Plader

Boom Bip: Corymb

Skrevet af Mikkel Arre

Boom Bip svinger på Corymb mellem konturløs selv-kopiering og et par glimrende bud på dyster trip-hiphop. Overvægten af plusser i bogen skyldes især en blændende trio af remixere.

Det er et sjældent syn, at en hiphop-producer bliver inviteret til at deltage i den navnkundige Peel Session-serie. Men amerikanske Boom Bip (alias Bryan Hollon) er heller ikke en gennemsnitlig hiphop-snedker. Der er mere Brian Eno end DJ Premier over hans lyd, og han lufter hellere guitaren end sin pladespiller.

Hans solodebut, Seed to Sun, blev modtaget venligt af anmelderne, og ud over at skaffe ham en Peel Session gav pladen også seks prominente remixere lyst til at rekonstruere nogle af numrene. Corymb samler op på både remixene, Boom Bips optræden hos John Peel samt en lille håndfuld nye numre.

Lad det være sagt med det samme: Det er ikke for de nye kompositioners skyld, man skal investere i Corymb. Kun åbningsnummeret, “From Left to Right”, fungerer for alvor. En ulmende basgang trækker mørke skyer ind over himlen, og afmålt, skærende guitar-distortion antyder små lyn. Og nu begynder uvejret: Et stort, buldrende breakbeat, der vækker mindelser om DJ Shadows klassiske Endtroducing, tordner ind i landskabet og opildner den vrængende guitar. Gennem det minutiøst programmerede tordenvirvar strømmer et håb om lys i form af en lun, analog synthesizer, der minder om, at det nok skal blive sommer igen.

Og det gør det skam også i det efterfølgende Boards of Canada-remix. De to skotter lyder, som de plejer, og endnu en gang må man imponeres over, hvor ferme de er til at gentage sig selv, uden at man er i nærheden af at blive træt af det. Bortset fra nogle få spredte guitartoner er vi i velkendt Boards of Canada-land med et sløvt, skramlet beat og diskante synth-melodier. Der sker ikke det store – ingen breaks eller tilløb til forandringer. Og alligevel er der ikke andet for end at overgive sig til den lokkende tanke om at ligge på ryggen i solskinnet.

Sommerstemningen spoleres imidlertid hastigt af Venetian Snares’ giftige remix af “The Unthinkable”. Originalnummerets snigende uhygge har fået en gevaldig dosis Substral via et infernalsk spejlkabinet af vakkelvorne trommeprogrammeringer og fragmenterede klaver- og fløjtestumper, og næsten intet er overladt til lytterens fantasi.

Det er der til gengæld hos Anticon-særlingene i cLOUDDEAD. De har gennemtævet den spraglede originalversion af “Closed Shoulders” med stor omhu og derefter samlet et par brudstykker op fra gulvet. Resten er røget ud til fordel for et svært definerbart stykke socialrealistisk ambient. Midt i blandt de skælvende droner og fjerne guitarmelodier hulker en utrøstelig kvinde hjerteskærende, og desillusionen tager til, da hun afmægtigt proklamerer sit had til folk omkring sig: »Fuck you! Fuck you! Fuck you!« Det er sært – men også en besynderligt dragende dekonstruktion, som stiller langt flere spørgsmål, end den giver svar.

Ovenstående fire numre er tidligere udgivet som en 12″-EP. Og hvis tingene skal trækkes skarpt op, er den en bedre investering end Corymb. De resterende numre holder nemlig langt fra samme standard som åbningskvartetten. Blandt remixerne er kun Four Tet på nogenlunde acceptabelt niveau, om end det ville have pyntet gevaldigt på hans udgave af “Third Stream”, enten hvis det sprælske beat var blevet krydret med nogle melodier, eller hvis nummerets længde var blevet halveret. Kieran Hebdens evner som beat-manipulator er ubetvivlelige, men hans beatjuggling-bedrifter i nummerets første halvdel retfærdiggør ikke helt den cirka tre minutter lange udtoning.

Når jeg alligevel bedømmer Corymb ganske positivt, er grunden, at pladen faktisk hænger overraskende godt sammen, når man tænker på, at det er en opsamling af både dette og hint. Overgangene mellem de enkelte numre er måske ikke helt glidende, men der er hele vejen gennem pladen et tydeligt, dystert overtryk, som trænger til at blive udlignet. “First Walk” er på den vis betegnende for hele pladen: Et roligt guitartema omstøbes via stigende beat-tempo og dunkle synthflader til tiltagende utryghed – hvorefter guitartemaet med ét vender tilbage og standser uhyggen. Uden nogen afslutning af ubehaget.

Først til allersidst, i “Pulse All Over”, brister boblen. Efter fem minutters langsom opbygning med knitren som brændende kvas og en synth-drone, der dukker op fra dybet, bevæger Boom Bip sig ud af Eno-land og over mod en dyb og ulmende postrock. Først bassen og dernæst live-trommerne hiver os opad i spændingskurven, og – endelig! – kommer klimakset. Trommerne brager løs, og man kan drage et lettelsens suk. Indtil man ænser, at den vaklende drone kun langsomt fader ud. Der er stadig en rest af uro tilbage.

★★★★☆☆

Deltag i debat