Interview

Ben Kweller – optimistisk fremturen

Ben Kweller har været i fuldt musikalsk sving siden 15-års-alderen. Der synes langt fra bandet Radish til antifolk-scenen i New York, men Ben Kweller har været begge steder. Og han er stadig på vej… 26.06.04

Hans unge alder har været en billig journalistisk vinkel i flere spæde år af Ben Kwellers musikalske karriere, men siden begyndelsen af solokarrieren er det fokus heldigvis blevet lagt på hylden. Texaneren og den tidligere Radish-frontmand var fremme i musikskoene med en verdensomspændende udgivelse, vel før han måtte drikke eller køre bil (og det er trods alt i USA). Men Ben Kweller, der i dag er 23 år, er langt mere interesseret i at snakke om sin musik samt i at modnes yderligere som musiker.

Kweller er klar over sit eget potentiale, og han arbejder hårdt på at bygge videre på det. Han har udgivet to plader i eget navn, Sha Sha (2002) og On My Way (2004), som består af en samling følelsesladede, til tider fjollede, stærkt fængende folkpop-sange. Kvikt undfanget og behændigt skåret, ungdommeligt, men med en solid og seriøs tone. Idéerne bliver uforfængeligt skudt af sted som snerrende rockere, æggende ballader og akustiske vuggeviser med smittende, simple melodier indeholdende traditionelle, velvirkende elementer. Kweller søger ikke at ramme en særlig genre (eller aldersgruppe), men vil ind og berøre de musikalske følelser hos sin lytter. Han vil helst bare ses som en sangskriver – og man må give ham, at han har fat i den lange ende.

Fra Radish til New York
De spæde skridt i musikverdenen skete med grungebandet Radish, hvor en helt ung Ben Kweller havde lyttet til Nirvana hjemme på værelset, noget som bestemt smittede af på hans pubertære og naive sangskrivning. Men vigtigst af alt fik han erfaring.

Da jeg først blev kastet ud i det, var jeg slet ikke voksen. Jeg var 15 år gammel, da jeg underskrev min første pladekontrakt, hvilket er ret skørt i sig selv. Alting kørte perfekt; jeg fik lov at indspille i rigtige studier og turnerede rundt omkring i hele verden.

Men Kweller bevægede sig i musikindustriens superliga, og det gik hurtigt op for ham, at han ikke rigtig fik lov at bestemme noget som helst. Han skulle bare spille sin musik, og så tog ‘fagmændene’ sig af resten. Men med årene fik han opbygget en selvtillid, specielt da han som 19-årig flyttede til New York – uden en pladekontrakt.

Kweller stod på egne fødder med en akustisk guitar, og herfra mødte han en masse folk fra den New York’ske anti-folk-scene.

De spillede alle akustisk musik, men med en slags punkrocket attitude, og den scene hægtede jeg mig på, fordi jeg så nemt kunne relatere til den. The Violent Femmes er faktisk blandt mine yndlingsbands, fordi de spiller akustisk punk”¦

Kweller indspillede pladen Freak Out, It’s Ben Kweller på sin computer og solgte den efterfølgende til sine koncerter. Der skulle ikke gå lang tid, før han modtog et opkald fra ingen ringere end Evan Dando, som havde anskaffet sig et eksemplar af pladen.

Det var klart én af hjørnestenene, der har ført mig til, hvor jeg er nu – da Evan ringede mig op. For det beviste, at jeg bare skulle gå min egen vej og gøre, hvad jeg havde lyst til. Det handler om ‘learning by doing’, forsøge sig og fejle og så videre igen. Jeg har bare været heldig at få lov til at forsøge mig og fejle så mange gange, uden folk rigtig har lagt mærke til det.

Ben Kweller har altid nydt at sammensætte strittende sangskabeloner til et hele, der er albummet. Hans repertoire kan groft opdelt karakteriseres som en trojka bestående af rocksange, pianoballader, og hvad han selv kalder ‘de kapriciøse Sha Sha-agtige sange.’ Men det er ikke altid, at anmeldere ser det fulde spektrum.

Da jeg havde udgivet Sha Sha, som indeholder tre piano-baserede sange ud af de 11 på pladen, mødte jeg kommentarer som: “Nå, han må være den nye Ben Folds!” Og jeg tænkte: “Ja, du har ret; jeg er en mand, og jeg synger, og jeg spiller også piano!” Sha Sha blev åbnet med en piano-drevet sang, så måske nåede de ikke længere og tænkte: “Nåja, Ben Folds var den seneste mandlige sangskriver som spillede piano, så lad os sammenligne de to,” i stedet for at dykke lidt dybere ned i musikhistorien.

En svingende optimisme
Ben Kweller har tidligere i år udgivet sin anden fuldlængde, On My Way, under eget navn. Det er en plade, der peger i retning af de vægtige begivenheder, som har fundet sted i Kwellers liv.

Jeg giftede mig i år med min kæreste Lizzy, og så døde min bedstefar – han var den første nære person i mit liv, som er afgået med døden. En masse større ændringer er sket i mit liv, så måske er det sluppet ind i musikken og stemningen på pladen, fordi mine plader sædvanligvis er en slags sidste års dagbog. Når man bliver gift, eller nogen dør – det er nogle betydningsfulde, skøre ting, du ved.

Dødsfald er stærke sager, og det er også noget, der lader sig afsmitte i sangenes karakter. Alligevel er det ikke svært at spotte en svingende optimisme i Kwellers sange.

Jeg er en optimistisk person. Det er typisk bare mig, der overbeviser mig selv selv om, at der er lys for enden af tunnelen, når jeg har en skidt dag. Så det er derfor, mine sange også har lys for enden af tunnelen. Det er i hvert fald et karaktertræk, der trænger gennem min musik.

Afklædt rock-æstetik

Hvor Kweller muligvis kan have fat i den lange ende, har On My Way i hvert fald en anderledes lyd end forgængeren Sha Sha. Dette har meget at gøre med Ethan Johns, som Kweller fik til at producere pladen. Johns styrede Kweller og hans band uden om en pæn og overlæsset studielyd mod en mere afklædt rock-æstetik. Han smed bandet samlet ind i et rum uden vægge mellem instrumenterne, og derved blev pladen indspillet på rigtig 60’er-manér.

Og netop 60’erne er en periode, der har tiltalt Ben Kweller, sangskrivningsmæssigt i hvert fald. Der skæres ind til benet, når sangene skrives.

Jeg har ikke behov for at bruge Pro Tools eller nogle skøre loops og effekter, som så mange andre kunstnere gør for at opnå alsidighed i musikken. Jeg skriver bare forskellige slags sange. Derfor kan man sagtens bruge de samme instrumenter. Hvis man f.eks. går tilbage til en Beatles-plade”¦ Beatles var jo helt og aldeles et popband. De var som nutidens boybands, men forskellen er, at de ikke blev skabt på et samlebånd. Selv om sangene blev skrevet med det perfekte omkvæd, den perfekte opbygning, vers og alt det dér, indeholdt de så meget følelse, fordi skæve toner ikke blev rettet op digitalt, og guitarerne var lettere skævt stemt, fordi de ikke havde elektroniske tunere. Det var perfekt. Men sangene lå der, og det er dét, det handler om.

Læs også Undertoners anmeldelse af Ben Kweller: On My Way

Leave a Reply