Hvilken side af menneskekroppen, der er den lade, er uklart. Omvendt er det helt sikkert, at John Twells ikke ligger på den. 2003 bød på hans debutalbum som Xela samt et album fra hans duo, Yasume, og nu får vi endnu en Xela-plade serveret.

Tangled Wool indledes af det suverænt bedste nummer, “Softness of Senses”. En akustisk guitar bliver slÃ¥et an, men i stedet for den vanlige rene lyd udspyr guitaren – via en art distortion – smÃ¥ klynger af tindrende, vaffelsprøde toner, der kunne gÃ¥ itu, hvis de ramlede ind i det mindste. Der tilføjes et lille, klikkende beat, og efterhÃ¥nden løfter susende synthlinjer nummeret op i højere luftlag. I mellemtiden kører ikke bare én, men to livlige guitarmelodier, og da en tredje, klaverbaseret melodi bliver bÃ¥ret frem pÃ¥ den ivrigt voksende luftpude af synths, rammer Xela ethvert følsomt hjerte. En yndefuld skildring af en solopgang, hvor disen først nøjes med at lade fÃ¥ strÃ¥ler komme igennem, men langsomt mÃ¥ overgive sig og give mere og mere plads til lyset.

Helt sÃ¥ fremragende er resten af pladen ikke, men “Drawing Pictures of Girls” er bestemt værd at fremhæve. Hér sætter Twells sin lyse vokal i spil. Det mÃ¥ gÃ¥ meget godt med at tegne pigerne, for igen og igen synger han: »I see you.« Men at det havde været rarere at have hende i sine arme og ikke pÃ¥ papiret, siger vokalens vemod alt om. I “Drawing Pictures of Girls” er der knap sÃ¥ højt til loftet som i Ã¥bningsnummeret. Det passer glimrende til Twells’ længsel, at synthfladerne er lettere, og at der er tid og plads til et par ophold, hvor dels den enkle akustiske guitar, dels Twells’ svagt vaklende stemme stÃ¥r næsten alene i lydbilledet.

“So No Goodbyes” rammer samme følsomhed med en beat-fri atmosfære, hvor lydene af biler pÃ¥ regnvÃ¥d asfalt og fjerne fly dækkes af en enkeltstÃ¥ende, rørstrømsk akustisk guitar. For hver gennemlytning skifter man mening om, hvorvidt nummeret begræder en pige, der er rejst for altid uden at sige farvel, eller det blot skildrer den bittersøde fornemmelse af, at man allerhelst ville have hende til at blive, men jo snart ser hende igen. Den tvetydighed forfiner Xelas følelsesspækkede univers og gør Tangled Wool til en oplevelse, selv nÃ¥r nyhedsværdien er ebbet ud.

Men nÃ¥r Tangled Wool hverken er banebrydende eller enestÃ¥ende, skyldes det, at sÃ¥ godt som samtlige numre er skÃ¥ret over samme læst. Eksempelvis er “Quiet Night” med sine skiftende rundgange vitterlig fermt komponeret, men trods følelser i bÃ¥de pose og sæk gÃ¥r nummeret med sit krakelerede The Remote Viewer-beat og den allestedsnærværende akustiske guitar hen og bliver en ren gentagelse af flere andre numre.

Decideret smÃ¥kedeligt bliver det kun for alvor i “You Are in the Stars”, hvor et stillestÃ¥ende, monotont beat og en endeløs fÃ¥tonig guitar-rundgang understreger, at Xelas kompositioner ikke kan undvære hans melodiøse idérigdom.

Til gengæld beviser det svævende afslutningsnummer “Her Eyes Sparkled and She Walked Away”, at den akustiske guitar med fordel kan rationeres. I hvert fald Ã¥bner John Twells døren til et smukt drømmeland med et guitar-fattigt stykke ambient, hvor en flok synths maler baggrundsflader, hvorpÃ¥ en lille sprød melodilinje glimter og glitrer – ligesom pigens (tÃ¥revædede) øjne, da hun gik sin vej.

At man ikke ligger på den lade side, betyder ikke, at man opfinder den dybe tallerken. Det har Xela i sandhed heller ikke gjort med Tangled Wool. Men hans bud på en blanding af elektronik og traditionel instrumentering er ikke desto mindre yderst yndigt og behageligt.