

Som inspirationskilder nævner gruppen The Doors, Neil Young, Coldplay og Tindersticks, men deres egen musik er dog langt mere kompakt og skramlet – på dens forunderlige fødselsleje af svær definérbar søgen efter personlighed.

Forsanger Mikael Olaussons stemme er nasal og lettere hæs. Man kan finde det en charme eller et irritationsmoment. Jeg har selv gennemgået adskillige faser i forholdet til vokalen, men er kun sikker på, at den bevirker en vis døsighed hos lytteren. Dog falder den glimrende i med den omgivende instrumentering. Trommerne er lavt mixet og skramlede, som var det kønsløse instrumenter.

Gruppen er i deres ekstase over at have eget studie grænseløse i deres anvendelse af lydfremkaldende ting og sager. Selv om det er meget sødt, virker det mest som naiv legestue og har egentlig ingen mærkbar effekt i musikken. Diverse klaviaturer og guitarer slynges fint om hinanden, men det virker på en måde så evigt forudsigeligt.

Når Mellow Dramatic Avenue er allerbedst i “Holograms”, “Simplicity” og “A Matter of Waiting for the Right Time”, er det, fordi disse ganske enkelt træder frem fra resten af albummet og kræver sine egne eksistenser. “Holograms” er nedbarberet og stærk i sin melodi. Et flot klaverstykke bølger frem, tiltagende og aftagende, understøttet af en kontrabas og den erkendende fortællers stille sang. Derefter følger pladen ubestridte højdepunkt. I “Simplicity” forekommer der, som intro, en ganske sublim og stemningsfyldt sammensmeltning af en harmonikas underfundige og længselsfulde lyd og et sample fra en fransk film. Den mest fuldendte sang må tilskrives at være “A Matter of Waiting for the Right Time”. Her kan man finde lydlige spor efter Mogwais tidlige melodier, og en sådan kvalitet opløfter sangen og hele nummeret til materiale, der virkelig fæstner sig.

Overordnet set er “Thin Air”, altså ikke en oprivende affære, men en udmærket følgesvend i al slags gråvejr, hvis man direkte søger at opnå en dekonstruktion af tilværelsens følelige skarphed.

På sin Soundvenue-side beskriver Mellow Dramatic Avenue sin lyd som overvejende ’alternative,’ men også med elementer fra clubbing, R’n’B og sågar hiphop, hvilket dog overhovedet ikke er tilfældet. Lad os nu droppe genre-ævlet og i stedet lade det være et bands unikke soundscape, som fremkalder rubriceringens endeligt i musikjunglen. De fleste musikalske fænomener har jo et udtryk, der genererer et ganske særegent følge af stemning, billeder og associationer i lytterens indre. Selv om dette er svært at formulere, er det jo i sidste ende dét, der bestemmer musikkens kvalitetsmæssige appel til den enkelte lytter. Hiphop, rock og electronica kan således ramme den samme hovedåre af mood og vision, hvilket ophæver en lytters dedikation til en specifik genre. Det er dog denne musikfilosofi, som afføder Mellow Dramatic Avenues forlis hos mig. Musikkens udtryk ender som noget, der ikke taler til mig. Jeg kan ikke fremkalde nogle billeder og ikke føle på musikkens egentlige fremtræden, thi den forbliver for sumpet og enstonet. Jeg er sikker på, at Mellow Dramatic Avenue i fremtiden vil kunne finde en skarpere og mere afklaret lyd og dermed det billede, som kan bibringe dem styrke og identitet.

Mellow Dramatic Avenue viser intelligent håndtering af musik og tekstmateriale, og deres eksperimentering skal nok afføde mange specielle og vedkommende resultater, men på Thin Air vil de måske for meget på én gang.

De hedengangne Popstars-misfostre FU:EL havde en producer, som definerede sine drenges lyd som “suburban nu-metal”. Var jeg sat på sådan en tåbelig opgave, ville min titulering af Mellow Dramatic Avenue være “alternative shade of mellow nordic lofi melancholia”. Men det er jo latterligt og selvsmagende. Tag i stedet og lyt til Thin Air, og lyt intenst. Under de rigtige omstændigheder vil I måske finde det, jeg ikke var i stand til.

★★★☆☆☆

Deltag i debat