Plader

Bluebottle Kiss: Come Across

Skrevet af Mathias Askholm

Bluebottle Kiss’ femte fuldlængde-udspil drager lytteren igennem en tyst fortælling. En rejse, der både byder på små perler og en række klichéer.

Australske Bluebottle Kiss blev dannet i 1993 på en blanding af Sonic Youth, Dinosaur Jr., Afghan Wings og klassiske australske orkestre som The Church og The Bad Seeds. I dag, fem album og lige så mange ep’er senere, er der dog ikke elementer fra alle disse bands at finde i Bluebottle Kiss’ musik. Sonic Youth- og Dinosaur Jr.-inspirationerne er blevet afløst af flair for My Bloody Valentine, Wilco og Built to Spill – og resultatet er ganske ekstraordinært og dejligt.

Come Across er en af Bluebottle Kiss’ bedste præstationer indtil videre. Den tyste og afdæmpede sangskrivning er blevet forfinet, og bandet nærmer sig med sin sans for integritet et kunstnerisk stadie nær Nick Caves klassiske The Boatman’s Call. Bluebottle Kiss er nået vidt i de 11 år, de har eksisteret. Hvor det forrige album, Revenenge Is Slow, var et ambitiøst forsøg på at kreere en storslået sonisk atmosfære, ligger Come Across‘ styrke i den meningsmættede lyrik. Med Come Across er der god mulighed for, at endnu flere får øjnene op for denne spændende australske kvartet.

På albummets bedste nummer, “So Slow”, forenes en nærværende stemning, en intim tekst og en melankolsk stemning til en binding, der meget vel kunne vise sig at blive et radiohit. Sangen har med sin vitalitet og styrke en indre kraft, der lyser igennem det stille ydre. Det er også i “So Slow”, at der med en henslængt bemærkning dannes en fornem bro til Bluebottle Kiss’ tidligere album; med “So Slow” knyttes der nemlig forbindelse mellem tidligere og nuværende udtryk. Linjerne samles og bindes sammen til en sammenfiltret enhed, der udgør Bluebottle Kiss’ nyfundne, underspillede humor.

Med “Come Across” leverer Bluebottle Kiss varen med Jamie Hutchings’ personlige og skarpe meninger om emner som dybtgående tab (“Scoutall”) og forfølgelse og paranoia (“Ministry of Fear” – baseret på en novelle af Albert Camus). Jamie Hutchings lader også følelserne få frit spil i Slow Train to a Comfy Jail, der er en kritisk kommentar til Australiens holdning til flygtninge. Den eftertænksomme sangskrivning med holdninger til venstre for midten er dog ikke noget nyt for Bluebottle Kiss, men Come Across vidner med sange som “Last Playboy in Town” og “Sisters Head on” om en humor, der ikke tidligere i samme grad har fundet vej til Bluebottle Kiss’ udgivelser.

Med deres tyste, eftertænksomme passionerede pop formår Bluebottle Kiss ikke blot at kommunikere et værdiladet budskab; de får også i løbet af de i alt 11 sange skabt en intim stemning. Sangene er alle små miner, hvor der, hvis man graver dybt nok ned, på bunden af dem alle ligger et gran af det pureste guld. At der mellem guldkornene gemmer sig lidt skidt er svært at undgå, men på trods af enkelte fejltagelser er Bluebottle Kiss’ Come Across et godt bud på et nyt bekendtskab, hvis man er faldet for Nick Cave.

★★★★½☆

Deltag i debat