Plader

V/A: Århus:nu

Skrevet af Mathias Askholm

Århus:nu er en gruppe ildsjæles forsøg på at gøre opmærksom på andre ildsjæles initiativer. Det er der kommet en spændende lille bog og en temmelig rodet cd ud af.

Musikscenen i Århus har de seneste år fået en ordentlig vitaminindsprøjtning. Båret af fornyet optimisme og entusiasme er der i Århus spiret nye spændende initiativer og bands op. Der er en sprudlende lyst til musik på musikkens præmisser og en stædig vilje til at gennemføre idealistiske projekter, der ikke altid har økonomisk gevinst. Århus:nu er et forsøg på at give udefrakommende en mulighed for at stifte bekendtskab med nogle af de mennesker, der investerer både tid og penge i at skabe musikarrangementer og projekter, hvor kunsten er i centrum.

Målet med Århus:nu er at give musikinteresserede en bagdør ind til de mindste spillesteder i Århus. Give fremmede lov til at lugte røgen i øvelokalerne, fornemme energien og føle de stædige initiativtagere. Med bogen følger en cd med 15 eksempler på Århus-bands’ præstationer. Denne anmeldelse vil ikke dreje sig om bogdelen af Århus:nu-projektet, men derimod søge at vurdere den vedlagte cd.

Århus:nu er et sandt kludetæppe af forskellige genrer. De 15 sange, hvoraf mange er eksklusive for denne cd, spænder sig over et utal af genrer – lige fra tyst og røget pop til skrattende støj. De kunstneriske udtryk stritter i alle retninger – som piggene på en kaktus. Kommer man for tæt på, risikerer man at hænge fast. Det er ikke pragmatisk og publikumsorienteret musik, der er blevet plads til i dette signalement, men derimod musik der spilles for kunstens og kunstnerens skyld.

Musikalsk set løbes der spidsrod mellem så mange forskellige genre-yderpunkter, at lytteren før eller siden er dømt til at tabe tråden. Blip-blop-elektronik, balkanpunk og shoegazer-rock er på denne udgivelse placeret side om side, og resultatet er mildest talt kaotisk. Århus:nu fungerer ikke ret godt som et sammenhængende udspil, men som et vindue ind til en scene i rivende udvikling fungerer det udmærket. Cd’en skal ses som en lille smagsprøve, der skal vække lysten til at opsøge Århus’ mange musikalske tilbud, og denne funktion opfyldes til UG.

Man får med Århus:nu serveret et sandt overflødighedshorn af sprælske og innovative kunstnere. Der leveres godbidder fra flere af de absolutte midterpunkter i lydbilledet af år 2003. Man kan lægge øre til både Tiger Tunes’ naive Commodore 64-pop, Under Byens sfæriske rocklyrik og Strumms sprøde og knitrende støjrock. Samtidig bydes der på prøver af de bands, der kommer til at tegne 2004. Der er et nummer fra The Defectors’ Turn Me On!, et uudgivet nummer med ligeledes pladeaktuelle Powersolo og en smagsprøve på det kommende album med My Friend George. Det er en stjernerække af centrale bands i det danske musikliv. Fællesnævneren for de medvirkende kunstnere er deres særegenhed og deres tilknytning til Århus.

I bogen nævner stort set alle de interviewede aktører den rivende udvikling, Århus’ kulturliv har gennemløbet i de seneste år. Der er blevet opbygget en intim scene omkring et vækstlag i rivende udvikling. Hvad der ellers de seneste par år har tegnet til at blive en kulturel udørk, har rejst sig igen. Ildsjælene og deres indsats for musikken er en enestående mulighed for musikscenen i Århus. Man må nu håbe, at århusianerne formår at tage imod de tilbud, de gives, så der også næste år er en levende musikscene i Danmarks næststørste by. Med Århus:nu kan man for sølle 99 kr. få et enestående indblik i, hvad der sker lige nu i Århus, og Århus:nu er anbefalelsesværdig til alle med bare en perifer interesse for det danske musikliv lige nu.

★★★★½☆

Deltag i debat