Plader

V/A: Turning Dreams & Shifting Harbours

Skrevet af Ivan Petersen

Med udgangspunkt i myten om Europa samt yderst vellykkede genreblandinger af country, electronica og postrock er Turning Dreams & Shifting Harbours særdeles fremragende.

Turning Dreams & Shifting Harbours er en compilation, der tager sit udgangspunkt i myten om Europa. Denne handler, hvis man ikke lige ved det, om Zeus’ bortførelse af en fønikisk prinsesse, der hed Europa, og det kan man sådan set fortolke på ret så mange led og kanter (i særdeleshed fordi Zeus havde forvandlet sig til en tyr). I dette tilfælde har man fokuseret på temaet ’migration,’ og det er det, som de deltagende kunstnere alle har skullet forholde sig til. Uanset hvad man end måtte mene om konceptkunst (og jeg er en gammel, bitter mand, så jeg synes nok mestendels, at det er lidt træls), så er denne udgivelse simpelthen fremragende.

Det er selvfølgelig svært at kategorisere så mange forskellige bidrag bare nogenlunde præcist, men overordnet befinder vi os i spændingsfeltet mellem postrock, minimalistisk elektronica og country. Hvis man skulle fremdrage et par eksempler, så er James Merle Thomas’ “Ballad of Quecreek Mine” et udmærket sted at starte. Det drejer sig om stille country med akustisk guitar, banjo og percussion; det handler om længsel, udlængsel og umulige rejser, og det er dystert uden egentlig at være det. Og det er lige nøjagtig denne lidt dystre, lidt melankolske stemning i et simpelt musikalsk univers, man kan genfinde i stort set samtlige numre. Det er lige nøjagtig det, at der ikke bliver overdrevet på hverken den ene eller den anden måde, der gør Turning Dreams & Shifting Harbours værd at lytte til. Selv albummets eneste potentielle hit, “French Journey” med Jules Etienne, har disse kvaliteter. Et enkelt pumpende beat tilsat bl.a. en skramlet guitar, klokkespil og linjerne: »I’d like to know / If you’d like to go / To France / With me tonight.« Det lyder lidt som en poppet udgave af Arab Strap, og det er meget iørefaldende.

De resterende numre er måske knap så tilgængelige, men alligevel særdeles vellykkede. Bedst er David Grubbs og David Sheppards “A Parcel of Land”, Luke Sutherland, Howard Monk og Loz Speyers “Music for Creamie” og Christophe Stoll og Jukka Reverberis “Start Today”. Førstnævnte består af et besynderligt sammensurium af noget usammenhængende akustisk guitar, regn og støj, mens de to sidstnævnte er postrock af meget høj kvalitet. Og så skal det lige kort nævnes, at de 11 numre, der ikke er blevet nærmere beskrevet her, også holder vand.

Så vi kipper med flaget og stikker albummet en ordentlig røvfuld bogstaver. Det er smukt, simpelt og melankolsk, og det er særdeles anvendeligt til dage med både solskin og regn i maj (og resten af året er det sikkert også fint).

★★★★★½

Deltag i debat