Plader

Now It’s Overhead: Fall Back Open

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Denne amerikanske gruppe gør et interessant forsøg på at give nogle nye vinkler til rockmusikkens mere dystre ende. Men trods nogle gode sange formår musikken ikke for alvor at åbne sig op for lytteren.

Bag det lidt aparte navn Now It’s Overhead gemmer der sig et amerikansk orkester, der tager lytteren med på en rejse ind i et dystert musikalsk univers, der samtidig fungerer som en ret original tidsrejse gennem de seneste 25 års alternative musikhistorie.

Now It’s Overheads bud på mørk rockmusik mixer en række forskellige inspirationskilder sammen til at univers, der er deres eget. Der er de dystre basgange, man kender fra de tidlige 80’eres new wave, electropop, en mere svævende guitarlyd, der sætter tankerne hen i retning af shoegazer-bands som My Bloody Valentine, samt postrockens mere repetitive strukturer. Men hele vejen igennem holder Andy LeMaster den røde tråd, og det er tydeligt, at han ved, hvor han vil hen. Inspirationskilderne kommer mange forskellige steder fra, men gennem nogle overraskende musikalske forløb bliver de forskellige delelementer kædet sammen.

Fall Back Open indeholder således en række rigtig gode musikalske idéer, men det er, som om musikken aldrig rigtig åbner sig for lytteren, og man sidder tilbage med en fornemmelse af, at Andy LeMaster har et musikalsk potentiale, der ikke helt bliver forløst med materialet på dette album.

Åbningssangen, “I Wait in a Line”, er et godt eksempel på både Now It’s Overheads styrker og svagheder. Det centrale i sangen er nogle trommeprogrammeringer, der hele tiden skifter karakter, og de virker på den ene side rigtig godt, men der er ikke rigtig nogen struktur i sangen. Det samme er tilfældet med anden sang, “Surrender”, der heller ikke kommer nogen vegne. I “Profile” skrues tiden for alvor tilbage til 80’erne i form af en omgang dyster synthpop, der ikke er helt ulig Depeche Modes helt tidlige dage.

På mange måder er dette album rigtig godt, men problemet er, at man som lytter ikke rigtig bliver inviteret indenfor i det musikalske univers. Sangene er i deres struktur komplekse, men kommer også lidt for ofte til at være stillestående, bl.a. fordi rytmerne er for stive til, at der kommer det fornødne flow i musikken. Det betyder, at de enkelte numre fremstår velkomponerede og flotte, men undlader at efterlade et afgørende indtryk hos lytteren. Der lægges op til, at musikken skal virke indtrængende, men har for sjældent den effekt.

Samlet set kan det siges, at den sidste halvdel af pladen er markant bedre end den første. Det starter for alvor med titelsangen, der slæber sig af sted med et triphop-beat. I næste sang, “The Decision Made Itself”, skiftes der næsten totalt stil, idet der for første gang på pladen er akustiske guitarer, og der er pludseligt tale om en form for psykedelisk folk.

Now It’s Overhead kommer fra Athens i Georgia – der mest er kendt for at være hjemsted for R.E.M. – og søreme, om ikke også Michael Stipe dukker op undervejs, og det endda i et af de bedste numre på pladen: den tyste “Antidote” med slæbende dommedagstrommer, en dyster basgang og en særdeles nærværende vokal, der i omkvædet bliver suppleret af Stipes lysere stemme. Michael Stipe er imidlertid ikke den eneste prominente gæst på albummet, da også Conor Oberst fra Bright Eyes synger kor på et af numrene. Begge navne er gode til at skabe opmærksomhed, men man kan ikke sige, at nogle af dem tilføjer noget afgørende til lydbilledet, da de begge er meget nemme at overhøre i produktionen.

Fall Back Open er et album, der bestemt har sine styrker, men det er for sjældent, at musikken for alvor løfter sig over det gennemsnitlige, og det er lidt synd, når Andy Lemaster tydeligvis har en masse ideer til, hvordan man laver musik, der ikke bare rider med på den seneste trend.

★★★☆☆☆

Deltag i debat