Plader

Sounds Like Violence: The Pistol EP

De aggressive svenskere viser, at teknisk overbevisende sang er overvurderet. Der er andre udtryksmidler, der er mindst lige så effektive.

Det er ingen hemmelighed af dimensioner, at det vokale element spiller en kæmpe rolle i de fleste musikgenrer. Det er et temmelig delikat instrument at have med at gøre, for det skal i bedste fald besidde en tresidet kvalitet: 1) den egentlige melodiske klang, 2) selve vokalmelodien og 3) hvad vokalen synger (altså teksterne). Det er en treenighed, der ikke er nem at få til at gå op; det er da heller ikke tre elementer, som alle bands prioriterer lige højt. De fleste slækker (ufrivilligt) på tekst-aspektet. Med risiko for at underminere tunge bøger med musikteori vil jeg vove den påstand, at de to øvrige kvaliteter helst skal sidde der hver gang, for at en sang en god.

Det svenske band Sounds Like Violence viser, at hvor der findes regler, findes der undtagelser. For det behøver ikke nødvendigvis at forholde sig således. For Sounds Like Violence handler det om decideret energisk fremturen og om at lyde oprigtig. Ikke så meget mere end det…

Det viser sig tydeligt, når man hører samspillet mellem fine melodier og så en sanger, der ikke har den store forståelse for intonation. Andreas Söderlund hedder han, og han minder en del om Andy Falkous (Mclusky) i måden, hvorpå han lægger en ordentlig bunke af følelser – vrede i særdeleshed – og store mængder af energi i sine vokale udgydelser. De skæmmes dog i pladens spæde snurreture af de skævvredne – ja, lad os bare kalde dem falske – toner (selv vurderet i forhold til punkstandarder). Til gengæld skærer hans vrede og hjerteskærende skrig så godt igennem, at de nærmest griber fat om struben på lytteren – for når Söderlund er på, så har man bare at lytte!

Det kan godt være, at man indledningsvis trækker lidt på smilebåndene over den gennemtrængende svenske dialekt, samt over hvordan vokalen slider sig igennem halsen med skæve kvarttoner. Men når man er nået over dette førstehåndsindtryk, er der en del at hente hos Sounds Like Violence.

Svenskerne åbner ep’en med deres stærkeste sang, “You Give Me Heartattacks”. Guitarerne anslår energiske molakkorder tilsat pumpende trommer samt Söderlunds vokale skrig, der mest af alt lyder som fortolkninger af epileptiske anfald. Men det er kropumuligt ikke at lade sig ramme af den rasende og energifyldte tone. »It won’t take long / Before I break down and then collapse,« synger Söderlund, og meget tyder på, at det er den eksakte situation, vi står i. Det river og flår i højttalerne, og alligevel får sangene aldrig lov at blive helt grimme; omkvædene er fyldt med et harmonisk sukkende baggrundskor, der senere slår over i højt pitchede Håkan Hellström-agtige skalaer med ’oh’-kor. Det lyder meget vel som en skør blanding, men den virker effektivt.

Tekstuniverset er meget simpelt som soundtracket til et pubertært ungdomsraseri. Söderlund holder sig til intetsigende klichéer, og det er egentlig kun på grund af hans voldsomme udbrud, at der synes at blive lagt mening bag. “Cry! Oh Cry!” lyder som en rasende version af Broder Daniel med samme type teenageangst og weltschmerz. Det er søgen uden resultater for en mening med tilværelsen, der fører til et udbrud som: »The only thing we know is that we’ll die someday,« men selv om smerten er allestedsnærværende, kan man lige så godt omdanne den til kropslig ageren, som det lyder i det ængstelige omkvæd: »Cry, oh cry / Cry yourself to sleep night after night / My, oh my / Dance away the pain that you feel inside.« Det er banalt, men sjældent har det lydt mere rigtigt end her.

I “The Pistol” er det samme meningsløshed i verden, der hersker. Alle følelser for noget som helst er borte og fraværende, så absurditeten i blot at dræbe andre mennesker træder i kraft i denne voldsomme titelsang. Forvrænget bas åbner i stram og punktlig rytme med guitar og trommer; intensiteten stiger og stiger med Söderlund, der til sidst fortryder alle handlinger i et krampagtigt skrig: »I’m sorry!« Det er grove løjer, men virkningsfuldt og direkte henvendt til en følelse der kan lade sig komme til udtryk med kropslig danseudfoldelse.

Sounds Like Violence har smidt et tvetydigt, men overvejende stærkt udspil af sig, og de udnytter ep-formatet på fin vis. De seks sange falder lige ind under en halv time, hvilket er en fin længde. Hovedet fyldes med aggressiv lyd, kroppen inviteres ud på gulvet, og det er alt godt til en halv times koldbøtter, hvorefter man føler sig mættet. En fuldlængde vil formentlig være et overkill for svenskerne, men det vil tiden vise. Indtil da kan vi fornøje os med The Pistol og krydse fingre for, at svenskerne kommer en tur forbi Danmark. Der må utvivlsomt være op til flere gran af sandhed i den afsluttende sætning i den med pladen følgende pressemeddelelse: “These are the boys that will no doubt make hardcore and punk kids strut the dance floor with a new grace and style.”

★★★★☆☆

Deltag i debat