Plader

Morrissey: You Are the Quarry

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Kongen af weltschmerz og bidende samfundskritik vender tilbage med et album, der ikke tilføjer så meget som en millimeter til hans musikalske univers, men til gengæld er han i absolut topform som sangskriver og sanger.

“Kongen vender tilbage” kunne en lettere poppet overskrift for denne anmeldelse lyde. Hele syv år der gået, siden kongen af weltschmerz og bidende samfundskritik, Stephen Patrick Morrissey, sidst udsendte en samling nye sange, og hans loyale fanskare har derfor holdt vejret i ophøjet spænding, for har han stadig noget at byde på? Det skal ikke være nogen hemmelighed, at solokarrieren har været noget svingende, og set i det lys er en pause på syv år ikke noget umiddelbart godt tegn.

Men lad det være sagt med det samme: Morrissey er tilbage for fuld styrke og fremstår stærkere og mere skarp, end han var de sidste år, inden han forsvandt fra rampelyset. Coveret, der viser Morrissey i bedste gangsterstil bevæbnet med en maskinpistol, slår tonen an og lover en Morrissey, der er tilbage i konfrontationslysten stil.

Der åbnes med to sange, der skarpt kritiserer både det amerikanske og engelske samfund i form af “America Is Not the World” og singleforløberen “Irish Blood English Heart”, der ikke kun har fungeret som et comeback, men for første gang har givet ham et top 3-hit i hjemlandet. Et par linjer lyder således: »I’ve been dreaming of a time when / To be English is not to be baneful / To be standing by the flag not feeling shameful / Racist or partial.« På få linjer får han ikke kun kritiseret det engelske samfund; han får også taget afstand til historien om, at han skulle være racistisk – en historie, der blandt andet har rødder i sangen “The National Front Disco” fra 1992.

Højdepunkterne på pladen er der mange af, blandt andet balladen “Come Back to Camden”, der får Morrissey til at lyde som de netop opløste arvtagere i Suede. I “The World Is Full of Crashing Bores” filosoferer han lidt over, hvad der er blevet af de gamle skolekammerater. Morrissey konkluderer ikke overraskende, at de alle er blevet gabende kedelige, og at der ikke er andre, der forstår Morrissey end ham selv. Dette enspænder-tema dukker op igen i “How Could Anybody Possibly Know How I Feel”, hvor han blandt andet konstaterer: »He said he wants to befriend me / Which means / He can’t possibly know me.«

Men den absolutte perle er “The First of the Gang to Die”, hvor Morrissey vender tilbage til ungdommens venskaber, hvor den kriminelle Hector er den første af de gamle rødder, der har forladt denne jord. Et sørgeligt tema, der står i total kontrast til en overdådig popsang, der har et fuldstændig sublimt omkvæd.

Dybest set er der ikke på dette album noget som helst nyt under solen. Det er, som man kender det fra hans øvrige soloplader: en blanding af slæbende melankolske ballader og højtsvungne popsange med halvtunge guitarer. Men melodierne leveres med et overskud, man skal tilbage til klassikeren Vauxhall and I for at finde lignende, og samtidig synger Morrissey noget af det bedste, han nogensinde har gjort.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ser dette album som en meget stærk tilbagevenden til form. Hvis man vil, kan man også vælge at anskue det modsat og sige, at de syv år ikke har budt på nogen som helst udvikling, og at han bare vender tilbage med det, som nogen vil kalde endnu en omgang patetisk og klynkende rock – og til en vis grad kan de også siges at have ret. Hvis man hører til den gruppe, der i forvejen afskyr Morrissey, er der ikke mange argumenter for, at de med denne plade skulle blive overbevist.

Selv om jeg er næsten overstrømmende begejstret for dette album, kan jeg også godt følge kritikken, men store dele af materialet på dette album hører til blandt det bedste i Morrisseys solokarriere. Selv om pladen ikke vil overbevise dem, der aldrig har kunnet lide ham, er jeg overbevist om, at den nok skal få fat på en hel del nye og yngre lyttere. En lang række af tidens navne på den britiske indiescene står i dyb gæld til Morrissey og The Smiths, og han har nu meldt sin tilbagekomst i blandt dem på toppen af den engelske rockscene.

★★★★★☆

Deltag i debat