Plader

Morning Spy: Subsequent Light

Skrevet af Peter Hansen

Med en afvekslende dreng/pige-vokal spiller Morning Spy glimrende, drømmende indiepop, som Yo La Tengo og Luna og har gjort det før.

Noget musik er bare bedre at falde i søvn til end andet. Ikke fordi det er kedeligt og specielt stille, men fordi det har en drømmende kvalitet over sig, der udvisker rummet mellem vågen tilstand og søvn. Morning Spy har lavet den slags musik på deres debut, Subsequent Light, og de har vel og mærke lavet det godt.

Dette band fra San Francisco spiller en indiepop, der veksler mellem at være sødt som sirup og skarpt som Jens Langkniv på en god dag. Det er den slags musik, der blidt sniger sig ind i øret på én, mens det stille og roligt ugler ens sind.

En af bandets store styrker er den variation, som de kan tilføre deres musik ved at lade de primære vokalpligter skifte mellem en kvinde og en mand. Allison Goffman har en sød, drømmende og høj stemme, mens Jon Rooney bidrager med den halvdybe, halvsøvnige og halvdovne vokal. Forskelligheden bliver dog aldrig så stor, at det går ud over sammenhængen i lytteoplevelsen.

En anden ting, man nyder ved Subsequent Light, er, at guitaren er allestedsnærværende uden at prale med det. Jo mere man lytter, jo flere detaljer bliver der afsløret, hvilket gør Subsequent Light relativ langtidsholdbar. En guitar, man dog lægger mærke til med det samme, er den i pladens måske bedste nummer, Slow Flood. Et riff og en basbund er grundelementer i denne hypnotiserende sang, hvor det er Jon på leadvokal og Allison på backingvokal. “Hell is a very real place / Filled with souls,” bliver der sunget til sidst i sangen, og det er et af de elementer, der er med til at sætte en tyk streg under, at vi ikke bare har med lalleglad indiepop at gøre.

Også den Grandaddy-agtige Daughters of History er med til at give tyngde og står som en kontrast til de mere svævende popsange. I den kategori finder man til gengæld andre højdepunkter, f.eks. Sweet Taste of Joy og All Romance, hvor Allisons blide, men gennemtrængende vokal sammen med musikken fremkalder billeder af varme, fugtige sommerdage, hvor alt er godt og ligegyldigt.

Selv om Morning Spy nærmest flager med deres inspirationskilder (Yo La Tengo, Luna), bliver det aldrig en omgang kedelig og uinspireret kopimusik. I stedet bruger bandet det til deres fordel, at man relativt nemt bliver ført ind i deres musikunivers, som så langsomt kan indfinde og udfolde sig.

En anden grund til at man ikke får lyst til at pege fingre af Morning Spy og råbe “uorginalt” er, at de simpelthen er så gode og stilsikre til det, de laver. De trykker på de rigtige tangenter og får skabt den samme drømmende stemning, som deres forbilleder også har gjort. Det mest irriterende ved pladen er faktisk, at den er langt bedre, end den burde være. Vi er på yderst velkendt grund her, folkens – og der bliver ikke prikket til noget, der gør ondt. På den måde er Subsequent Light en drøm uden betydning, der er glemt, kort efter man vågner. Følelsen af drømmen bliver dog siddende i kroppen, og så længe man kan have selskab af Morning Spy, så glæder man sig virkelig til at sove igen.

★★★★½☆

Leave a Reply