Plader

Volcano, I’m Still Excited!!: s.t.

Skrevet af Peter Hansen

Med evnen til at skrue ørehængende poprock-numre sammen er Volcano, I’m Still Excited!! glimrende underholdning på en drengerøvsagtig teenagemåde.

Hold kæft, hvor var det til tider sjovt at være 17 år. Bekymringsløse fester og ølmærker, der ikke gav bildæk. Man kunne være glad uden at prøve på det og bedrevidende uden at vide det. Det med pigerne kunne være både let og svært, men det var under alle omstændigheder underholdende. Når det gjaldt rockmusik kunne man tillade sig at være vild med Nirvana og samtidig være lykkeligt uvidende om eksistensen af Sonic Youth. Når det gælder poppet rockmusik ville man måske endda havde været vild med Volcano, I’m Still Excited!!.

Volcano, I’m Still Excited!! er nemlig den 17-årige teenageknægt, som The Shins og Weezer lavede, mens Ben Folds i baggrunden fik sig en spiller til The New Pornograhers. Ørehængende som bare fanden er Volcano, I’m Still Excited!! lidt mindre underligt end deres navn og en hel del bedre.

Noget, der dog ikke er helt normalt, er instrumenteringen i bandet. Et Casio-orgel, en guitar og et trommesæt med dobbelt stortromme er således hovedingredienserne i musikken. Musikken lyder knap så underligt, som den umiddelbart kan lyde på skrift, og der er da også en naturlig forklaring på Casio-orglet. Frontmand og sangskriver i bandet, Mark Duplass, var nemlig engang en singer/songwriter, der turnerede USA tyndt med en guitar mellem armene. Duplass’ solokarriere fik dog en brat ende, da han fik konstateret seneskedehindebetændelse i netop de to arme. Stakkels Mark lagde musikken på hylden, indtil han en dag ved et tilfælde fandt ud af, at han rent faktisk kunne spille på et 100 kroners Casio-orgel. Han begyndte at komponere sange på orglet, fandt sammen med Craig Montoro og John Thomas Robinette III, og det er der nu kommet dette selvbetitlede debutalbum ud af.

Efter 15 sekunders introlarm starter det hele med den nærmest vanvittig ørehængende 2nd Gun. Casio-orglet sætter gang i nummeret, der eksploderer i et omkvæd, hvor Duplass synger som en blanding af Rivers Cuomo og James Mercer. De to næste numre følger godt op på åbningsnummeret uden dog at være i helt samme klasse. Derefter kommer næste fodtappende, jeg-ville-hoppe-rundt-hvis-jeg-ikke-var-så-indie-nummer, In Green. I slutningen af den sang synger Mark Duplass: “There’s no more” – og det har han sådan set ret i.

Ikke fordi at Volcano, I’m Still Excited!! ikke har flere poprock-perler at byde på – det har de. For selv om albummet går en smule død i den sidste halvdel, er det ikke noget kriminelt, og Duplass’ tæft for den gode melodi skinner fortsat stærkt igennem. Problemet er mere, at hvis en plade skal helt op i mesterligaen, så skal musikken helst have en eller anden form for seriøsitet og eftertænksomhed, og det har Volcano, I’m Still Excited!! i bund og grund ikke så meget af. Ligesom en teenager er de er helt sikkert bedst til den uforpligtende underholdning – ikke fordi de ikke prøver at have nogle dybere øjeblikke. Men helt ærligt”¦ hvem lytter til, hvad en teenager synes om livet?

På den anden side har bandet en evne til at lave melodier, der er ufatteligt ørehængende og interessante på én gang, og det er trods alt relativt sjældent. Som de bedste amerikanske high school-film fra 80’erne føler man sig glimrende underholdt, men man vil aldrig kalde det stor kunst. Hvis Volcano, I’m Still Excited!! vokser sig ud af teenagealderen, og Mark Duplass bruger sin evne som popsnedker på en mere helstøbt og seriøs måde, kan det dog sagtens komme deropad.

Nå ja, og få så lige en bas med også, Volcano, I’m Still Excited, Although a Little Annoyed about Writing Your Stupid Name!!

★★★★☆☆

Deltag i debat