Koncerter

American Analog Set, 10.06.04, Loppen, København

De amerikanske sløvpoppere lod langsomme, repetitive toner flyde ind i øregangene på de 100 mennesker, der var troppet op for at lade sig drive med den døsige dagdrøm, som dog af og til inviterede til en lur. Lækkert til tider, men også en tand kedeligt.

Nattehimlen lod regndråber falde mod Københavns asfaltbelægninger. Omkring 100 mennesker havde valgt at sky regnen i trygt ly på Loppen, hvor varmetemperaturerne og fugtigheden nærmede sig et tropisk klima. Men det var andet end blot saunatilstande, der lokkede. Publikum var opsat på at svømme ind i en lummer, men overordnet behagelig dagdrøm i selskab med de døsige dronepoppere i Austin, Texas-bandet American Analog Set.

Bandet lagde for første gang turen forbi København i forbindelse med deres igangværende europæiske turné, og det var en afslappet Andrew Kenny, der bød velkommen til en times selskab med American Analog Set. Og det er nøgleord som ‘afslappet’, ’tilbagelænet’ og ‘døsig,’ der gør sig gældende for American Analog Sets musik – på såvel plade som på en scene.

Man måtte indledningsvis skimte en gang eller to med øjnene for at vide sig absolut sikker på, at der var et liveband på scenen. Så godt som alle medlemmer var som frosset i bevægelse under koncerten. Forsanger/guitarist Andrew Kenny trådte med enkelte skridt frem og tilbage på stedet, og bassist Lee Gillespie stod konsekvent vendt mod trommeslager Mark Smith og altså med ryggen mod sit publikum. Et enkelt bandmedlem, Sean Ripple, var dog hyppigt bevægelig i urytmisk dans, enten bag sin vibrafon eller rundt om på scenen udstyret med maracas.

Det var dog ikke musik, der inviterede til de store kropslige udskejelser. American Analog Sets musik bevægede sig sløvt frem i et moderat og støt tempo, der blidt gled ind i publikums øregange med en behagelig blanding af blødt og forsigtigt hviskende vokal, simple og varme guitarakkorder i samspil med snurrende vibrafon-toner og en simpel rytmesektion – en kombination ikke helt ulig Yo la Tengo. Bagved gemte sig monotone Farfisa-orgel-toner, der strakte sangene ud i langdrag og lod dem flyde sammen til et anonymt hele.

Men med et bagkatalog på fem plader havde American Analog Set dog op til flere sangperler, som kunne skille sig ud fra massen af sammenflydende, repetitive toner. Med et simpelt legende riff bestående af blot 3-4 toner samt et rytmisk godt drive markerede sangen The Hatist sig som én af dem, man huskede bagefter. Den skønne The Postman fra bandets bedste udspil, Know by Heart, var også blandt de sange, som kaldte på opmærksomhed med historien om det snusende, alvidende postbud. “I know why you stare East, it’s where your man’s run off / And I know why your trash bin is brimming with his art / ‘Cause when he was abroad / I read his last postcard / He met some brit named Cass and it broke your heart / I’m the postman,” sang Andrew Kenny skrøbeligt med et fingerpeg eller to mod en doven melankoli. Samme følelse manifesterede sig i bandets miniature-hit, The Only One, også fra førnævnte plade.

Det var den bittersøde Come Home Baby Julie, Come Home, der fik lov at afslutte den døsige time, hvor American Analog Set var på scenen. Bandets musik har altid været som det ideelle soundtrack til en varm og ugideligt sløv eftermiddag – men sløvheden har både gode og dårlige elementer i sig. Momentvis var det en lækker fornemmelse af at lade sig drive ind i et univers, hvor alting bevægede sig en tand langsommere, og hvor melankolien gik hånd i hånd med et afslappet smil, for alting skal jo nok gå. Men når de repetitive passager trak ud i evigheder, måtte man i ny og næ kvæle et påtrægende gab. American Analog Set er gode, men de skal nydes i små doser, for ellers risikerer man at døse så meget hen, at søvnen vinder i sidste ende.

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Promise of Love
Ben Gibbard/Andrew Kenny: Home – Volume V

Leave a Reply