Plader

The Violet Hour: Lazarus

Skrevet af Søren McGuire

Lazarus er en stilsikker debut fra det unge københavnske orkester. Deres americana er solid, rodfæstet og ærlig, men af og til kniber det med de interessante melodier.

Der er mildest talt kommet godt skub i de danske musikudøveres fascination af de amerikanske folk-traditioner. Endnu er listen over danske deciderede americana-orkestre ikke så lang, men den vokser stødt, og vigtigst af alt byder den i disse dage på nogle rigtig interessante navne. Folk der tør tage en forholdsvis udansk lyd til sig og samtidig forene den med de melankolske træk, der danner grundlag for den ellers stadig noget udefinérbare nordiske lyd.

The Violet Hour er et af de orkestre, derhar inspirationens tæer solidt plantet i den lunkne americana. De udgiver nu debuten Lazarus, en plade der lyrisk (og som forventet) kredser om de dystre aspekter af tilværelsen – du ved, the usual stuff, såsom gudsfrygt, afsavn og kærlighed der er gået fløjten. Tekstforfatter og forsanger Daniel Rastén udforsker ikke ligefrem nye territorier i sine tekster, men hvad betyder det egentlig, når han på sikker vis formår at frembringe fornemme poetiske billeder i sangene? Ikke det store for selv om The Violet Hour har låst sig fast i et lyrisk sortsyn, så bliver lyrik-skrivningen sjældent triviel.

Men. Melodierne halter en smule, når det drejer sig om afveksling og overraskelser. De bevæger sig i de samme indadvendte cirkler, og træder kun sjældent ud af melankoliens sorte skygge. Daniel Rasténs klagende vokal og de tunge kompositioner, som nærmest må slæbe sig selv ud af højttalerne, mangler variation, og melodierne på Lazarus fungerer i for høj grad som simpel underlægningsmusik til vokalen og teksterne. Her savner jeg lidt, at musikerne i The Violet Hour – som alle absolut er både kompetente og idérige, når det drejer sig om valg af forskellige instrumenter – tør træde længere frem i sangene. Det sker i det sidste minuts tid af A Series of Dreams Remembered, hvor et flot guitarspil og percussion-arbejde virkelig får Lazarus ud af starthullerne. Den følelsesladede pseudo-vals Brindisi koger næsten over af sydeuropæisk boheme-stemning, og en lille portion af de andre sange folder sig også flot ud efter flere gennemlytninger. Det er nemlig først her, at The Violets Hours søgende brug af forskellige instrumenter – blandt andet banjo, harmonika og sav – for alvor træder frem. Enkelte sange står fint på egne ben, heriblandt den smukke Memory of an Incident, og de nævnte sange understreger, at The Violet Hour er bedst, når de ikke lader sig binde alt for fast af genrens form.

Der er ingen tvivl om, at The Violet Hour har begået en plade, der trods de enkelte lidt kedelige melodier, så bestemt er en rigtig god debut. Den er lidt for stilsikker, men i samme åndedræt må det også siges, at dens homogene væsen nu engang må komme orkestret til gode. De har inden indspilningerne tydeligvis haft en klar idé om, hvad de ville have ud af Lazarus. Og her er de altså nået godt frem i mål.

★★★★☆☆

Deltag i debat