Plader

Broken Social Scene: Bee Hives

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Sidste år høstede Broken Social Scene mange roser i Europa for 2002-albummet You Forgot It in People. Nu er det canadiske band klar med en slags ’mens-vi-venter-på-det-nye-album’-plade, Bee Hives, som er en samling af, hvad bandet regner for b-sider.

Du kendte næppe Broken Social Scene før 2003. Det blev det år, hvor det canadiske band (musikkollektiv vil nogen måske sige) fik sit europæiske gennembrud med 2002-albummet You Forgot It in People, som med sin poppede tilgang til postrock og ambient rock var meget tilgængeligt og alligevel kunne tilfredsstille lyttere, som normalt ellers lytter til knap så poppet musik.

Mens den utålmodige lytter venter på nyt materiale fra Broken Social Scene, kan man fornøje sig med albummet Bee Hives. Som frontmanden Kevin Drew selv beskriver albummet, er det en samling af, hvad bandet regner for at være b-sider. “There is freedom in creating a b-side because it can be whatever you want it to be. It is something besides what is,” har han udtalt.

Numrene på Bee Hives er en blanding af rigtige b-sider fra singlerne “Stars & Sons” og “Cause = Time”, numre indspillet som afstresning og adspredelse under indspilningerne til You Forgot It in People, en enkelt radiosession samt en række andre numre. Som de fleste album, der er sat sammen af materiale fra forskellige steder, er Bee Hives en ægte musikalsk blandet landhandel.

Bee Hives åbner med et 37 sekunder langt ubetitlet nummer. På et rigtigt album kunne det være med til at slå en stemning an, men når Bee Hives betragtes som den samling af forskellige dele, udgivelsen nu engang er, virker nummeret egentlig bare irriterende. Tilsvarende er det syv minutter lange nummer “Weddings” en blanding af en ikke videre ophidsende rundgang på en bas og en masse baggrundslyde. Det er i virkeligheden baggrunden, som nummerets sekundære lyde, der er interessant, men nummeret er for langt og ensartet, når det ikke skal slå en samlet stemning an.

En tilsvarende ambient lyd og følelse finder man i nummeret “Da Da Dada”, men hvis man lytter sig gennem nummeret, vil man opleve, at nummeret cirka midtvejs låner basgang og trommer fra “Almost Crimes”, et af numrene på You Forgot It in People. Det er mere intellektuelt morsomt end godt. Det gør dog ikke nummeret dårligt, men som lytter har man hørt originalen før, og den er trods alt mere klar og knap så rodet i sit udtryk.

“Marketfresh” er en af de rigtige b-sider. Nummeret har en langsom, groovy fremaddrivende rytme, som er mixet langt frem i lydbilledet. En akustisk guitar og harmoniske lydflader udgør det første minut, inden trommerne falder ind sammen med et piano og en slags raslende klokker. I baggrunden af lydbilledet er der forskellige atmosfæriske lyde, som er med til at danne lydbilledet. Melodimæssigt er det ikke Bee Hives’ bedste nummer (det er en smule repetitivt), men det er stemningsfyldt og måske endda en smule psykedelisk. De to andre rigtige b-sider “Da Da Dada” og “Time = Cause” holder ikke samme niveau. Sidstnævnte er også ambient og meget uhyggelig med en klagende vokal, violiner og noget, der lyder som skrig, i baggrunden.

I sin oprindelige form er “Love’s Spit” et nummer fra You Forgot It in People. På Bee Hives findes den version af nummeret, som blev indspillet til en radiosession hos XFM. Sangen er oprindeligt en slags forløsende ballade efter en række hurtige rocknumre. På Bee Hives er det ikke mere Kevin Drew, som synger, men derimod Leslie Feist, som er mere eller mindre fast medlem af Broken Social Scene. Nummeret er omkring et minut længere end originalen i kraft af, at det bliver fremført langsommere. Lover’s Spit føles i versionen på Bee Hives meget langsommere end det minut. Og det er egentlig overraskende, at nummeret er blevet så meget mere følsomt af den grund. Det er sjovt at høre nummeret med kvindelig vokal (Leslie Feists stemme er også med til at gøre nummeret så følsomt) og i en mere nedbarberet version med mere piano og mindre rytme. Men jeg har det sådan, at når jeg nu har hørt den oprindelige version med Kevin Drew først, synes jeg nok, at den er bedre.

“Backyards” kunne sagtens have passet ind på You Forgot It in People. En susende lyd fader over i og erstattes af banjo, forskellige slagtøjsinstrumenter (mixet meget lavt i lydbilledet) og guitarstøj, som danner en grundlæggende lydflade. Melodien har et vist tempo og er egentlig ret glad. Vokalen bliver varetaget af Emily Haines (som også synger på “Anthems for a Seventeen Year-Old Girl” fra You Forgot It in People). Nummeret er over otte minutter langt, men det er egentlig en popsang, som bare er strakt ud. Ind imellem versene er der små sjove mellemspil med banjoen og andre udefinérbare instrumenter. De sidste tre minutter ender med, at Emily Haines gentagende gange synger »Be courageous,« mens banjoen og guitarfeedback får englene til at synge. “Backyards” er Bee Hives‘ klare højdepunkt, og om end nummeret i sig selv ikke er alle pengene værd, er det i hvert fald et nummer, der gør albummet værd at købe.

Bee Hives skal og kan ikke bedømmes som et album, for som den samling af forskellige optagelser, det er, er Bee Hives en rodet affære. Men jeg synes heller ikke, det skal ses som en udgivelse, der står alene. De sange, som har relation til You Forgot It in People, er interessante som en slags attatchment eller kommentar. De andre numre fungerer som en slags plaster på såret, indtil der kommer et nyt, rigtigt album fra Broken Social Scene.

★★★½☆☆

Leave a Reply