Plader

V/A: The Hope I Hide Inside – Emo Diaries Chapter Ten

Skrevet af Mathias Askholm

Sidste kapitel i Deep Elms Emo Diaries-serie er landet. Albummet viser både, hvorfor Emo Diaries har fået en solid fanbase, og hvorfor dette 10. kapitel er det sidste i serien.

Det er nu syv år siden, at Deep Elm udgav første del i Emo Diaries-serien. Første kapitel i serien, What’s Mine Is Yours, havde godt nok bands som Jimmy Eat World og Samiam, der var forholdsvis kendte, men allerede fra starten af var Emo Diaries ment som et ambitiøst forsøg på at give ukendte og uhørte bands en chance for at komme ud til et større publikum – samt selvfølgelig at give almindelige mennesker muligheden for at stifte bekendtskab med bands, de ellers ikke ville have stødt på.

Serien har officielt forsøgt at præsentere alle aspekter og subgenrer af emorocken, men traditionelt set har seriens kapitler fortrinsvis været domineret af punkpop-orienteret emo. Der har været et utal af bands, der bekendte sig til inspiration fra emobands som Sunny Day Real Estate, The Get Up Kids, Jimmy Eat World, Rainer Maria, The Promise Ring og andre, der var med til at give emorocken dens gennembrud i slutningen af 90’erne. Der har således ikke været levnet megen plads til den mere progressive emorock med dens eksperimenterende og komplekse guitar-rytmer og grænsesøgende sangstrukturer. På The Hope I Hide Inside er der givet mere plads til denne, i mine ører, mere interessante del af emorocken, hvilket jeg synes klæder pladen.

Israelske My Name Is Nobodys bidrag, “Brother Abel”, er det første nævneværdige nummer. Punk og hardcore blandes sammen til en sprængfyldt og skrigende cocktail, der dog bevæger sig på grænsen til det hysteriske. Hvad der måtte mangle af umiddelbar melodiøsitet, er der til gengæld at finde i The Holiday Plans “Projecting Power”. Emocore og poppunk i nært samspil med en fremadstormende guitar tilsat et skvæt amerikansk collegerock – og voilà, engelske The Holiday Plan har fremtryllet et nummer, der trods tendenser i retning af radiorock formår at holde ungdommelig energi og livsmod i fokus.

At hjerte rimer på smerte, har længe været alment kendt, men der er dog åbenbart stadigvæk adskillige bands, der mener, at rim og lyrik af denne karakter er værdige til at blive udgivet. Hvis Deep Elm skulle leve op til deres egen idé om Emo Diaries-serien som en serie, hvor der fokuseres på kunstnere, der både lyrisk og musikalsk har tyngde, skulle den fjerde sang i rækken ikke have været udgivet. Svenske Sounds Like Violences “The Light Is Such a Beautiful Sight” er så provokerende banal på tekstsiden, at jeg et kort øjeblik overvejede at strege deres navn ud på coveret i ren protest. En tekst som »Yesterday was an awful day / Today I can barely sit up right / And tonight I’ll probably be out and fight / ‘Cause I’ve never had love« minder mig om små digte, jeg skrev i folkeskolen. Jeg syntes selv, at de var umanerlig intelligente og vidnede om stor sociologisk og psykologisk indsigt, men når jeg nu tænker tilbage, var jeg ikke så superpoetisk i folkeskolen, og pseudointellekt og pop-psykologi som den, der ligger bag dette citat, giver mig i dag krampagtige spændinger i maveregionen.

Opsamlingens bedste sang er begået af Lukestar fra Norge. Ingredienserne er få og enkle: traditionel emorock iblandet et skud punk, men det hele spillet med sjældent set lidenskab og tightness. En forvreden guitar indleder denne kraft- og harmonifyldte sang, der hurtigt overbeviser med sit intime, men samtidigt kraftfuldt udadvendte omkvæd.

The Hope I Hide Inside er som nævnt det sidste kapitel i Emo Diaries-serien, og som lytter forstår man på sin vis valget om at stoppe serien. Emo Diaries har igen formået at præsentere et par nye spændende bands, men metaltrætheden er også ved at melde sig. Deep Elm-selskabet har i mine øjne lige så stille tabt den evne, de havde i starten af serien, til at udskille de mest talentfulde bands fra den stadigt voksende emogenre. Selskabets udgivelser har på det seneste ligget under niveau. At Deep Elm som næste udgivelse vælger at udgive en ep med Sounds Like Violence, er for mig at se et tegn på manglende dømmekraft. Bands som Lukestar, Hercules Hercules og The Holiday Plan vil jeg helt sikkert forsøge at opstøve andre udgivelser med, men der er generelle tendenser i retning af, at de indledende visioner om at præsentere det ypperste emorock, bliver til tomme floskler.

Det tiende kapitel formår alt i alt at placere sig et sted mellem det gode og det jævne. Emo Diaries er på mange måder blevet en institution i musikverdenen, og man kan ikke fornægte seriens betydning for emorocken i slutningen af 90’erne, men at stoppe ved kapitel 10 er en fornuftig beslutning. Deep Elm lancerer som erstatning for Emo Diaries serien This is Indie Rock – The Best Bands You’ve Never Heard – en serie, der på samme måde som Emo Diaries gjorde det, skal forsøge at give et udstillingsvindue til nye og talentfulde bands. Man kan håbe på, at denne serie kan overtage den funktion, Emo Diaries havde noget af i sin levetid, og undgå den stilstand, der til sidst blev seriens endeligt.

★★★½☆☆

Deltag i debat